Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Job 30:1-31

30  Og nu ler de ad mig,+ de der er yngre af dage end jeg,+ de hvis fædre jeg ville have afslået at sætte hos mine fårehunde.   Selv deres hænders kraft, hvad gavnede den mig? Hos dem er livskraften svundet.+   De er ufrugtbare fordi de lider afsavn og sult, de som afgnaver det tørre land,+ [hvor] der i går var uvejr og ødelæggelse.   De plukker mælde ved buskene, og gyvelens rødder er deres mad.   De drives bort fra samfundet;+ man råber efter dem som efter en tyv.   [De må] bo på regnflodsdalenes stejle skråninger, i jordhuler og i klipperne.   Mellem buskene skriger de op; under nælderne finder de sammen.   Som sønner af uforstandige,+ ja, sønner af navnløse, drives de ud af landet med pisk.   Og nu er jeg blevet den de synger viser om,+ og jeg er genstanden for deres snak.+ 10  De afskyr mig; de holder sig borte fra mig;+ de har ikke sparet mit ansigt for spyt.+ 11  For han har løsnet [min] buestreng og ydmyget mig; og de har sluppet tømmen over for mig. 12  Ved [min] højre rejser denne yngel sig; mine fødder driver de af sted, og de rejser deres barrikader imod mig til [min] ulykke.+ 13  De har brudt min sti op; de duer kun til at volde mig fortræd,+ de som selv ingen hjælper har. 14  De kommer som gennem et bredt murbrud; de er rullet frem under et uvejr. 15  Pludselige rædsler er blevet vendt imod mig; min værdighed jages bort som vinden,* og min frelse er forsvundet som en sky. 16  Og nu udgydes min sjæl [som er] i mig;+ nødens+ dage griber fat i mig. 17  Om natten gennembores mine knogler+ [så de falder] af mig, og mine gnavende [smerter] lægger sig ikke til hvile.+ 18  Ved stor kraft forvandles min klædning; den omslutter mig som kraven på min kjortel. 19  Han har kastet mig ned i leret, så jeg tager mig ud som støv og aske. 20  Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer mig ikke;+ jeg er blevet stående så du kunne lægge mærke til mig. 21  Du forandrer dig og er grusom imod mig;+ med din hånds vælde er du mig fjendtligsindet. 22  Du løfter mig op for vinden; du lader mig ride [på den]; og du opløser mig under et brag. 23  For jeg ved at du fører mig tilbage til døden,+ ja, til huset hvor alt levende mødes. 24  Blot rækker ingen sin hånd ud mod en ruindynge;+ ved hans undergang bliver der heller ikke råbt om hjælp i den anledning. 25  Mon ikke jeg har grædt over den der har hårde dage;+ min sjæl har ynket den fattige.+ 26  Skønt jeg håbede på godt, kom der dog ondt;+ og jeg ventede på lys, men der kom mulm. 27  Mine indvolde kom i kog og var ikke tavse; dage med nød kom mig i møde. 28  Bedrøvet+ vandrede jeg omkring uden sol;* jeg rejste mig i menigheden,* råbte vedvarende om hjælp. 29  Jeg er blevet en broder til sjakaler og en ven af strudsene.+ 30  Min hud er blevet sort+ [og falder] af mig; mine knogler er blevet varme af heden; 31  og min lyre passer kun til sorg, min fløjte til de grædendes stemme.

Fodnoter

„som vinden. Hebr.: karu′ach. Se 1Mo 1:2, fdn. til „virksomme kraft“.
„sol“, M; ved en tekstrettelse: „trøst“.
„i menigheden“. Hebr.: „vaqqahal′; gr.: en ekklēsi′ai.