Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Josua 10:1-43

10  Så snart Adoʹni-Zeʹdek, kongen i Jerusalem, hørte at Josua havde indtaget Aj+ og derpå viet den til udslettelse+ — at han havde gjort ved Aj og dens konge,+ som han havde gjort ved Jeriko+ og dens konge+ — og at indbyggerne i Giʹbeon havde sluttet fred med Israel+ og fortsat var midt iblandt dem,  blev han* meget bange,+ for Giʹbeon var en stor by, som en af kongebyerne,* og var større end Aj,+ og alle dens mænd var vældige krigere.  Og Adoʹni-Zeʹdek, kongen i Jerusalem,+ sendte da bud til Hoʹham, kongen i Heʹbron,+ og til Piʹram, kongen i Jarʹmut,+ og til Jafiʹa, kongen i Laʹkisj,+ og til Deʹbir, kongen i Egʹlon,+ og sagde:  „Kom op til mig og hjælp mig og lad os slå Giʹbeon, for den har sluttet fred med Josua og Israels sønner.“+  Så samledes de fem amoritterkonger+ og drog op — kongen i Jerusalem, kongen i Heʹbron, kongen i Jarʹmut, kongen i Laʹkisj, kongen i Egʹlon — de og alle deres lejre, hvorpå de slog lejr mod Giʹbeon og indledte kampen mod den.  Da sendte mændene i Giʹbeon bud til Josua i lejren ved Gilʹgal+ og sagde: „Slå ikke hånden af dine trælle.+ Kom hurtigt op til os og frels os og hjælp os, for alle amoritterkongerne der bor i bjerglandet har samlet sig imod os.“  Så drog Josua op fra Gilʹgal, han og alle krigsfolkene med ham+ og alle de dygtige krigere.+  Da sagde Jehova til Josua: „Frygt ikke for dem,+ for jeg har givet dem i din hånd.+ Ikke en* af dem vil kunne stå sig imod dig.“+  Og Josua kom så pludselig imod dem. Hele natten havde han været på vej op fra Gilʹgal. 10  Og Jehova skabte forvirring iblandt dem foran Israel,+ og de* tilføjede dem et stort tab ved Giʹbeon+ og forfulgte dem i retning af vejen op til Bet-Hoʹron og slog dem helt til Azeʹka+ og Makkeʹda.+ 11  Og mens de flygtede for Israel og befandt sig på vejen ned fra Bet-Hoʹron, kastede Jehova store sten+ fra himmelen ned over dem, helt til Azeʹka, så de døde. De der døde som følge af haglstenene var flere end dem Israels sønner dræbte med sværdet. 12  Det var dengang Josua talte til Jehova, den dag Jehova overgav amoritterne til Israels sønner, og han sagde for øjnene af Israel: „Sol,+ stå stille* over Giʹbeon,+ og måne, over Ajʹjalons Lavning.“+ 13  Så stod solen stille, og månen blev stående, indtil nationen havde taget hævn over sine fjender.+ Står det ikke skrevet i Jaʹsjars* Bog?+ Og solen blev stående midt på himmelen og hastede ikke med at gå ned hen ved en hel dag.+ 14  Og der har ingen dag været som denne, hverken før eller siden, hvor Jehova hørte efter en mands røst;+ for Jehova selv kæmpede for Israel.+ 15  Derpå vendte Josua og hele Israel med ham tilbage til lejren i Gilʹgal.+ 16  I mellemtiden flygtede+ disse fem konger og skjulte sig i hulen ved Makkeʹda.+ 17  Det blev så meddelt Josua: „De fem konger er blevet fundet skjult i hulen ved Makkeʹda.“+ 18  Da sagde Josua: „Rul nogle store sten hen for hulens åbning og sæt nogle mænd over den til at holde vagt ved dem. 19  Men I andre må ikke standse op. Sæt efter jeres fjender og angrib deres bagtrop.+ Lad dem ikke komme ind i deres byer, for Jehova jeres Gud har givet dem i jeres hånd.“+ 20  Og da Josua og Israels sønner til sidst havde tilføjet dem et meget stort tab og der ikke var flere af dem,+ og de af dem som overlevede, var undsluppet og kommet ind i de befæstede byer,+ 21  vendte hele folket tilbage til Josua i lejren ved Makkeʹda i fred. Ikke en [hund] gøede ad Israels sønner.+ 22  Derpå sagde Josua: „Luk op for hulens åbning og før disse fem konger ud af hulen til mig.“ 23  Så gjorde de det og førte disse fem konger ud af hulen til ham, Jerusalems konge,+ Heʹbrons+ konge, Jarʹmuts konge, Laʹkisj’ konge,+ Egʹlons konge.+ 24  Og så snart de havde ført disse konger ud til Josua, kaldte Josua på alle Israels mænd og sagde til anførerne for stridsmændene der var draget med ham: „Træd frem. Sæt jeres fødder på disse kongers nakke.“+ Så trådte de frem og satte deres fødder på deres nakke.+ 25  Og Josua sagde videre til dem: „Vær ikke bange eller skrækslagne.+ Vær modige og stærke, for sådan vil Jehova gøre ved alle jeres fjender som I fører krig imod.“+ 26  Derefter huggede Josua dem ned og lod dem dø og hængte dem op på fem pæle,* og de blev hængende på pælene til aften.+ 27  Og ved den tid solen gik ned, gav Josua befaling, og de tog dem ned af pælene+ og kastede dem ind i hulen hvor de havde skjult sig. Så anbragte de nogle store sten for hulens åbning — og de er der den dag i dag. 28  Og Josua indtog Makkeʹda+ samme dag og slog den med sværdets æg. Og dens konge og hver sjæl* der var i den, viede han til udslettelse.+ Han lod ingen overlevende blive tilbage, men gjorde det samme ved Makkeʹdas konge+ som han havde gjort ved Jerikos konge. 29  Derpå drog Josua og hele Israel med ham videre fra Makkeʹda til Libʹna og gik i krig mod Libʹna.+ 30  Og Jehova gav også den og dens konge i Israels hånd, og de slog den og hver sjæl der var i den, med sværdets æg. De lod ingen overlevende blive tilbage i den, men gjorde det samme ved dens konge som de havde gjort ved Jerikos konge.+ 31  Dernæst drog Josua og hele Israel med ham videre fra Libʹna til Laʹkisj+ og slog lejr imod den og gik i krig mod den. 32  Og Jehova gav Laʹkisj i Israels hånd så de indtog den på den anden dag, og de slog den og hver sjæl der var i den, med sværdets æg,+ nøjagtig som de havde gjort ved Libʹna. 33  Det var på det tidspunkt Geʹzers+ konge Hoʹram drog op for at hjælpe Laʹkisj. Så slog Josua ham og hans folk, til der ikke var nogen overlevende tilbage af hans.+ 34  Så drog Josua og hele Israel med ham videre fra Laʹkisj til Egʹlon+ og slog lejr imod den og gik i krig mod den. 35  Og de indtog den samme dag og slog den med sværdets æg, og de viede hver sjæl som var i den, til udslettelse samme dag, nøjagtig som de havde gjort ved Laʹkisj.+ 36  Så drog Josua og hele Israel med ham op fra Egʹlon til Heʹbron+ og gik i krig mod den. 37  Og de indtog den og slog den og dens konge og alle dens byer og hver sjæl der var i den, med sværdets æg. Han lod ingen overlevende blive tilbage, [men gjorde ved den] nøjagtig som han havde gjort ved Egʹlon. Så han viede den og hver sjæl der var i den, til udslettelse.+ 38  Til sidst vendte Josua og hele Israel med ham tilbage til Deʹbir+ og gik i krig mod den. 39  Og han indtog den med dens konge og alle dens byer, hvorpå de slog dem med sværdets æg og viede hver sjæl der var i den, til udslettelse.+ Han lod ingen overlevende blive tilbage.+ Det samme som han havde gjort ved Heʹbron, og det samme som han havde gjort ved Libʹna og dens konge, gjorde han ved Deʹbir og dens konge.+ 40  Derpå slog Josua hele landet: bjerglandet+ og Neʹgeb+ og Sjefeʹla*+ og skråningerne+ og alle kongerne dér. Han lod ingen overlevende blive tilbage, og alt hvad der trækker vejret*+ viede han til udslettelse,+ sådan som Jehova, Israels Gud, havde påbudt.+ 41  Og Josua slog dem fra Kaʹdesj-Barneʹa+ til Gaʹza+ og hele Goʹsjens land+ til Giʹbeon.+ 42  Og alle disse konger og deres land indtog Josua på én gang,+ fordi det var Jehova, Israels Gud, der kæmpede for Israel.+ 43  Derpå vendte Josua og hele Israel med ham tilbage til lejren i Gilʹgal.+

Fodnoter

„han“, SyVg; MLXX: „de“.
Ordr.: „kongerigets byer“.
Ordr.: „ikke en mand“.
„de“, TLagardeSy; M: „han (det)“, kollektivt; viser tilbage til „Israel“; gr.: kyʹrios, „Jehova“.
Ordr.: „forhold dig tavs (rolig, ubevægelig)“.
El.: „Den Retskafnes“.
Ordr.: „træer (stykker træ)“. Gr.: xyʹlōn; lat.: stiʹpites, „pæle“, „træstammer“.
„hver sjæl“. Hebr.: kål-hannæʹfæsj; gr.: pan empneʹon, „alt åndende (hvad der ånder)“.
El.: „lavlandet“.
Ordr.: „hvert åndedræt“. Gr.: pan empneʹon zōēsʹ, „alt hvad der ånder liv“; Vg: „alt hvad der kunne ånde“.