Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Lukas 6:1-49

6  Nu hændte det en sabbat at han var på vej gennem nogle kornmarker, og hans disciple var optaget af at plukke aks+ og spise dem, idet de gned dem mellem deres hænder.+  Da sagde nogle af farisæerne: „Hvorfor gør I noget som ikke er tilladt på sabbatten?“+  Men Jesus sagde som svar til dem: „Har I aldrig læst om det David+ gjorde da han og de mænd der var med ham blev sultne?+  Hvordan han gik ind i Guds hus, fik fremlæggelsesbrødene,*+ spiste og gav deraf til dem der var med ham, noget som det ikke er tilladt nogen at spise, undtagen præsterne alene?“+  Han fortsatte så med at sige til dem: „Menneskesønnen er sabbattens Herre.“+  Der var en anden sabbat+ hvor han gik ind i synagogen og begyndte at undervise. Og der var en mand til stede hvis højre hånd var vissen.+  De skriftlærde og farisæerne holdt nu skarpt øje med+ ham for at se om han ville kurere på sabbatten, så de kunne finde noget at anklage ham for.+  Han kendte imidlertid deres overvejelser,+ og dog sagde han til manden med den visne hånd: „Rejs dig og stil dig her i midten.“ Og han rejste sig og trådte frem.+  Så sagde Jesus til dem: „Jeg spørger jer: Er det tilladt at gøre godt på sabbatten+ eller at gøre fortræd, at redde en sjæl* eller at ødelægge den?“+ 10  Og efter at have set rundt på dem alle sagde han til manden:* „Ræk din hånd frem.“ Det gjorde han, og hans hånd blev rask igen.+ 11  Men de blev fyldt af raseri, og de begyndte at tale med hinanden om hvad de skulle gøre ved Jesus.+ 12  Det var engang i de dage han gik op på bjerget for at bede,+ og han tilbragte hele natten i bøn til Gud.+ 13  Men da det blev dag kaldte han sine disciple til sig og valgte tolv ud iblandt dem, og dem kaldte han „apostle“:+ 14  Simon, som han også kaldte Peter,+ og Andreas, hans broder, og Jakob og Johannes,+ og Filip+ og Bartolomæ′us, 15  og Mattæ′us og Thomas,+ og Jakob, Alfæ′us’ [søn], og Simon der kaldes „den Nidkære“,*+ 16  og Judas, Jakobs [søn], og Judas Iskario′t, der blev forræder.+ 17  Og han kom ned sammen med dem og stillede sig på et jævnt sted, og der var en stor skare af hans disciple, og en stor mængde af folk+ fra hele Judæa og Jerusalem og kystegnen ved Ty′rus og Zi′don, som var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme.+ 18  Selv de der var plaget af urene ånder blev kureret. 19  Og alle de mange mennesker søgte at røre+ ved ham, da en kraft+ udgik fra ham og helbredte alle. 20  Og han så op på sine disciple og sagde:+ „Lykkelige* er I fattige,+ for Guds rige er jeres. 21  Lykkelige er I som sulter nu,+ for I vil blive mættet.+ Lykkelige er I som græder nu, for I skal le.+ 22  Lykkelige er I når menneskene hader jer,+ og når de for Menneskesønnens skyld udelukker jer og skælder jer ud og afviser+ jeres navn som ondt. 23  I skal fryde jer på den dag og springe, for, se, jeres belønning er stor i himmelen, for det var det samme deres forfædre plejede at gøre ved profeterne.+ 24  Men ve jer, I rige,+ for I har fået hele jeres trøst.+ 25  Ve jer, I som er mætte nu, for I skal sulte.+ Ve jer, I som ler nu, for I skal sørge og græde.+ 26  Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer, for det var det samme deres forfædre plejede at gøre ved de falske profeter.+ 27  Men jeg siger til jer som hører efter: Bliv ved med at elske jeres fjender,+ at gøre godt+ mod dem der hader jer, 28  at velsigne dem der forbander jer, at bede for dem der fornærmer jer.+ 29  Den der slår dig på den ene kind,+ skal du også tilbyde den anden; og den der tager din yderklædning,+ skal du ikke forbyde også [at tage] underklædningen. 30  Giv enhver som beder dig,+ og når nogen tager dine ting, så kræv [dem] ikke tilbage. 31  Og sådan som I ønsker at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre* mod dem.+ 32  Og hvis I elsker dem der elsker jer, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv synderne elsker jo de mennesker der elsker dem.+ 33  Og hvis I gør godt mod dem der gør godt mod jer, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv synderne gør det samme.+ 34  Og hvis I låner ud [uden renter]+ til dem som I håber at få igen fra, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv syndere låner ud [uden renter] til syndere for at få lige så meget igen.+ 35  I skal derimod blive ved med at elske jeres fjender og at gøre godt og at låne ud [uden renter],+ uden at håbe at få noget igen; så skal jeres belønning være stor, og så vil I være den Højestes sønner,+ for han er venlig+ mod de utaknemmelige og onde. 36  Vær fortsat barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.+ 37  Og hold op med at dømme, så skal I afgjort ikke dømmes;+ og hold op med at fordømme, så skal I afgjort ikke fordømmes. Bliv ved med at frikende, så vil I blive frikendt.+ 38  Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer.+ Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød.* For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“+ 39  Så sagde han også til dem i billedtale: „En blind kan ikke lede en blind, vel? Begge vil falde i et hul, ikke sandt?+ 40  En elev står ikke over sin lærer, men enhver som er fuldt ud oplært vil være som sin lærer.+ 41  Hvorfor ser du da splinten der er i din broders øje, men bemærker ikke den bjælke der er i dit eget øje?+ 42  Hvordan kan du sige til din broder: ’Broder, lad mig tage den splint ud der er i dit øje,’ du som ikke ser bjælken i dit eget øje?+ Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje,+ og så vil du se klart til at tage splinten ud som er i din broders øje.+ 43  For der er ikke noget godt træ som frembringer rådden frugt; der er heller ikke noget råddent træ som frembringer god frugt.+ 44  Hvert træ kendes nemlig på sin egen frugt.+ For eksempel plukker man ikke figner af tjørn, og heller ikke druer af en tornebusk.+ 45  Et godt menneske kommer frem med noget godt fra sit hjertes gode forråd,+ men et ondt menneske kommer frem med noget ondt fra sit onde [forråd]; for af hjertets overflod taler munden.+ 46  Hvorfor kalder I mig da ’Herre! Herre!’ når I ikke gør hvad jeg siger?+ 47  Enhver der kommer til mig og hører mine ord og gør efter dem — jeg vil vise jer hvem han ligner:+ 48  Han ligner en mand som byggede et hus, som gravede og gik dybt ned og lagde grundvold på klippen. Så kom der oversvømmelse,+ og floden væltede frem mod det hus, men den kunne ikke rokke det, for det var bygget godt.+ 49  Derimod ligner den der hører og som ikke gør derefter,+ en mand som byggede et hus på jorden uden grundvold. Floden væltede frem imod det, og straks styrtede det sammen, og ødelæggelsen+ af det hus blev stor.“+

Fodnoter

El.: „skuebrødene“.
El.: „et liv“. Gr.: psychēn′; J17,18,22(hebr.): næ′fæsj. Se Till. 4A.
Ordr.: „til ham“.
„den Nidkære“. El.: „Zeloten“, „den Ivrige“. Gr.: Zēlōtēn′.
„Lykkelige“. Gr.: Maka′rioi; lat.: bea′ti; Luther, 1522: „Selig“ (Salige), deraf udtrykket: „saligprisninger“.
El.: „skal I fortsat gøre“.
El.: „favn“, „brystfold“.