Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Markus 5:1-43

5  De kom imidlertid over til den anden side af søen, til gerase′nernes* land.+  Og straks da han var kommet ud af båden, kom en mand som var under en uren ånds magt ham i møde fra mindegravene.+  Han havde sit tilholdssted blandt gravene, og der var ikke mere nogen overhovedet der kunne binde ham, ikke engang med en lænke,  for han havde tit været bundet med fodjern og lænker, men lænkerne rev han over og fodjernene blev sprængt, og ingen kunne magte ham.  Og hele tiden, nat og dag, råbte han i gravene og i bjergene og slog sig selv med sten.  Men da han på afstand fik øje på Jesus løb han hen og bøjede sig ærbødigt for ham,  og da han havde råbt med høj røst+ sagde han: „Hvad har jeg med dig at gøre,* Jesus, søn af den højeste Gud?+ Jeg tager dig i ed+ ved Gud at du ikke piner mig.“+  For han havde sagt til den: „Kom ud af manden, du urene ånd.“+  Og han gav sig til at spørge ham: „Hvad er dit navn?“ Og han sagde til ham: „Mit navn er Legion,+ for vi er mange.“+ 10  Og han bad ham indtrængende og mange gange om ikke at sende ånderne ud af landet.+ 11  Nu gik der en stor flok svin+ på græs dér ved bjerget.+ 12  Så de bad ham indtrængende og sagde: „Send os i svinene, så vi kan gå i dem.“ 13  Og det gav han dem lov til. Da kom de urene ånder ud og gik i svinene; og flokken, omkring to tusind, fór ud over skrænten og ned i søen, og de druknede i søen.+ 14  Men svinehyrderne flygtede og fortalte om det i byen og på landet; og folk kom for at se hvad det var der var sket.+ 15  De kom så til Jesus, og de så den dæmonbesatte sidde påklædt og ved sin forstands fulde brug, den [mand] der havde haft legionen; og de blev bange. 16  Og de der havde set det, fortalte dem hvordan det var gået den dæmonbesatte og om svinene. 17  Og så begyndte de indtrængende at bede ham om at forlade deres egn.+ 18  Mens han nu var ved at gå om bord i båden, bad den [mand] der havde været dæmonbesat, ham indtrængende om at måtte blive hos ham.+ 19  Det tillod han ham imidlertid ikke, men sagde til ham: „Gå hjem til dine slægtninge+ og fortæl dem om alt det Jehova*+ har gjort for dig og om den barmhjertighed+ han har vist dig.“ 20  Og han tog af sted og begyndte i Deka′polis*+ at bekendtgøre* alt det Jesus havde gjort for ham; og alle undrede sig.+ 21  Efter at Jesus i båden var taget over til den anden side igen, samledes en stor folkemængde om ham; og han var ved søen.+ 22  Nu kom en af synagogeforstanderne ved navn Jai′rus, og da han fik øje på ham kastede han sig ned for hans fødder+ 23  og bad ham indtrængende igen og igen idet han sagde: „Det er på det sidste med min lille datter. Vil du ikke nok komme og lægge dine hænder+ på hende så hun må blive rask og leve.“+ 24  Så gik han med ham. Og en stor folkemængde fulgte ham, og den trængtes om ham.+ 25  Nu var der en kvinde som i tolv år havde haft stadige blødninger,+ 26  og hun var blevet påført mange smerter af mange læger,+ og alt hvad hun ejede havde hun givet ud, og hun var ikke blevet hjulpet men var snarere blevet dårligere. 27  Hun havde hørt om Jesus, og hun kom nu i folkemængden bagfra og rørte+ ved hans yderklædning; 28  hun blev nemlig ved med at sige: „Hvis jeg rører blot ved hans yderklæder vil jeg blive rask.“*+ 29  Og straks udtørredes hendes blods kilde, og hun mærkede i sin krop at hun var blevet helbredt for den alvorlige lidelse.+ 30  Straks mærkede også Jesus på sig selv at der var udgået en kraft+ fra ham, og han vendte sig om i folkemængden og sagde: „Hvem rørte ved mine yderklæder?“+ 31  Men hans disciple sagde til ham: „Du ser folkemængden trænges om dig,+ og du siger: ’Hvem rørte ved mig?’“ 32  Han så sig imidlertid om for at se hende der havde gjort det. 33  Men kvinden, som var blevet bange og skælvede idet hun vidste hvad der var sket med hende, kom og kastede sig ned for ham og fortalte ham hele sandheden.+ 34  Han sagde til hende: „Datter, din tro har gjort dig rask.* Gå med fred,*+ og vær ved godt helbred efter din alvorlige lidelse.“+ 35  Endnu mens han talte, kom nogle fra synagogeforstanderens hjem og sagde: „Din datter er død! Hvorfor ulejlige læreren mere?“+ 36  Men Jesus, som også havde hørt det ord der blev sagt, sagde til synagogeforstanderen: „Vær ikke bange, hav blot tro.“+ 37  Nu tillod han ingen at følge med sig undtagen Peter og Jakob og Johannes, Jakobs broder.+ 38  De kom så til synagogeforstanderens hus, og han så den støj og forvirring der var, og dem der græd og udstødte mange klageskrig, 39  og da han var kommet ind sagde han til dem: „Hvorfor græder I og laver støj og forvirring? Barnet er ikke død, men sover.“+ 40  Så begyndte de at le hånligt ad ham. Men efter at have sendt dem alle ud tog han barnets fader og moder og sine ledsagere med sig, og han gik ind hvor barnet var.+ 41  Og idet han tog barnets hånd sagde han til hende: „Talita′ kum,“ der oversat betyder: „Lille pige, jeg siger dig: Stå op!“+ 42  Og straks stod pigen op og begyndte at gå omkring; hun var nemlig tolv år. Og de blev straks ude af sig selv af stor henrykkelse.+ 43  Men han forbød dem igen og igen at lade nogen få dette at vide,+ og han sagde at man skulle give hende noget at spise.

Fodnoter

„gerasenernes“, א*BDVg; ACSyh,p: „gadarenernes“.
Et idiom; en afvisende måde at spørge på. Se Till. 7B.
Se Till. 1D.
El.: „De Ti Byer“. Gr.: tēi Dekapo′lei.
El.: „udråbe (som en herold)“. Gr.: kērys′sein. Se 13:10, fdn.
El.: „frelst“.
El.: „har frelst dig“.
„med fred“. Ordr.: „i fred“. Gr.: eis eirē′nēn; lat.: in pa′ce; J17,18,22(hebr.): lesjalōm′.