Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Job 30:1-31

30  Og nu ler de ad mig,+de der er yngre af dage end jeg,+de hvis fædre jeg ville have afslåetat sætte hos mine fårehunde.   Selv deres hænders kraft, hvad gavnede den mig?Hos dem er livskraften svundet.+   De er ufrugtbare fordi de lider afsavn og sult,de som afgnaver det tørre land,+[hvor] der i går var uvejr og ødelæggelse.   De plukker mælde ved buskene,og gyvelens rødder er deres mad.   De drives bort fra samfundet;+man råber efter dem som efter en tyv.   [De må] bo på regnflodsdalenes stejle skråninger,i jordhuler og i klipperne.   Mellem buskene skriger de op;under nælderne finder de sammen.   Som sønner af uforstandige,+ ja, sønner af navnløse,drives de ud af landet med pisk.   Og nu er jeg blevet den de synger viser om,+og jeg er genstanden for deres snak.+ 10  De afskyr mig; de holder sig borte fra mig;+de har ikke sparet mit ansigt for spyt.+ 11  For han har løsnet [min] buestreng og ydmyget mig;og de har sluppet tømmen over for mig. 12  Ved [min] højre rejser denne yngel sig;mine fødder driver de af sted,og de rejser deres barrikader imod mig til [min] ulykke.+ 13  De har brudt min sti op;de duer kun til at volde mig fortræd,+de som selv ingen hjælper har. 14  De kommer som gennem et bredt murbrud;de er rullet frem under et uvejr. 15  Pludselige rædsler er blevet vendt imod mig;min værdighed jages bort som vinden,*og min frelse er forsvundet som en sky. 16  Og nu udgydes min sjæl [som er] i mig;+nødens+ dage griber fat i mig. 17  Om natten gennembores mine knogler+ [så de falder] af mig,og mine gnavende [smerter] lægger sig ikke til hvile.+ 18  Ved stor kraft forvandles min klædning;den omslutter mig som kraven på min kjortel. 19  Han har kastet mig ned i leret,så jeg tager mig ud som støv og aske. 20  Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer mig ikke;+jeg er blevet stående så du kunne lægge mærke til mig. 21  Du forandrer dig og er grusom imod mig;+med din hånds vælde er du mig fjendtligsindet. 22  Du løfter mig op for vinden; du lader mig ride [på den];og du opløser mig under et brag. 23  For jeg ved at du fører mig tilbage til døden,+ja, til huset hvor alt levende mødes. 24  Blot rækker ingen sin hånd ud mod en ruindynge;+ved hans undergang bliver der heller ikke råbt om hjælp i den anledning. 25  Mon ikke jeg har grædt over den der har hårde dage;+min sjæl har ynket den fattige.+ 26  Skønt jeg håbede på godt, kom der dog ondt;+og jeg ventede på lys, men der kom mulm. 27  Mine indvolde kom i kog og var ikke tavse;dage med nød kom mig i møde. 28  Bedrøvet+ vandrede jeg omkring uden sol;*jeg rejste mig i menigheden,* råbte vedvarende om hjælp. 29  Jeg er blevet en broder til sjakalerog en ven af strudsene.+ 30  Min hud er blevet sort+ [og falder] af mig;mine knogler er blevet varme af heden; 31  og min lyre passer kun til sorg,min fløjte til de grædendes stemme.

Fodnoter

„som vinden. Hebr.: karuʹach. Se 1Mo 1:2, fdn. til „virksomme kraft“.
„sol“, M; ved en tekstrettelse: „trøst“.
„i menigheden“. Hebr.: „vaqqahalʹ; gr.: en ekklēsiʹai.