Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Josua 24:1-33

24  Derpå samlede Josua alle Israels stammer i Siʹkem*+ og tilkaldte Israels ældste+ og dets overhoveder og dommere og forstandere, og de stillede sig op foran den [sande] Gud.+  Og Josua sagde til hele folket: „Sådan har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Det var på den anden side af Floden*+ jeres forfædre+ boede for længe siden, Abrahams og Naʹkors fader Taʹra,+ og de dyrkede* andre guder.*  Så tog jeg jeres forfader Abraham+ fra den anden side af Floden+ og lod ham vandre gennem hele Kaʹna’ans land og gjorde hans afkom* talrigt.+ Og jeg gav ham Isak.+  Og Isak gav jeg Jakob og Esau.+ Senere gav jeg Esau Seʹirs bjergland at tage i eje;+ og Jakob og hans sønner drog ned til Ægypten.+  Senere sendte jeg Moses og Aron,+ og jeg slog Ægypten med det* jeg gjorde i dets midte,+ og derefter førte jeg jer ud.+  Da jeg førte jeres fædre ud af Ægypten+ og I kom til havet, satte ægypterne efter+ jeres fædre med stridsvogne og rytteri til Det Røde Hav.  Så råbte de til Jehova,+ og han lagde da et mørke mellem jer og ægypterne+ og førte havet over dem og dækkede dem,+ og jeres øjne så hvad jeg gjorde i Ægypten;+ og I boede så i ørkenen i lang tid.*+  Omsider førte jeg jer til landet som tilhørte amoritterne, der boede på den anden side af Jordan, og de kæmpede imod jer.+ Men jeg gav dem i jeres hånd, så I kunne tage deres land i besiddelse, og jeg tilintetgjorde dem foran jer.+  Og Baʹlak, Zipʹpors søn,+ Moʹabs konge, rejste sig og kæmpede mod Israel.+ Og han sendte bud og tilkaldte Biʹleam, Beʹors søn, for at han skulle nedkalde ondt over jer.+ 10  Men jeg ville ikke høre på Biʹleam,+ så han velsignede jer gang på gang.+ Således udfriede jeg jer af hans hånd.+ 11  Derpå gik I over Jordan+ og kom til Jeriko.+ Og borgerne* i Jeriko, amoritterne og perizzitterne og kana’anæerne og hetitterne og girgasjitterne, hivvitterne og jebusitterne gik i kamp mod jer; men jeg gav dem i jeres hånd.+ 12  Så sendte jeg en følelse af mismod* foran jer, og den drev dem bort foran jer+ — to amoritterkonger — [du gjorde det] ikke med dit sværd eller din bue.+ 13  Således gav jeg jer et land som I ikke havde slidt for, og byer som I ikke havde bygget,+ og I bosatte jer i dem. Vingårde og olivenlunde som I ikke har plantet, spiser I af.’+ 14  Så frygt nu Jehova+ og tjen ham i uangribelighed og sandhed,+ og fjern de guder som jeres forfædre dyrkede på den anden side af Floden og i Ægypten,+ og tjen Jehova. 15  Men hvis I ikke synes om* at tjene Jehova, så vælg selv i dag hvem I vil tjene:+ enten de guder som jeres forfædre dyrkede på den anden side af Floden,*+ eller amoritternes guder i hvis land I nu bor.+ Men jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.“+ 16  Da svarede folket og sagde: „Det kunne aldrig falde os ind at forlade Jehova for at dyrke andre guder. 17  Det er jo Jehova vor Gud der førte os og vore fædre op fra Ægyptens land,+ ud af trællehuset,+ og som gjorde disse store tegn for øjnene af os+ og som vogtede os på hele den vej vi vandrede ad og blandt alle de folk som vi gik midt igennem.+ 18  Og Jehova drev alle de folk der boede i landet, ja amoritterne, bort foran os.+ Også vi vil tjene Jehova, for han er vor Gud.“+ 19  Så sagde Josua til folket: „I kan ikke tjene Jehova, for han er en hellig Gud;*+ han er en Gud* der kræver udelt hengivenhed.+ Han vil ikke tilgive jeres overtrædelser og jeres synder.+ 20  Såfremt I forlader Jehova+ og dyrker fremmede guder,*+ vil han vende om og volde jer ondt og gøre det af med jer, efter at han har gjort godt mod jer.“+ 21  Da sagde folket til Josua: „Nej, det er Jehova vi vil tjene!“+ 22  Derpå sagde Josua til folket: „I er vidner mod jer selv+ på at I selv har valgt jer Jehova for at tjene ham.“+ Hertil sagde de: „Vi er vidner.“ 23  „Så fjern nu de fremmede guder der er iblandt jer,+ og bøj jeres hjerter mod Jehova, Israels Gud.“ 24  Da sagde folket til Josua: „Vi vil tjene Jehova vor Gud, og vi vil adlyde hans røst!“+ 25  Derpå sluttede Josua den dag en pagt med folket og fastsatte en forordning og en retsbestemmelse+ for dem i Siʹkem.* 26  Og Josua skrev disse ord op i Guds lovbog,+ hvorpå han tog en stor sten+ og rejste den dér under det vældige træ+ som står ved Jehovas helligdom. 27  Og Josua sagde videre til hele folket: „Se! Denne sten skal tjene som vidne mod os,+ for den har hørt alle de ord som Jehova har talt til os, og den skal tjene som vidne mod jer, at I ikke skal fornægte jeres Gud.“ 28  Derpå sendte Josua folket bort, hver til sin arvelod.+ 29  Og efter disse begivenheder døde så Jehovas tjener Josua, Nuns søn, et hundrede og ti år gammel.+ 30  Og man begravede ham på hans arvelods område, i Timʹnat-Seʹra,+ som ligger i Eʹfraims bjergland, nord for bjerget Gaʹasj. 31  Og Israel vedblev med at tjene Jehova alle Josuas dage og alle de ældstes dage, de som levede længere end Josua+ og som kendte til hele den gerning som Jehova havde gjort for Israel.+ 32  Og Josefs ben,+ som Israels sønner havde ført med op fra Ægypten, begravede de i Siʹkem på den marklod som Jakob havde købt af Siʹkems fader Haʹmors sønner+ for et hundrede pengestykker;*+ og Josefs sønner fik den* som arvelod.+ 33  Også Arons søn Eleaʹzar døde.+ Og man begravede ham på hans søn Piʹnehas’+ høj,* som var blevet givet ham i Eʹfraims bjergland.

Fodnoter

„Sikem“, MSyVg; LXX: „Silo“.
Dvs. Eufratfloden.
„og de dyrkede (tjente, tilbad)“. Hebr.: wajja‛avdhuʹ; gr.: kai elaʹtreusan, „og de ydede hellig tjeneste (for)“. Se 2Mo 3:12, fdn.
„andre guder“. Hebr.: ’ælohīmʹ ’acherīmʹ, begge plur.
El.: „sæd (talrig)“.
„med det“, LXXB; LXXA: „med de tegn som“; M: „sådan som“.
Ordr.: „i mange dage“.
„borgerne“. El.: „jordbesidderne (herrerne, ejerne)“. Hebr.: ba‛alēʹ; LXX: „indbyggerne“.
Udtrykket ’at sende en følelse af mismod’ findes også i 2Mo 23:28 og 5Mo 7:20. Se 2Mo 23:28, fdn.
Ordr.: „hvis det synes ondt (dårligt, slet) i jeres øjne“.
Dvs. øst for Eufratfloden.
Ordr.: „han [er] en hellig Gud“. Hebr.: ’Ælohīmʹ qedhosjīmʹ hu’. Selv om adjektivet står i plur., viser pronominet (hu’), der er sing., at ’Ælohīmʹ er majestætsflertal og derfor skal opfattes som sing. Gr.: theosʹ; lat.: Deʹus.
„Gud“. Hebr.: ’El. Se 22:22, fdn. til „Jehova“.
„fremmede guder“. El.: „udenlandske guder“. Ordr.: „et fremmed lands guder“.
„Sikem“, MSyVg; LXX: „Silo“.
„pengestykker“. Hebr.: qesītahʹ, hvis værdi der hersker usikkerhed om.
„den“, SyVg; M: „dem“. Ordr.: „de (kom til at tilhøre)“.
El.: „i hans søn Pinehas’ Gibea“, if. LXXVg.