Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Lukas 8:1-56

8  Kort efter var han på rejse fra by til by og fra landsby til landsby, og han bekendtgjorde* og forkyndte den gode nyhed om Guds rige.+ Og de tolv var med ham,  og nogle kvinder+ som var blevet kureret for onde ånder og svagheder, Maria, der blev kaldt Magdalene, af hvem syv dæmoner var kommet ud,+  og Johanʹna,+ der var gift med Kuʹza, Herodes’ betroede mand, og Susanna og mange andre kvinder, som sørgede for dem ved hjælp af det de havde.  Da nu en stor folkemængde havde samlet sig, også de der var kommet gående til ham fra by efter by, sagde han med en billedtale:+  „En sædemand gik ud for at så sin sæd. Og som han såede, faldt noget langs vejen og blev trådt ned, og himmelens fugle åd det op.+  Noget andet faldt på klippen, og efter at være vokset op visnede det fordi det ikke havde væde.+  Noget andet faldt blandt de tornede planter, og de tornede planter som voksede op sammen med det, kvalte det.+  Noget andet faldt i den gode jord, og efter at være vokset op frembragte det hundrede fold frugt.“+ Da han havde sagt dette, hævede han stemmen og sagde: „Lad den der har ører at høre med, høre efter.“+  Men hans disciple begyndte at spørge ham om hvad denne billedtale skulle betyde.+ 10  Han sagde: „Jer er det givet at forstå Guds riges hellige hemmeligheder, men til de andre gives det i billeder,+ for at de, når de ser, skal se forgæves, og når de hører, ikke skal få fat i meningen.+ 11  Dette er hvad der menes med billedtalen:+ Sæden er Guds ord.+ 12  De langs vejen er dem der har hørt;+ så kommer Djævelen+ og tager ordet bort fra deres hjerte for at de ikke skal tro og blive frelst.+ 13  De på klippen er dem der med glæde tager imod ordet når de hører det, men de har ingen rod; de tror for en tid, men i en prøvelsens tid falder de fra.+ 14  Og det der faldt blandt de tornede planter, det er dem der har hørt, men da de rives med af dette livs bekymringer, rigdom og sanselige nydelser,+ kvæles de fuldstændig og bringer intet til fuldendelse.+ 15  Men det i den gode jord, det er dem der har hørt ordet med et smukt og godt hjerte,+ og som beholder det og bærer frugt med udholdenhed.+ 16  Ingen som har tændt en lampe, dækker den med et kar eller sætter den under en seng, men han sætter den på en stander, for at de der træder ind kan se lyset.+ 17  For der er intet skjult+ som ikke vil blive gjort kendt, og heller intet omhyggeligt gemt som aldrig vil blive opdaget og komme frem i lyset.+ 18  Vær derfor opmærksomme på hvordan I hører efter; for den der har, ham skal der gives mere,+ men den der ikke har, fra ham skal endog det tages som han forestiller sig han har.“+ 19  Nu kom hans moder og hans brødre+ til ham, men de kunne ikke nå frem til ham på grund af folkemængden.+ 20  Og det blev meddelt ham: „Din moder og dine brødre står udenfor og vil gerne se dig.“+ 21  Som svar sagde han til dem: „Min moder og mine brødre, det er dem der hører Guds ord og gør derefter.“+ 22  En af dagene gik han og hans disciple om bord i en båd, og han sagde til dem: „Lad os tage over til den anden side af søen.“ Så sejlede de ud.+ 23  Mens de sejlede, faldt han imidlertid i søvn. Og et voldsomt stormvejr kom ned over søen, og de begyndte at tage [vand] ind og var i fare.+ 24  Til sidst gik de hen til ham og vækkede ham, idet de sagde: „Lærer, lærer, vi er ved at gå under!“+ Så rejste han sig og talte strengt+ til vinden og det oprørte vand, og de lagde sig, og der blev stille. 25  Da sagde han til dem: „Hvor er jeres tro?“ Men de blev grebet af frygt og undrede sig og sagde til hinanden: „Hvem er dette menneske egentlig, for han giver endog ordrer til vindene og vandet, og de adlyder ham?“+ 26  Og de sejlede ind til bredden ved geraseʹnernes* land, som ligger over for Galilæʹa.+ 27  Men da han gik i land, kom en dæmonbesat mand fra byen ham i møde. Han havde i længere tid ikke haft tøj på, og han boede ikke hjemme, men blandt gravene.+ 28  Da han fik øje på Jesus råbte han højt og kastede sig ned for ham, og med høj røst sagde han: „Hvad har jeg med dig at gøre,*+ Jesus, søn af den højeste Gud? Jeg beder dig, pin mig ikke.“+ 29  (Han havde nemlig befalet den urene ånd at komme ud af manden. For i lang tid havde den revet ham med,+ og han var igen og igen blevet bundet med lænker og fodjern og holdt bevogtet, men han sprængte det han var bundet med og blev af dæmonen drevet ud på de øde steder.) 30  Jesus spurgte ham: „Hvad er dit navn?“ Han sagde: „Legion,“ for mange dæmoner var gået ind i ham.+ 31  Og de blev ved med at bønfalde+ ham om ikke at befale dem at gå ned i afgrunden.*+ 32  Nu gik der en anselig flok svin+ på græs dér på bjerget; så de bad ham indtrængende om at tillade dem at gå i dem.+ Og det gav han dem lov til. 33  Da kom dæmonerne ud af manden og gik i svinene, og flokken fór ud over skrænten og ned i søen og druknede.+ 34  Men da svinehyrderne så hvad der var sket, flygtede de og fortalte om det i byen og på landet.+ 35  Så kom folk ud for at se hvad der var sket, og de kom til Jesus og fandt manden som dæmonerne var kommet ud af, siddende ved Jesu fødder, påklædt og ved sin forstands fulde brug; og de blev bange.+ 36  De som havde set det, fortalte dem hvordan den dæmonbesatte var blevet gjort rask.*+ 37  Så anmodede hele mængden fra geraseʹnernes* omliggende land ham om at forlade dem, for de var knuget af stor frygt.+ Han gik så om bord i båden og tog af sted. 38  Men manden som dæmonerne var kommet ud af, bad ham vedholdende om han måtte blive hos ham; han sendte imidlertid manden bort, idet han sagde:+ 39  „Vend tilbage til dit hjem, og bliv ved med at fortælle om de ting Gud har gjort for dig.“+ Han tog så af sted og bekendtgjorde overalt i byen hvad Jesus havde gjort for ham.+ 40  Da Jesus kom tilbage modtog folkemængden ham venligt, for de ventede alle på ham.+ 41  Og se, der kom en mand ved navn Jaiʹrus, og denne mand var synagogeforstander. Han kastede sig ned for Jesu fødder og begyndte indtrængende at bede ham om at komme til hans hus,+ 42  for han havde en enestefødt* datter, omkring tolv år gammel, og hun var ved at dø.+ Mens han var på vej derhen trængtes skarerne om ham.+ 43  Og en kvinde som i tolv år havde haft stadige blødninger+ og som ikke havde kunnet blive kureret hos nogen,+ 44  nærmede sig bagfra og rørte ved frynsen*+ på hans yderklædning,+ og øjeblikkelig standsede hendes blødning.+ 45  Og Jesus sagde: „Hvem var det der rørte ved mig?“+ Da alle nægtede [at det var dem], sagde Peter: „Lærer, skarerne omslutter dig og trænger dig voldsomt.“+ 46  Men Jesus sagde: „Der var en eller anden der rørte ved mig, for jeg mærkede at der udgik en kraft+ fra mig.“+ 47  Da kvinden så at hun ikke havde undgået opmærksomhed, kom hun skælvende og kastede sig ned for ham og fortalte i hele folkets påhør om grunden til at hun havde rørt ved ham, og hvordan hun var blevet helbredt øjeblikkelig.+ 48  Men han sagde til hende: „Datter, din tro har gjort dig rask;*+ gå blot med fred.“+ 49  Endnu mens han talte kom en udsending fra synagogeforstanderen og sagde: „Din datter er død; du skal ikke ulejlige læreren mere.“+ 50  Da Jesus hørte dette, svarede han ham: „Vær ikke bange, tro blot,+ og hun vil blive reddet.“ 51  Da han kom til huset, tillod han ingen at gå med sig ind, undtagen Peter og Johannes og Jakob og pigens fader og moder.+ 52  Men alle græd og slog sig selv af sorg over hende. Så sagde han: „I skal ikke græde,+ for hun er ikke død, men sover.“+ 53  Så begyndte de at le hånligt ad ham, for de vidste at hun var død.+ 54  Han tog imidlertid hendes hånd, kaldte og sagde: „Pige, stå op!“*+ 55  Og hendes ånd*+ vendte tilbage, og hun stod øjeblikkelig op,+ og han gav besked om at man skulle give hende noget at spise.+ 56  Og hendes forældre var helt ude af sig selv; men han forbød dem at fortælle nogen hvad der var sket.+

Fodnoter

El.: „udråbte (som en herold)“. Gr.: kērysʹsōn; lat.: praeʹdicans.
„gerasenernes“, P75BDItVg; א: „gergesenernes“; ASyp,s: „gadarenernes“.
Et idiom; en afvisende måde at spørge på som udtryk for modvilje. Se Till. 7B.
El.: „dybet“. Se Ro 10:7.
El.: „var blevet frelst“.
Se v. 26, fdn.
El.: „eneste“. Gr.: monogenēsʹ. Se Dom 11:34, fdn. til „. . . eneste barn“.
El.: „borten“, „kvasten“.
El.: „har frelst dig“.
El.: „vågn op!“
El.: „hendes åndedræt (livskraft)“. Gr.: to pneuʹma autēsʹ; J17,18,22(hebr.): ruchahʹ.