Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Jeremias 17:1-27

17  „Judas synd er skrevet ned med jerngriffel.+ Indgraveret med diamantspids står den på deres hjertes tavle+ og på deres* altres horn,+  når deres sønner husker deres altre og deres hellige pæle* ved siden af et frodigt træ, på de høje bakker,+  [på] bjergene på marken. Dine* forråd, alle dine værdier, vil jeg gøre til rov+ — [også] dine offerhøje, på grund af [din] synd inden for alle dine grænser.+  Og du gav af egen drift slip på din arvelod, den som jeg havde givet dig.+ Og jeg vil lade dig tjene dine fjender i et land som du ikke kender;+ for som en ild er I blevet antændt i min vrede.+ Den vil blive ved med at brænde i lange tider.“  Således har Jehova sagt: „Forbandet er den våbenføre mand* som sætter sin lid til det jordiske menneske*+ og har gjort kød til sin arm,+ og hvis hjerte vender sig bort fra Jehova.+  Ja, han skal blive som et enligt træ på ørkensletten, og han mærker ikke når det gode kommer;+ og han skal bo i afsvedne egne* i ørkenen, i et saltland som ikke er beboet.+  Velsignet er den våbenføre mand som sætter sin lid til Jehova, og som har gjort Jehova til sin fortrøstning.*+  Ja, han skal blive som et træ der er plantet ved vand og som sender sine rødder ud ved et vandløb; og han mærker ikke når heden kommer, og hans løv skal være frodigt.+ Og i året med tørke+ vil han ikke ængstes og ikke ophøre med at bære frugt.  Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat.+ Hvem kender det? 10  Jeg, Jehova, undersøger hjertet,+ ransager nyrerne,*+ ja, for at give hver enkelt efter hans veje,*+ efter hans gerningers frugt.+ 11  [Som] agerhønen der udruger* hvad den ikke har lagt, er den der erhverver sig rigdom, men ikke med ret.+ Halvt igennem sine dage må han forlade den,+ og på sit sidste vil han vise sig at være uforstandig.“+ 12  En herlig trone i det høje fra begyndelsen+ — det er vor helligdoms sted.+ 13  Jehova, Israels håb,+ alle som forlader dig vil blive til skamme.+ De som vender sig bort fra mig+ vil blive skrevet i støvet, for de har forladt Jehova, kilden med levende vand.+ 14  Helbred mig, Jehova, og jeg vil blive helbredt.+ Frels mig, og jeg vil blive frelst;+ for du er min lovsang.+ 15  Se! Der er nogle som siger til mig: „Hvor er Jehovas ord?+ Lad det dog indtræffe.“ 16  Men jeg har ikke været hurtig til at opgive [min gerning] som en hyrde der følger dig, og den desperate fortvivlelses dag har jeg ikke længtes efter. Du ved selv hvad der er kommet fra mine læber; det har været [sagt] foran dit ansigt. 17  Vær ikke til skræk for mig.+ Du er min tilflugt på ulykkens dag.+ 18  Lad mine forfølgere blive til skamme,+ men lad ikke mig blive til skamme.+ Lad det være dem der bliver skrækslagne, men lad ikke mig blive skrækslagen. Bring ulykkens dag over dem,+ og bryd dem i stykker, ja med dobbelt sammenbrud.+ 19  Således har Jehova sagt til mig: „Gå hen* og stil dig i dit folks sønners port, som Judas konger går ind ad, og som de går ud ad, ja, i alle Jerusalems porte.+ 20  Og du skal sige til dem: ’Hør Jehovas ord, I Judas konger og hele Juda og alle Jerusalems indbyggere, I som går ind gennem disse porte.+ 21  Således har Jehova sagt: „Giv agt for jeres sjæles skyld*+ og bær ikke nogen byrde på sabbatsdagen og bring den ikke ind gennem Jerusalems porte.+ 22  Og I må ikke bringe nogen byrde ud fra jeres huse på sabbatsdagen; og intet arbejde overhovedet må I udføre.+ Og I skal hellige sabbatsdagen, sådan som jeg påbød jeres forfædre;+ 23  men de hørte ikke efter og bøjede ikke deres øre,+ og de blev ved med at gøre deres nakke stiv+ for ikke at høre og for ikke at tage imod tugt.“’+ 24  ’„Og hvis I nøje adlyder mig,“+ lyder Jehovas udsagn, „ved ikke at bringe nogen byrde ind gennem denne bys porte på sabbatsdagen,+ og ved at hellige sabbatsdagen ved ikke at udføre noget som helst arbejde på den,+ 25  skal der gennem denne bys porte komme konger og fyrster+ som sidder på Davids trone,+ som kører i stridsvogne og rider på heste, de og deres fyrster, Judas mænd* og Jerusalems indbyggere; og denne by skal bebos til fjerne tider. 26  Og folk skal komme fra Judas byer og fra [egnen] rundt om Jerusalem og fra Benjamins land+ og fra lavlandet*+ og fra bjerglandet+ og fra Ne′geb,*+ idet de bringer brændoffer+ og slagtoffer+ og kornoffer+ og virak+ og idet de bringer takoffer til Jehovas hus.+ 27  Men hvis I ikke vil adlyde mig ved at hellige sabbatsdagen og undlade at bære nogen byrde+ og at komme ind gennem Jerusalems porte [med den] på sabbatsdagen, så vil jeg sætte ild i dets porte,+ og den skal fortære Jerusalems tårnborge+ og vil ikke blive slukket.“’“+

Fodnoter

„deres“, ThSyVg og omkring 170 hebr. mss.; M: „jeres“.
El.: „deres asjerer“, „deres asjerastøtter“.
„dine“, mask.
„den våbenføre mand“. Hebr.: haggæ′vær.
„til det jordiske menneske“. Hebr.: ba’adham′.
El.: „på lavamarker“, „i stenørkener“.
El.: „tillid“.
Se 11:20, fdn.
„veje“, TLXXSy og omkring 130 hebr. mss.
El.: „samler“.
Se 2:2, fdn. til „Gå hen“.
„for jeres sjæles skyld“. Hebr.: benafsjōthēkhæm′, med plur. af næ′fæsj; gr.: tas psychas′ hymōn′; lat.: a′nimas ve′stras. Se Till. 4A.
„mænd“. Hebr.: ’īsj, sing. men brugt kollektivt.
El.: „Sjefela“. Hebr.: hasjsjefelah′.
El.: „syden“, „sydlandet“.