Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Lukas 23:1-56

23  Så rejste hele forsamlingen sig og førte ham til Pila′tus.+  Og de begyndte at anklage ham,+ idet de sagde: „Vi har fundet at denne mand forleder vor nation til oprør+ og forbyder betaling af skatter+ til kejseren* og siger at han selv er Kristus, en konge.“+  Så stillede Pila′tus ham spørgsmålet: „Er du jødernes konge?“ Som svar sagde han til ham: „Du siger [det] selv.“+  Så sagde Pila′tus til de øverste præster og folkeskarerne: „Jeg finder ingen skyld hos dette menneske.“+  Men de tog stærkere fat og sagde: „Han ophidser folket ved at undervise i hele Judæa, ja fra Galilæ′a, hvor han begyndte, og hertil.“  Da Pila′tus hørte det, spurgte han om manden var galilæer,  og da han havde fået bekræftet at han var fra Herodes’* myndighedsområde,+ sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i netop de dage.  Da Herodes så Jesus blev han meget glad, for i længere tid havde han ønsket at se ham+ fordi han havde hørt om ham,+ og han håbede at se et tegn ske ved ham.  Så begyndte han at spørge ham ud med mange ord; men han gav ham intet svar.+ 10  De øverste præster og de skriftlærde blev imidlertid ved med at stå og anklage ham heftigt.+ 11  Sammen med sit vagtmandskab viste Herodes ham nu foragt,+ og han gjorde nar+ af ham ved at give ham en flot* dragt på og sendte ham så tilbage til Pila′tus. 12  Den dag blev Herodes og Pila′tus+ venner med hinanden; før havde der nemlig hele tiden været fjendskab imellem dem. 13  Pila′tus sammenkaldte derpå de øverste præster og lederne og folket 14  og sagde til dem: „I har bragt dette menneske til mig som en der tilskynder folket til oprør, og se, jeg har forhørt ham for jeres øjne, men jeg har ikke i dette menneske fundet nogen skyld+ med hensyn til det I anklager ham for. 15  Det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; og se, han har intet begået som fortjener døden.+ 16  Jeg vil derfor tugte+ ham og frigive ham.“ 17*  ——  18  Men de råbte, hele mængden, idet de sagde: „Væk med ham,+ og giv os Bar′abbas fri!“+ 19  ([Det var en mand] som var kastet i fængsel for et oprør der havde været i byen, og for mord.) 20  Men Pila′tus henvendte sig igen til dem, idet han gerne ville give Jesus fri.+ 21  Så begyndte de med tilråb der lød: „Pælfæst! Pælfæst ham!“*+ 22  For tredje gang sagde han til dem: „Jamen hvad ondt har denne [mand] da gjort? Jeg har ikke fundet noget hos ham der fortjener døden; jeg vil derfor tugte ham og give ham fri.“+ 23  Så begyndte de at presse på og med høje røster at kræve at han blev pælfæstet; og deres stemmer begyndte at få overtaget.+ 24  Pila′tus fældede så den dom at deres krav skulle opfyldes:+ 25  han løslod+ den mand de krævede og som var kastet i fængsel for oprør og mord, men Jesus overgav han til deres vilje.+ 26  Mens de nu førte ham bort greb de fat i Simon, en mand fra Kyre′ne, som var på vej ind fra landet, og de lagde marterpælen på ham for at han skulle bære den bag efter Jesus.+ 27  Men der var en stor mængde af folket som fulgte ham, og af kvinder som blev ved med at slå sig selv af sorg og som kom med klageråb over ham. 28  Jesus vendte sig mod kvinderne og sagde: „Jerusalems døtre, hold op med at græde over mig. Græd derimod over jer selv og over jeres børn;+ 29  for, se, der skal komme dage i hvilke folk vil sige: ’Lykkelige er de ufrugtbare kvinder, og de moderliv som ikke fødte, og de bryster som ikke gav die!’+ 30  Da vil man sige til bjergene: ’Fald over os!’ og til højene: ’Dæk os!’+ 31  For hvis man gør disse ting når træet er med saft, hvad vil der så ske når det er vissent?“+ 32  Men to andre, to forbrydere, blev også ført ud for at blive henrettet sammen med ham.+ 33  Og da de kom til det sted der kaldes Hovedskal,*+ pælfæstede de ham og forbryderne dér, én ved hans højre og én ved hans venstre side.+ 34  [[Men Jesus sagde: „Fader, tilgiv+ dem, for de ved ikke hvad de gør.“]]* Endvidere kastede de lod for at dele hans klæder.+ 35  Og folket stod og så til.+ Men lederne kom også med hånlige bemærkninger idet de sagde: „Andre har han frelst; lad ham frelse+ sig selv, hvis han er Guds Messias, den udvalgte.“+ 36  Også soldaterne gjorde nar+ af ham idet de kom hen og tilbød ham sur vin+ 37  og sagde: „Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.“ 38  Der var også en indskrift oven over ham:* „Denne er jødernes konge.“*+ 39  Men en af forbryderne som hang der, sagde spottende+ til ham: „Du er Messias, ikke sandt? Frels dig selv og os.“ 40  Det fik den anden til at irettesætte ham og sige: „Frygter du slet ikke Gud, nu da du er under samme dom?+ 41  Og vi [er det] jo med rette, for vi får fuldt ud hvad vi fortjener for det vi har gjort; men denne [mand] har ikke gjort noget forkert.“+ 42  Og han fortsatte med at sige: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.“+ 43  Og han sagde til ham: „I sandhed, jeg siger dig i dag:* Du skal være med mig+ i Paradiset.“*+ 44  Det var nu hen ved den sjette time, og der blev mørke over hele landet indtil den niende time,*+ 45  idet solens lys forsvandt; så flængedes forhænget+ i helligdommen* midt igennem.+ 46  Og Jesus råbte med høj røst og sagde: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“+ Da han havde sagt dette, udåndede han.+ 47  Da centurionen* så hvad der skete, begyndte han at herliggøre Gud idet han sagde: „Dette menneske var virkelig retfærdigt.“+ 48  Og da alle de mange mennesker der havde samlet sig til dette skue, havde set det der skete, begyndte de at gå hjem igen, idet de slog sig for brystet. 49  Men alle hans bekendte stod et stykke borte.+ Også de kvinder som var fulgt med ham fra Galilæ′a stod og så på disse ting.+ 50  Og se, en mand ved navn Josef, som var medlem af rådet,* en god og retfærdig mand+ —  51  denne [mand] havde ikke stemt for deres plan og forehavende+ — han var fra Arimatæ′a, en af judæernes* byer, og han ventede på Guds rige;+ 52  denne [mand] gik til Pila′tus og bad om Jesu legeme.+ 53  Og han tog det ned+ og svøbte det ind i fint linned, og han lagde ham i en grav+ der var udhugget i klippen og hvori ingen endnu havde ligget.+ 54  Det var nu beredelsesdag,+ og sabbattens+ skumring nærmede sig.* 55  Men kvinderne, som var kommet sammen med ham fra Galilæ′a, fulgte efter og iagttog mindegraven+ og hvordan hans legeme blev lagt;+ 56  og de gik hjem og tilberedte vellugtende stoffer og vellugtende olier.+ Men naturligvis hvilede de på sabbatten+ i overensstemmelse med budet.

Fodnoter

El.: „Cæsar“. Gr.: Kai′sari; lat.: Cae′sari.
Dvs. Herodes Antipas, søn af Herodes den Store. Se 3:1.
Ordr.: „lysende“, „skinnende“.
V. 17 mangler i P75AB; אWVgSyp: „Han skulle nemlig ved hver højtid give dem én fri.“ (DSyc,s tilføjer disse ord efter v. 19; jf. Mt 27:15; Mr 15:6.)
Se Till. 5C.
„Hovedskal“. Gr.: Krani′on; lat.: Calva′riae; J17,18(hebr.): Gulgålta’′. Se Mt 27:33.
De indklammede ord findes i אCVgSyc,p; de mangler i P75BD*WSys.
If. P75BSyc,s; DVgSyp tilføjer: „(skrevet) med græske og latinske og hebraiske bogstaver“, som i Joh 19:20.
Ordr.: „Kongen jødernes denne“. Gr.: Ho basileus′ tōn Ioudai′ōn hou′tos; lat.: hic est rex Iudaeo′rum; J22(hebr.): zæ′hu mæ′lækh hajJehudhīm′.
„i dag“. WH, Nestle-Aland og UBS sætter et komma i den gr. tekst foran ordet for „i dag“, skønt der ikke fandtes kommaer i de græske uncialhåndskrifter. I overensstemmelse med sammenhængen udelader vi kommaet foran „i dag“. Syc (5. årh. e.v.t.) gengiver ordene således: „Amen, jeg siger dig i dag at du skal være med mig i Edens Have.“ — F. C. Burkitt, The Curetonian Version of the Four Gospels, bd. I, Cambridge 1904.
„i Paradiset“, אABVgJ11,13,16; gr.: en tōi paradei′sōi; J17,18,22(hebr.): beghan-‛E′dhæn, „i Edens have“. Se 1Mo 2:8, 10, 15, 16 i LXX.
Den „niende time“ var omkring kl. 15. Den „sjette time“ var omkring kl. 12 middag, regnet fra solopgang.
El.: „den guddommelige bolig“. Gr.: tou naou′; lat.: tem′pli; J17,18,22(hebr.): hahēkhal′.
En romersk befalingsmand med kommando over 100 soldater. Gr.: ho hekatontar′chēs; lat.: centu′rio.
El.: „rådsherre“. Gr.: bouleutēs′.
El.: „jødernes“. Gr.: tōn Ioudai′ōn.
El.: „og sabbatten nærmede sig (var ved at dæmre)“.