Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Jeremias 3:1-25

3  Man siger: „Hvis en mand* sender sin hustru* bort og hun går fra ham og bliver en anden mands, kan han så vende tilbage til hende igen?“+ Er det land* visselig ikke blevet besudlet?+ „Men du* har bedrevet utugt med [dine] mange venner+ — og skulle så vende tilbage til mig?“+ lyder Jehovas udsagn.  „Løft dine øjne mod karavanesporene og se!+ Hvor er du ikke blevet krænket?*+ Langs vejene har du siddet [og ventet] på dem, som en araber i ørkenen;+ og du bliver ved med at besudle landet med din megen utugt og med din ondskab.+  Derfor bliver rigelige regnskyl holdt tilbage,+ og der er end ikke kommet forårsregn.+ Og en utugtig kvindes pande har du fået. Du har nægtet at føle dig ydmyget.+  Har du ikke netop nu råbt til mig: ’Min Fader,+ du er min ungdoms fortrolige ven!+  Vil man være fortørnet for stedse, eller vogte [på det] bestandig?’+ Se! [Sådan] talte du, men du fortsatte med at gøre onde ting og at føre [dem] igennem.“+  Endvidere sagde Jehova til mig i kong Josi′as’ dage:+ „’Har du set hvad det troløse Israel* har gjort?+ Hun er gået op på hvert højt bjerg+ og under hvert frodigt træ,+ så hun kunne bedrive utugt dér.+  Og efter at hun havde gjort alle disse ting blev jeg ved med at sige at hun skulle vende om til mig, men hun vendte ikke om;+ og Juda blev ved med at se på sin forræderiske søster.+  Og jeg så at selv om jeg havde sendt det troløse Israel bort netop fordi hun havde begået ægteskabsbrud,+ og jeg gav hende attesten på hendes skilsmisse,+ så blev hendes søster, det forræderiske Juda, ikke bange, men også hun gik hen og bedrev utugt.+  Og hendes utugt var en følge af [hendes] letsindighed, og hun blev ved med at besudle landet+ og begå ægteskabsbrud med sten og med træer;+ 10  og alligevel vendte hendes forræderiske søster Juda ikke om til mig af hele sit hjerte,+ men kun på skrømt,’+ lyder Jehovas udsagn.“ 11  Og Jehova fortsatte med at sige til mig: „Det troløse Israel har vist at hendes sjæl er mere retfærdig end det forræderiske Juda.+ 12  Gå hen* og udråb disse ord mod nord+ og sig: ’„Vend om, du troløse Israel,“ lyder Jehovas udsagn.’+ ’„Jeg vil ikke lade mit ansigt være mørkt af vrede mod jer,+ for jeg er loyal,“+ lyder Jehovas udsagn.’ ’„Jeg vil ikke være fortørnet for stedse.+ 13  Kun skal du erkende din misgerning, for det er Jehova din Gud* du* har begået overtrædelser imod.+ Ja, du lod dine veje forgrene sig til de fremmede+ under hvert frodigt træ,+ men min røst hørte I ikke efter,“ lyder Jehovas udsagn.’“ 14  „Vend om, I troløse sønner,“+ lyder Jehovas udsagn. „For jeg er jeres ægtemand;+ og jeg vil tage jer, én ud af en by og to ud af en slægt, og bringe jer til Zion.+ 15  Og jeg vil give jer hyrder efter mit hjerte,+ og de vil give jer føde* i form af kundskab og indsigt.+ 16  Og I vil blive mange og bære frugt i landet* i de dage,“ lyder Jehovas udsagn.+ „De vil ikke mere sige: ’Jehovas pagts ark!’+ Heller ikke vil [tanken om] den opkomme i hjertet, eller vil de huske den+ eller savne den, og en sådan vil heller ikke mere blive lavet. 17  På den tid vil de kalde Jerusalem for Jehovas trone;+ og til den skal alle nationerne samles,+ til Jehovas navn i Jerusalem,+ og de vil ikke mere vandre efter deres onde hjertes trods.“+ 18  „I de dage vil de vandre, Judas hus ved siden af* Israels hus,+ og sammen+ vil de komme fra Nordens land til landet jeg gav jeres* forfædre som arvelod.+ 19  Og jeg sagde: ’Hvor ville jeg dog gerne sætte dig* blandt sønnerne og give dig det dejlige land,+ arvelodden, nationernes hærstyrkers prydelse!’ Og jeg sagde videre: ’I vil råbe: „Min Fader!“+ til mig, og I vil ikke vende om fra at følge mig.’ 20  ’[Men] i sandhed, [som] en kvinde* forræderisk er gået fra sin ven,+ sådan har I, Israels hus, handlet forræderisk mod mig,’+ lyder Jehovas udsagn.“ 21  På karavanesporene har man hørt en lyd, gråd, Israels sønners ydmyge bønner. For de gjorde deres veje krogede;+ de glemte Jehova deres Gud.*+ 22  „Vend om, I troløse sønner.+ Jeg vil helbrede jeres troløshed.“*+ „Her er vi! Vi kommer til dig, for du, Jehova, er vor Gud.+ 23  I sandhed, højene såvel som larmen på bjergene+ hører løgnen til.+ I sandhed, hos Jehova vor Gud er Israels frelse.+ 24  Men den skammelige [afgud]+ har fortæret vore forfædres slid fra vor ungdom af, deres småkvæg og deres hornkvæg, deres sønner og deres døtre. 25  Vi lægger os ned i vor skam,+ og vor ydmygelse dækker os;+ for det er mod Jehova vor Gud vi har syndet,+ vi og vore forfædre fra ungdommen af og frem til denne dag,+ og vi har ikke adlydt Jehova vor Guds røst.“+

Fodnoter

El.: „en ægtemand“. Hebr.: ’īsj.
„sin hustru (kvinde)“. Hebr.: ’isjtō′.
„det land“, MTSy; LXXVg: „den kvinde“.
„du“, fem., henvendt til Jerusalem eller Zion.
„Hvor er du ikke blevet krænket (voldtaget)?“ M; Mmargen: „Hvor har man ikke ligget hos dig?“
Ordr.: „troløsheden (frafaldet), Israel“, idet Israel benævnes som et konkret eksempel på troløshed el. frafald.
Se 2:2, fdn. til „Gå hen“.
„din Gud“. Hebr.: ’Æloha′jikh, plur.
„du“, fem.
„vil give jer føde“. El.: „vil vogte (være hyrder for) jer“.
El.: „på jorden“. Hebr.: ba’a′ræts.
El.: „op til“.
„jeres“, MVg; TLXXSy: „deres“.
„dig“, fem.
El.: „en hustru“. Hebr.: ’isjsjah′.
„deres Gud“. Hebr.: ’Ælohēhæm′, plur.
El.: „jeres troløse (frafaldne) tilstand“. Ordr.: „jeres troløsheder“.