Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Job 9:1-35

9  Så svarede Job og sagde:   „Sandelig, jeg véd at det forholder sig sådan. Men hvordan kan et dødeligt menneske have ret over for Gud?*+   Hvis han fik lyst til at strides med ham,+ kunne han ikke svare ham én gang ud af tusind.   [Hans] hjerte er víst og [hans] kraft er vældig.+ Hvem forhærder sig mod ham og slipper godt fra det?+   Han som flytter bjerge+ så man ikke kender [dem]; som har omstyrtet dem i sin vrede.+   Han som får jorden til bævende at forlade sit sted, så dens søjler+ sitrer.   Han som taler til solen* så den ikke skinner, og sætter segl for stjernerne;+   som alene udspænder himmelen,+ og træder på havets høje bølger;*+   som frembringer [stjernebillederne] Asj,* Ke′sil* og Ki′ma*+ og Sydens inderste kamre;* 10  som gør så store gerninger at de ikke kan udforskes,+ og undere uden tal.+ 11  Se, han går forbi mig, men jeg ser det ikke, og han drager frem, men jeg opfatter ham ikke.+ 12  Se, han river bort. Hvem kan sætte sig til modværge mod ham? Hvem siger til ham: ’Hvad gør du?’+ 13  Gud* kalder ikke sin vrede tilbage;+ under ham må Ra′habs*+ hjælpere bøje sig. 14  Hvor langt snarere hvis jeg ville give ham svar igen! Over for ham måtte jeg nøje udvælge mine ord+ 15  ham som jeg ikke ville give svar igen, selv om jeg havde ret.+ Jeg ville bede min modpart i retten om nåde.+ 16  Ville han svare mig hvis jeg kaldte på ham?+ Jeg tror ikke at han ville lytte til min røst, 17  han som knuser mig med en storm og giver mig mange sår uden grund.+ 18  Han giver mig ikke lov til at trække* vejret,+ for han mætter mig med bitre ting. 19  Hvis nogen er den stærke med hensyn til kraft, se, [er det ham];*+ og hvis nogen er det med hensyn til ret, [vil han sige:] Hvem der blot ville udfordre mig! 20  Selv om jeg havde ret, ville min egen mund* kende mig skyldig; var jeg uangribelig, ville han dog erklære mig for afvegen. 21  Var jeg uangribelig, ville jeg ikke kende min sjæl; jeg ville vrage mit liv. 22  Det kommer ud på ét. Derfor siger jeg: ’Han gør ende på både den uangribelige og den ugudelige.’+ 23  Hvis en oversvømmelse* pludselig bringer død, spotter han de uskyldiges fortvivlelse. 24  Jorden er lagt i den ugudeliges hånd;+ han dækker ansigtet til på dens dommere. Hvis ikke [det er ham], hvem er det da? 25  Ja, mine dage er hurtigere end en løber;+ de er flygtet; de skal ikke se lykke. 26  De er gledet af sted som sivbåde, som ørnen der flyver hid og did efter føde.+ 27  Hvis jeg siger: ’Lad mig glemme min bekymring;+ lad mig ændre mit ansigtsudtryk+ og være glad igen,’ 28  gruer jeg for alle mine smerter;+ jeg ved at du ikke frikender mig. 29  Jeg skal [jo] være skyldig; hvorfor skal jeg da slide forgæves!+ 30  Selv om jeg vaskede mig i vand fra smeltet sne og gjorde mine hænder* rene i potaske,+ 31  så ville du blot dyppe mig i pølen, og mine klæder ville afsky mig. 32  For han er ikke en mand+ som jeg, at jeg skulle kunne svare ham, at vi skulle kunne gå for retten sammen. 33  Der findes ingen* til at afgøre sagen* mellem os,+ så han kunne lægge sin hånd på os begge. 34  Lad ham fjerne sin kæp fra mig,+ og lad ikke skrækken for ham skræmme mig. 35  Lad mig tale og ikke være bange for ham, for sådan er jeg ikke i mig selv.

Fodnoter

„Gud“. Hebr.: ’El; LXX: „Jehova“.
„til solen“. Hebr.: lachæ′ræs; gr.: tōi hēli′ōi; lat.: so′li.
„høje bølger“. Ordr.: „høje“ (sb.).
„Asj“. Hebr.: ‛Asj. Menes af nogle at være stjernebilledet Store Bjørn (Ursa Major).
„Kesil“. Hebr.: Kesīl′. Menes af nogle at være stjernebilledet Orion.
„og Kima“. Hebr.: weKhīmah′. Menes af nogle at være Plejaderne (Syvstjernen) i stjernebilledet Tyren (Taurus).
„den som frembringer Plejaderne og Hesperus og Arcturus og Sydens forrådskamre“, LXX; Vg: „som frembringer Arcturus og Orion og Hyaderne og Sydens inderste kamre“. Sydens inderste kamre menes at være stjernebillederne under ækvator, dem som ses fra den sydlige halvkugle.
„Gud“. Hebr.: ’Ælō′ah. Se 3:4, fdn.
Hebr.: ra′hav. Betyder „fremstormer“, „bestormer“. Se 26:12, fdn.
„at trække“. På hebr. er verbalformen en infinitivus absolutus, som ikke indeholder noget tidsmoment. Den står her som objekt for verbet „giver lov til“.
„se!“, M; T: „dér er han“.
„min egen mund“, MLXXSyVg; ved en korrektion af M: „hans egen mund“.
El.: „en svøbe“, ved en anden afledning af det hebr. ord.
Ordr.: „håndflader“.
„Der findes ingen“, MVg; LXX: „Hvis blot der var en“.
„til at afgøre sagen“. El.: „mellemmand“. Gr.: mesi′tēs, som i 1Ti 2:5.