Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Job 6:1-30

6  Da svarede Job og sagde:   „Gid min græmmelse+ virkelig kunne vejes, og man samtidig ville lægge mine genvordigheder på vægtskålene.   For nu er de tungere end havenes sand; derfor var mine ord talt overilet.+   For den Almægtiges* pile [sidder] i mig,+ så min ånd drikker deres gift;+ Guds* rædsler stiller op imod mig.*+   Vrinsker zebraen*+ når den har græs, eller brøler oksen ved sit foder?   Bliver noget der ingen smag har, spist uden salt, eller har lægestokrosens slim nogen smag?   Min sjæl har nægtet at røre [noget]. Det er som sygdom i min mad.   Gid min anmodning ville nå frem og at Gud* ville opfylde mit håb,   så Gud ville beslutte sig og knuse mig, række sin hånd ud og skære mig af!+ 10  Ja, selv dét ville være min trøst; jeg ville springe [af glæde]+ trods veer, [selv om] han ikke ville have medlidenhed; for jeg har ikke skjult den Helliges+ ord.+ 11  Hvad kraft har jeg, at jeg skulle vente?+ Og hvad er mit endeligt, at jeg skulle forlænge [livet for] min sjæl?* 12  Er min kraft som stenenes kraft? Er mit kød af kobber? 13  Er jeg uden hjælp i mig selv, og er muligheden for et lykkeligt udfald fordrevet fra mig? 14  Den som nægter sin næste loyal hengivenhed,+ holder også op med at frygte den Almægtige.+ 15  Selv mine brødre har været troløse+ som en regnflod, som et leje hvor regnfloderne forsvinder. 16  De er mørke af is; i dem skjuler sneen sig. 17  Med tiden udtørrer de;+ de er gjort tavse. Når det bliver varmt, tørrer de bort fra deres sted.+ 18  Den kurs deres vej har taget, bøjer af; de går op i det tomme [land] og forgår. 19  Te′mas+ karavaner har spejdet, de sabæiske*+ vejfarende har håbet på dem. 20  De blev beskæmmet fordi de satte deres lid [til dem]; de kom derhen, men blev skuffet.+ 21  For nu er I blevet til intet.+ I ser rædsel og frygter.+ 22  Er det fordi jeg har sagt: ’Giv mig [noget],’ eller: ’Skænk mig [en gave] af det I formår,’ 23  eller: ’Bring mig i sikkerhed for modstanderens hånd,’+ eller: ’I bør løskøbe mig fra tyrannernes hånd’?+ 24  Lær mig, så vil jeg være tavs;+ og lad mig forstå hvordan jeg er faret vild.+ 25  Hvilken smerte skulle der være ved retskaffen tale?+ Men hvilken retledning er der i den retledning* I giver?+ 26  Tænker I på at retlede [mig for mine] ord? En fortvivlet+ taler jo for vinden!+ 27  Endog om den faderløse+ vil I kaste lod, og købslå om jeres næste.+ 28  Men vær nu så god at se nøje på mig! Mon jeg vil lyve+ jer op i ansigtet? 29  Vend dog om; lad ingen uretfærdighed ske. Ja, vend om; min retfærdighed er stadig til stede.+ 30  Er der uretfærdighed på min tunge? Mon ikke min gane kan skelne fortræd?

Fodnoter

„Jehovas“, LXXVg.
„Guds“. Hebr.: ’Ælō′ah.
„udelukker mig fra samkvem med andre“, ved omstilling af to bogstaver i M.
El.: „vildæselet“.
„Gud“. Hebr.: ’Ælō′ah.
El.: „(forlænge) mit liv [som en sjæl]“. Hebr.: nafsjī′; gr.: mou psychē′.
Ordr.: „Sjebas“.
„retledning“. På hebr. er dette en infinitivus absolutus, en verbalform som ikke har relation til nogen tid el. person.