Klagesangene 1:1-22
א [’Aʹlæf]*
1* Hvor er hun kommet til at sidde ensom,+ byen med et talrigt folk!+
Hun er blevet som en enke,+ hun, den folkerige blandt nationerne!+
Hun, en fyrstinde blandt provinserne, er blevet sat til tvangsarbejde!+
ב [Bēth]
2 Om natten græder hun heftigt,+ og tårerne er på hendes kinder.+
Blandt alle sine elskere har hun ingen trøster.+
Alle hendes venner har forrådt hende.+ De er blevet hendes fjender.+
ג [Giʹmæl]
3 Juda er gået i landflygtighed på grund af nøden+ og den megen trældom.+
Hun har taget bolig blandt nationerne.+ Hun har ikke fundet noget hvilested.
Alle hendes forfølgere har indhentet hende midt i trængslerne.+
ד [Daʹlæth]
4 Vejene til Zion sørger, for ingen kommer til festtiden.+
Alle hendes porte er øde;+ hendes præster sukker.+
Hendes jomfruer græmmes, og for hende selv er det bittert.+
ה [He’]
5 Hendes modstandere er blevet overhoved.+ Hendes fjender er ubekymrede.+
For Jehova har voldt hende græmmelse for hendes mange overtrædelsers skyld;+
hendes børn er vandret i fangenskab foran [deres] modstander.+
ו [Waw]
6 Og fra Zions datter drager al hendes pragt ud.+
Hendes fyrster er blevet som hjorte der ikke har fundet græsning;+
og de vandrer uden kraft foran forfølgeren.+
ז [Zaʹjin]
7 [I] sin nøds og sin hjemløsheds dage husker Jerusalem
alle sine kostbare skatte som var til i gamle dage.+
Da hendes folk faldt i modstanderens hænder og hun ingen hjælper havde,+
så modstanderne hende. De lo ad hendes sammenbrud.+
ח [Chēth]
8 Jerusalem har syndet groft.+ Derfor er hun blevet en man afskyr.+
Alle som før ærede hende, behandler hende med foragt,+ for de har set hendes nøgenhed.+
Selv sukker+ hun også og vender ryggen til.
ט [Tēth]
9 Hendes urenhed er på hendes skørter.+ Hun tænkte ikke på sin fremtid+
og styrter derfor ned på en måde så man undres. Der er ingen som trøster hende.+
Jehova, se min nød,+ for fjenden hoverer.+
י [Jōdh]
10 Modstanderen har rakt sin hånd ud mod alle hendes kostbare skatte.+
For hun har set folk fra nationerne gå ind i sin helligdom,+
dem du påbød ikke at gå ind i den menighed* som tilhører dig.
כ [Kaf]
11 Hele hendes folk sukker; de søger efter brød.+
De har givet deres kostbare skatte for at få noget at spise, for at give sjælen* ny styrke.+
Se, Jehova, og betragt [mig] dog, for jeg er blevet en foragtet kvinde.*+
ל [Laʹmædh]
12 Betyder det intet for alle jer som går forbi på vejen? Betragt [mig] og se.+
Er der nogen lidelse som min lidelse, den der med strenghed er tilføjet mig,+
den hvormed Jehova har voldt [mig] græmmelse på sin brændende vredes dag?+
מ [Mem]
13 Fra det høje har han sendt ild i mine knogler,+ og han underkuer dem.
Han har bredt et net ud for mine fødder.+ Han har drevet mig tilbage.
Han har gjort mig til en kvinde der er forladt.* Hele dagen er jeg syg.+
נ [Nun]
14 Han er årvågen med hensyn til mine overtrædelser.+ I hans hånd fletter de sig ind i hinanden.
De er kommet op på min nakke.+ Min kraft er snublet.
Jehova* har givet mig i hænderne på dem jeg ikke kan stå mig imod.+
ס [Saʹmækh]
15 Jehova* forkastede alle mine mægtige i min midte.+
Han indkaldte en forsamling imod mig for at knuse mine unge mænd.+
Jehova* trådte den vinperse+ der var til jomfruen, Judas datter.+
ע [‛Aʹjin]
16 Over dette græder jeg.*+ Mit øje, mit øje løber i vand.+
For den som trøster, som giver min sjæl ny styrke, er langt borte fra mig.
Mine sønner er blevet forladt,+ for fjenden har fået overtaget.+
פ [Pe’]
17 Zion har bredt sine hænder ud.+ Der er ingen som trøster hende.+
Jehova har givet et påbud angående Jakob til hans modstandere som er omkring ham.+
Jerusalem er blevet en man afskyr iblandt dem.+
צ [Tsadhēʹ]
18 Jehova er retfærdig,+ for det er imod hans mund jeg har været opsætsig.+
Hør dog efter, alle I folkeslag, og se min lidelse.
Mine jomfruer og mine unge mænd er gået i fangenskab.+
ק [Qōf]
19 Jeg kaldte på dem som elskede mig.+ De narrede mig.
Mine præster og mine ældste* udåndede i byen,+
mens de søgte efter noget de kunne spise, så de kunne give deres sjæl ny styrke.+
ר [Rēsj]
20 Se, Jehova, for jeg er hårdt trængt. Mine indvolde er i gærende uro.+
Mit hjerte har vendt sig i mit indre,+ for jeg har virkelig været opsætsig.+
Udenfor gjorde sværdet [mig] barnløs.+ Inde i huset er der som døden.+
ש [Sjin]
21 Man har hørt* hvordan jeg sukker.+ Der er ingen som trøster mig.+
Alle mine fjender har hørt om min ulykke.+ De glæder sig, fordi det var dig der forvoldte [den].+
Du vil lade den dag komme som du har udråbt,+ så de kan blive som jeg.+
ת [Taw]
22 Måtte al deres ondskab komme frem for dig, og far frem med strenghed mod dem,+
ligesom du fór frem med strenghed mod mig på grund af alle mine overtrædelser.+
For mine suk er mange,+ og mit hjerte er sygt.+
Fodnoter
^ Dette kap. indeholder en klagesang der er opbygget akrostisk efter det hebr. alfabet. Sangen består af 22 strofer el. vers, svarende til alfabetets 22 bogstaver. I alfabetisk orden begynder hver strofe med det hebr. bogstav der er angivet over strofen. Jf. Sl 119:1, fdnr.
^ I LXX indledes bogen med ordene: „Og det skete, efter at Israel var ført i fangenskab og Jerusalem var lagt øde, at Jeremias sad og græd og klagede med denne klagesang over Jerusalem og sagde.“ Vgmss indleder således: „Og det skete, efter at Israel var ført i fangenskab og Jerusalem lå øde og forladt, at profeten Jeremias sad og græd og klagede med denne klagesang over Jerusalem, og idet han sukkede, nedbrudt i ånden og fyldt af sorg, sagde han.“ T indleder således: „Jeremias, den store præst og profet, sagde.“
^ „ind i den menighed“. Hebr.: vaqqahalʹ; gr.: eis ekklēsiʹan; lat.: in eccleʹsiam.
^ „sjælen“. Hebr.: naʹfæsj; lat.: aʹnimam. Se Till. 4A.
^ Det hebr. ord for „foragtet“ er fem. sing., idet byen taler personificeret som en kvinde.
^ Et af de 134 steder hvor de jødiske soferim ændrede JHWH til ’Adhonajʹ. Se Till. 1B.
^ El.: „gamle (ældre) mænd“.
^ „Man (De) har hørt“, MVg; T: „Nationer har hørt“; LXX: „Hør [plur.] dog“; Sy: „Hør“.
