Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Lukas 20:1-47

20  En af dagene, mens han underviste folket i templet og forkyndte den gode nyhed, trådte de øverste præster og de skriftlærde sammen med de ældste frem+  og tog til orde idet de sagde til ham: „Sig os med hvilken bemyndigelse du gør disse ting, eller hvem det er der har givet dig denne bemyndigelse.“+  Som svar sagde han til dem: „Jeg vil også spørge jer om en ting, og I siger mig:+  Var Johannes’ dåb* fra himmelen eller fra mennesker?“+  Så diskuterede de indbyrdes idet de sagde: „Hvis vi siger: ’Fra himmelen,’ vil han sige: ’Hvordan kan det da være at I ikke troede ham?’+  Og hvis vi siger: ’Fra mennesker,’ vil folket, hver og én, stene os,+ for de er overbeviste om at Johannes+ var en profet.“+  De svarede så at de ikke vidste hvorfra.  Og Jesus sagde til dem: „Så siger jeg heller ikke jer med hvilken bemyndigelse jeg gør disse ting.“+  Da begyndte han at tale til folket med denne billedtale: „En mand plantede en vingård,+ lejede den ud til vinavlere og rejste udenlands i længere tid.+ 10  Men da tiden var inde sendte han en træl+ ud til vinavlerne,+ for at de kunne give ham noget af vingårdens frugt.+ Vinavlerne sendte ham imidlertid tomhændet bort+ efter at have pryglet ham. 11  Men han prøvede igen og sendte dem en anden træl. Også denne pryglede de og vanærede og sendte tomhændet bort.+ 12  Alligevel prøvede han igen og sendte en tredje;+ også ham slog de til blods og kastede ud. 13  Da sagde vingårdens ejer: ’Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min søn, den elskede.+ Ham vil de sikkert respektere.’ 14  Da vinavlerne fik øje på ham, gav de sig til at diskutere med hinanden idet de sagde: ’Dette er arvingen; lad os dræbe ham, så arven kan blive vores.’+ 15  Så kastede de ham ud af vingården+ og dræbte ham.+ Hvad vil ejeren af vingården nu gøre ved dem?+ 16  Han vil komme og gøre det af med disse vinavlere, og han vil give vingården til andre.“+ Da de hørte [dette] sagde de: „Måtte det aldrig ske!“ 17  Men han så på dem og sagde: „Hvad betyder da dette som står skrevet: ’Den sten bygmestrene forkastede+ er blevet hovedhjørnesten’?+ 18  Enhver som falder på den sten vil blive knust.+ Men enhver som den falder på,+ ham maler den til støv.“+ 19  De skriftlærde og de øverste præster søgte nu i selv samme time at lægge hånd på ham, men de var bange for folket; de var nemlig klar over at det var med henblik på dem han havde talt i denne billedtale.+ 20  Og efter at have holdt skarpt øje med ham udsendte de nogle mænd der i hemmelighed var lejet til at give sig ud for at være retfærdige, for at de måske kunne fange ham i ord,+ så de kunne overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens myndighed. 21  Og de spurgte ham idet de sagde: „Lærer, vi ved at du taler og underviser korrekt og ikke er partisk, nej, du lærer andre Guds vej i overensstemmelse med hvad der er sandhed:+ 22  Er det tilladt os at give kejseren* skat, eller er det ikke?“+ 23  Men han mærkede deres underfundighed og sagde til dem:+ 24  „Vis mig en denar.* Hvis billede og indskrift har den?“ De sagde: „Kejserens.“+ 25  Han sagde til dem: „Så tilbagebetal da kejseren det der er kejserens,+ og Gud det der er Guds.“+ 26  De kunne ikke fange ham [i noget] i denne udtalelse i folkets påhør, og i undren over hans svar tav de.+ 27  Men nogle af saddukæerne — det er dem som siger at der ikke er nogen opstandelse+ — kom nu hen og spurgte ham 28  idet de sagde: „Lærer, Moses+ skrev til os: ’Hvis en mand som har en broder, dør mens han har en hustru, og han er forblevet barnløs, så skal hans broder+ tage hustruen og med hende oprejse sin broder afkom.’+ 29  Nu var der syv brødre; og den første tog en hustru og døde barnløs.+ 30  Og den anden 31  og den tredje tog hende. På samme måde med dem alle syv: de døde uden at efterlade sig børn.+ 32  Til sidst døde også hustruen.+ 33  Hvem af dem skal nu have hende til hustru i opstandelsen?* De er jo syv der har haft hende til hustru.“+ 34  Jesus sagde til dem: „Denne tingenes ordnings* børn gifter sig+ og bortgiftes, 35  men de som er anset for værdige+ til at få del i den anden tingenes ordning+ og opstandelsen fra de døde,+ hverken gifter sig eller bortgiftes. 36  Ja, de kan heller ikke dø mere,+ for de er lig engle, og de er Guds børn,* idet de er opstandelsens børn.+ 37  Men at de døde oprejses har også Moses angivet, i beretningen om tornebusken,+ når han kalder Jehova* ’Abrahams Gud* og Isaks Gud og Jakobs Gud’.+ 38  Han er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham.“*+ 39  Det fik nogle af de skriftlærde til at sige: „Lærer, du har talt udmærket.“ 40  For de turde ikke mere spørge ham om noget. 41  Så sagde han til dem: „Hvordan kan man sige at Messias er Davids søn?+ 42  For David selv siger i Salmernes Bog: ’Jehova* sagde til min Herre: „Sæt dig ved min højre hånd 43  indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“’+ 44  David kalder ham altså ’Herre’; hvordan er han så hans søn?“ 45  Mens hele folket hørte på det, sagde han så til disciplene:+ 46  „Tag jer i agt for de skriftlærde, som gerne vil gå rundt i lange klæder og kan lide at der hilses på dem på torvene* og at de har de forreste siddepladser i synagogerne og de fornemste pladser ved aftensmåltiderne,+ 47  og som opsluger enkernes hjem+ og som et skalkeskjul siger lange bønner. De vil få en strengere dom.“+

Fodnoter

El.: „nedsænkning“, „neddypning“. Gr.: bap′tisma.
El.: „Cæsar“. Gr.: Kai′sari; lat.: Cae′sari.
En romersk sølvmønt der vejede 3,85 g.
„opstandelsen“. Gr.: tēi anasta′sei (af ana′, „op“, og sta′sis, „det at stå“); lat.: resurrectio′ne.
El.: „Denne tidsalders“. Gr.: tou aiō′nos tou′tou; lat.: sae′culi hu′ius; J17,18,22(hebr.): ha‛ōlam′ hazzæh′.
El.: „sønner“.
Se Till. 1D.
El.: „når han siger: ’Jehova, Abrahams Gud . . .’“
El.: „i hans øjne“.
Se Till. 1D.
Se 11:43, fdn.