Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Josua 7:1-26

7  Israels sønner handlede imidlertid troløst i forbindelse med det der var viet til udslettelse, idet A′kan,*+ en søn af Kar′mi, en søn af Ze′ras søn Zab′di, af Judas stamme, tog noget af det der var viet til udslettelse,+ og Jehovas vrede blussede op mod Israels sønner.+  Så udsendte Josua nogle mænd fra Jeriko til Aj,+ som ligger nær ved Bet-A′ven,+ øst for Be′tel,+ og sagde til dem: „Drag op og udspionér landet.“ Så drog mændene op og udspionerede Aj.+  Derpå vendte de tilbage til Josua og sagde til ham: „Lad ikke hele folket drage derop. Lad omkring to tusind eller tre tusind mand drage derop og slå Aj. Udmat ikke hele folket med at skulle drage derop, for de er få.“  Så drog omkring tre tusind mand af folket derop, men de flygtede for mændene fra Aj.+  Og mændene fra Aj slog omkring seksogtredive mand ihjel af dem, idet de forfulgte+ dem fra porten helt til Sje′barim* og slog dem ihjel på vejen ned. Da smeltede folkets hjerte og blev som vand.+  Og Josua sønderrev sin kappe og faldt til jorden på sit ansigt+ foran Jehovas ark, og blev liggende til aften, han og Israels ældste,* og de kom støv på deres hoveder.+  Og Josua sagde: „Ak, suveræne Herre Jehova, hvorfor har du ført dette folk hele vejen over Jordan, blot for at give os i amoritternes hånd så de kan ødelægge os? Havde vi dog blot besluttet os til at blive boende på den anden side af Jordan!+  Undskyld, Jehova,* men hvad kan jeg sige efter at Israel har vendt om foran sine fjender?  Og kana’anæerne og alle landets indbyggere vil høre om det og omringe os og udslette vort navn af jorden.+ Hvad vil du gøre for dit store navn?“+ 10  Da sagde Jehova til Josua: „Rejs dig! Hvorfor er du faldet på dit ansigt? 11  Israel har syndet; ja, de har overtrådt min pagt+ som jeg gav dem påbud om at holde; ja, de har taget af det der var viet til udslettelse,+ ja stjålet+ og holdt det skjult+ og lagt det mellem deres egne ting.+ 12  Og Israels sønner vil ikke kunne rejse sig mod deres fjender.+ De vil vende om foran deres fjender, for de er selv blevet hjemfaldne til udslettelse. Jeg vil ikke være med jer igen, medmindre I tilintetgør det som er viet til udslettelse [og fjerner det] fra jeres midte.+ 13  Rejs dig! Du skal hellige folket+ og sige: ’Sørg for at hellige jer til i morgen, for sådan har Jehova, Israels Gud, sagt: „Noget som er viet til udslettelse er i din midte, Israel.+ Du vil ikke kunne rejse dig mod dine fjender før I har fjernet det der er viet til udslettelse fra jeres midte. 14  Og I skal fremstille jer i morgen, stamme for stamme, og den stamme som Jehova udpeger,* skal træde frem, slægt for slægt, og den slægt som Jehova udpeger,+ skal træde frem, husstand for husstand, og den husstand som Jehova udpeger, skal træde frem, våbenfør mand for våbenfør mand. 15  Og den der udpeges som værende i besiddelse af det der er viet til udslettelse, skal derpå opbrændes i ild,+ han og alt hvad der tilhører ham, fordi han har overtrådt Jehovas pagt+ og fordi han har begået en skændig og tåbelig handling i Israel.“’“+ 16  Så stod Josua tidligt op om morgenen og lod Israel træde frem, stamme for stamme, og Judas stamme blev udpeget. 17  Derpå lod han Judas slægter træde frem, og han udpegede zeraitternes slægt,+ hvorpå han lod zeraitternes slægt træde frem, våbenfør mand for våbenfør mand,* og Zab′di blev udpeget. 18  Til sidst lod han hans husstand træde frem, våbenfør mand for våbenfør mand, og A′kan, søn af Kar′mi, søn af Ze′ras søn Zab′di, af Judas stamme, blev udpeget.+ 19  Da sagde Josua til A′kan: „Min søn,* giv nu Jehova, Israels Gud, ære,+ og aflæg bekendelse for ham,+ og fortæl mig+ hvad du har gjort! Skjul+ det ikke for mig.“ 20  Da svarede A′kan Josua og sagde: „Det er sandt at jeg har syndet mod Jehova, Israels Gud;+ sådan har jeg gjort: 21  Da jeg blandt byttet så+ en embedsklædning fra Si′near+ der så godt ud, og to hundrede sekel* sølv og en guldbarre på halvtreds sekels vægt, fik jeg lyst til det,+ og så tog jeg det;+ se, det ligger gemt i jorden, midt i mit telt, med pengene* nederst.“*+ 22  Straks sendte Josua sendebud af sted, og de løb hen til teltet, og se, det lå gemt i hans telt med pengene nederst. 23  Så tog de det ud af teltet og bragte det til Josua og alle Israels sønner og tømte det ud foran Jehova. 24  Så tog Josua, sammen med hele Israel, A′kan,+ Ze′ras søn, og sølvet og embedsklædningen og guldbarren+ og hans sønner og hans døtre og hans okse og hans æsel og hans småkvæg og hans telt og alt hvad der var hans og bragte det op til A′kors Lavning.+ 25  Da sagde Josua: „Hvorfor har du styrtet os i ulykke?+ I dag vil Jehova styrte dig i ulykke.“ Derpå stenede hele Israel ham til døde,+ hvorpå de brændte dem i ild.+ Således dængede de dem til med sten. 26  Derpå rejste de en stor stendysse over ham, som er der den dag i dag.+ Da vendte Jehova sig fra sin brændende vrede.+ Det er grunden til at man har givet det sted navnet A′kors* Lavning,+ som det hedder den dag i dag.

Fodnoter

„Akan“. Hebr.: ‛Akhan′; i 1Kr 2:7 „Akar“; begge navne betyder „ulykkesbringer“, „en der forvolder udstødelse“. Se fdnr. til 1Kr 2:7.
Betyder „stenbrud“.
Ordr.: „gamle (ældre) mænd“.
Et af de 134 steder hvor de jødiske soferim ændrede JHWH til ’Adhonaj′. Se Till. 1B.
El.: „tager (el. fanger)“, dvs. ved lodkastning.
Ordr.: „efter (ifølge) de våbenføre mænd“. Hebr.: laggevarīm′; gr.: kata′ an′dra, med distributiv betydning; SyVgc og 6 hebr. mss.: „husstand for husstand“.
„Min søn“, MVg; mangler i LXXSy.
Se Till. 8A.
El.: „sølvet“.
Ordr.: „under den“, på hebr. fem., henvisende til embedsklædningen.
Akor betyder „ulykke“, „udstødelse“.