Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Ezekiel 3:1-27

3  Så sagde han til mig: „Menneskesøn, spis hvad du finder. Spis denne rulle,+ og gå hen og tal til Israels hus.“  Da åbnede jeg min mund, og han fik mig til at spise denne rulle.+  Og han sagde videre til mig: „Menneskesøn, få din mave til at spise den, så du kan fylde dine indvolde med denne rulle som jeg giver dig.“ Og jeg spiste den så, og den blev sød som honning i min mund.+  Og han fortsatte med at sige til mig: „Menneskesøn, tag af sted, gå til Israels hus+ og tal til dem med mine ord.  For det er ikke til et folk med et uforståeligt sprog*+ eller et vanskeligt* tungemål+ du sendes, [men] til Israels hus,  ikke til talrige folkeslag med uforståelige sprog eller vanskelige tungemål, hvis ord du ikke kan høre [og forstå].+ Hvis det havde været til dem jeg sendte dig, så ville de have hørt på dig.+  Men Israels hus vil ikke høre på dig, for det vil ikke høre på mig;+ alle i Israels hus har nemlig hårde pander og forhærdede hjerter.+  Se, jeg har gjort* dit ansigt lige så hårdt som deres ansigter,+ og din pande lige så hård som deres pander.+  Som diamant,* hårdere end flint,+ har jeg gjort* din pande. Du skal ikke være bange for dem,+ og du skal ikke være skrækslagen for deres ansigter+ — de er jo et opsætsigt hus.“+ 10  Og han sagde videre til mig: „Menneskesøn, alle de ord som jeg taler til dig, skal du modtage i dit hjerte+ og høre med dine ører. 11  Og tag af sted, gå til de landflygtige,+ til dit folks sønner, og tal til dem og sig til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt,’ uanset om de hører eller ej.“+ 12  Da bar en ånd* mig af sted,+ og jeg hørte bag mig lyden af en vældig brusen:+ „Velsignet være Jehovas herlighed fra hans sted.“+ 13  Og [jeg hørte] lyden af de levende skabningers vinger idet de berørte hinanden,+ og lyden af hjulene lige ved siden af dem,+ og lyden af en vældig brusen. 14  Og ånden bar mig af sted+ og tog mig således bort, så jeg gik med bitterhed i min ånds forbitrelse, og Jehovas hånd var over mig med styrke.+ 15  Så kom jeg til de landflygtige i Tel-A′bib, dem som boede+ ved floden Ke′bar,+ og boede* dér hvor de boede; og jeg blev boende dér i syv dage iblandt dem, helt lamslået.+ 16  Og da syv dage var omme kom Jehovas ord til mig, og det lød: 17  „Menneskesøn, jeg har gjort dig til vægter* for Israels hus,+ og du skal høre ord fra min mund, og du skal advare dem fra mig.+ 18  Når jeg siger til den ugudelige: ’Du skal visselig dø,’*+ og du ikke advarer ham og taler for at advare den ugudelige mod hans ugudelige vej for at bevare ham i live,+ da skal han dø for sin brøde,+ eftersom han er ugudelig, men hans blod vil jeg kræve af din hånd.+ 19  Men når du har advaret den ugudelige,+ og han ikke vender om fra sin ugudelighed og fra sin ugudelige vej, skal han dø for sin brøde,+ men du vil have udfriet din sjæl.*+ 20  Og når den retfærdige vender om fra sin retfærdighed+ og øver uret og jeg lægger en snublesten foran ham,+ skal han dø fordi du ikke advarede ham. Han vil dø for sin synd,+ og hans retfærdige gerninger som han gjorde, vil ikke blive husket,+ men hans blod vil jeg kræve af din hånd.+ 21  Men når du har advaret den retfærdige, for at denne retfærdige ikke skal synde,+ og han ikke synder, vil han visselig blive i live, fordi han blev advaret,+ og du vil have udfriet din sjæl.“+ 22  Da kom Jehovas hånd over mig dér og han sagde til mig: „Rejs dig, gå ud på sletten,+ og dér vil jeg tale med dig.“ 23  Så rejste jeg mig og gik ud på sletten, og se, dér stod Jehovas herlighed,+ den samme herlighed som jeg havde set ved floden Ke′bar,+ og jeg faldt da på mit ansigt.+ 24  Derpå kom ånden i mig+ og fik mig op at stå på mine fødder,+ og han gav sig til at tale med mig og sige til mig: „Gå hen og luk dig inde i dit hus. 25  Og du, menneskesøn, se, de skal lægge reb omkring dig og binde dig med dem så du ikke kan gå ud iblandt dem.+ 26  Og din tunge skal jeg få til at hænge fast ved din gane,+ og du skal blive stum,+ og du vil ikke være dem en mand* som retleder+ — de er nemlig et opsætsigt+ hus. 27  Men når jeg taler med dig vil jeg åbne din mund, og du skal sige til dem:+ ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt.’ Lad den der hører, høre,+ og lad den der ikke vil, lade være — de er nemlig et opsætsigt hus.+

Fodnoter

Ordr.: „en . . . læbe“. Se 1Mo 11:1, fdn. til „sprog“.
El.: „langsomt (tungt)“.
Ordr.: „givet“.
El.: „smergel“.
Ordr.: „givet“.
„en ånd“. Hebr.: ru′ach; gr.: pneu′ma; lat.: spi′ritus. Jf. 1:4, fdn. til „-vind“.
„og boede“, Mmargen og mange hebr. mss.
El.: „udkigspost“. Hebr.: tsofæh′.
„Du skal visselig dø“. Ordr.: „Døden skal du “. Hebr.: mōth tamuth′. Se 1Mo 2:17, fdn.
„din sjæl“. Hebr.: nafsjekha′; gr.: tēn psychēn′ sou; lat.: a′nimam tu′am. Se Till. 4A.
„en mand“. Hebr.: le’īsj′; gr.: an′dra; lat.: vir.