Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Jonas 1:1-17

1  Og Jehovas ord kom til Jonas,+ Amitʹtajs søn, og det lød:  „Bryd op, gå til Niʹneve,+ den store by, og udråb for den at dens ondskab er steget op for mit ansigt.“+  Så brød Jonas op for at flygte for Jehova+ til Tarʹsis,+ og han kom ned til Jopʹpe*+ og fandt et skib som skulle til Tarʹsis. Så betalte han hvad rejsen kostede og gik om bord i det for at rejse med det til Tarʹsis, bort fra Jehova.  Men Jehova kastede en vældig vind* mod havet+ så der blev en vældig storm+ på havet, og skibet var nær ved at blive knust.  Da blev matroserne bange og råbte om hjælp, hver til sin gud.*+ Og de gav sig til at kaste de ting der var i skibet ud i havet for at lette [det] for dem.+ Men Jonas var gået ned i det inderste rum under fartøjets dæk og havde lagt sig og var faldet i dyb søvn.+  Omsider kom skibsføreren* hen og sagde til ham: „Hvad er der i vejen med dig, sovetryne? Rejs dig, råb til din gud!*+ Måske den [sande] Gud* vil vise at han har omsorg for os, så vi ikke går under.“+  Og de sagde til hinanden: „Kom, lad os kaste lod,+ så vi kan få at vide hvem der er skyld i at denne ulykke har ramt os.“+ Derpå kastede de lod, og loddet faldt på Jonas.+  Så sagde de til ham: „Fortæl os dog hvem der er skyld i at denne ulykke har ramt os?+ Hvad bestiller du, og hvor kommer du fra? Hvad er dit land, og hvilket folk er du fra?“  Så sagde han til dem: „Jeg er hebræer,+ og jeg frygter+ Jehova, himmelens Gud,+ ham som har frembragt havet og det tørre land.“+ 10  Da blev mændene* grebet af stor frygt og sagde til ham: „Hvad er det du har gjort?“+ Mændene vidste nemlig at han flygtede for Jehova, for det havde han fortalt dem. 11  Og de sagde til ham: „Hvad skal vi gøre med dig+ for at havet kan falde til ro for os?“ For havet blev stadig mere oprørt af stormen. 12  Så sagde han til dem: „Løft mig op og kast mig i havet; så falder havet til ro for jer; for jeg véd at jeg er skyld i at denne vældige storm er kommet over jer.“+ 13  Imidlertid prøvede mændene at ro sig igennem for at bringe [skibet] tilbage til det tørre land; men de kunne ikke, for havet rejste sig stadig mere oprørt af stormen imod dem.+ 14  Da råbte de til Jehova og sagde:+ „Åh, Jehova, lad os dog ikke gå under på grund af denne mands sjæl!* Og lad ikke uskyldigt blod komme over os,+ for du, Jehova, har jo selv gjort som det har behaget dig!“+ 15  Derpå løftede de Jonas op og kastede ham i havet, og så holdt havet op med at rase.+ 16  Da blev mændene grebet af stor frygt for Jehova+ og ofrede et slagtoffer til Jehova+ og aflagde løfter.+ 17*  Imidlertid sørgede Jehova for at en stor fisk* slugte Jonas,+ så Jonas var i fiskens indre tre dage og tre nætter.+

Fodnoter

„Joppe“. Hebr.: Jafōʹ; gr.: Iopʹpēn; lat.: Iopʹpen.
„en . . . vind“. Hebr.: ruʹach; gr.: pneuʹma; lat.: venʹtum. Se 1Mo 1:2, fdn. til „virksomme kraft“.
„sin gud“. Hebr.: ’ælohawʹ; gr.: ton theonʹ autōnʹ; lat.: deʹum suʹum.
Ordr.: „den øverste af sømændene“.
„din gud!“ Hebr.: ’ælohǣʹkha; gr.: ton theonʹ sou; lat.: Deʹum tuʹum.
„den [sande] Gud“. Hebr.: ha’Ælohīmʹ. Se Till. 1F.
mændene“. Hebr.: ha’anasjīmʹ, plur. af ’īsj.
„på grund af . . . sjæl“. Hebr.: benæʹfæsj; gr.: heʹneken tēs psychēsʹ; lat.: in aʹnima. Se Till. 4A.
I MLXXVg begynder kap. 2 her.
„en . . . fisk“. Hebr.: dagh; gr.: kēʹtei, „søuhyre“, „stor fisk“; lat.: pisʹcem.