Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Ester 9:1-32

9  Og i den tolvte måned, det er aʹdar+ måned, på den trettende dag, da tiden var inde til at kongens ord og lov blev bragt til udførelse,+ på den dag hvor jødernes fjender havde håbet at få magten over dem, skete der det modsatte,* nemlig at jøderne fik magten over dem der hadede dem.+  Jøderne samlede sig+ i deres byer i alle kong Ahasveʹrus’ provinser+ for at lægge hånd på dem der søgte deres ulykke,+ og ingen stod sig imod dem, for der var faldet en rædsel+ for dem over alle folkeslagene.  Og alle provinsernes fyrster+ og satrapperne+ og landshøvdingerne og kongens forretningsførere+ støttede jøderne, for der var faldet en rædsel+ for Morʹdokaj over dem.  For Morʹdokaj var en anset+ [mand] i kongens hus, og hans ry+ nåede ud til alle provinserne, for manden Morʹdokaj voksede i anseelse.+  Jøderne huggede nu alle deres fjender ned med sværdet+ og dræbte og udryddede dem og gjorde som de ville med dem der hadede dem.+  I borgen Suʹsan+ dræbte og udryddede jøderne fem hundrede mænd.  Også Parsjandaʹta og Dalʹfon og Aspaʹta  og Poraʹta og Adalʹja og Aridaʹta  og Parmasjʹta og Aʹrisaj og Aʹridaj og Vajzaʹta, 10  de ti sønner+ af Haʹman,+ Hammedaʹtas søn, jødernes modstander,+ dræbte de. Men de lagde ikke hånd på plyndringsgodset.+ 11  På den dag blev antallet af dræbte i borgen Suʹsan indberettet til kongen. 12  Kongen sagde derpå til dronning Ester:+ „I borgen Suʹsan+ har jøderne dræbt og udryddet* fem hundrede mænd, og desuden Haʹmans ti sønner. Hvad har de gjort+ i resten af kongens provinser?+ Men hvad du end beder om, vil det blive givet dig,+ og hvad du end yderligere anmoder om,+ vil det blive efterkommet.“ 13  Da sagde Ester: „Hvis kongen mener at det er godt,+ lad det da også i morgen blive tilstået de jøder som er i Suʹsan at handle efter loven for i dag;+ og lad Haʹmans ti sønner blive hængt op på pælen.“+ 14  Kongen gav da besked om at man skulle gøre således,+ hvorpå loven blev publiceret i Suʹsan, og Haʹmans ti sønner blev hængt op. 15  De jøder som var i Suʹsan samlede sig derfor også på den fjortende+ dag i måneden aʹdar, og de dræbte tre hundrede mænd i Suʹsan. Men de lagde ikke hånd på plyndringsgodset.+ 16  Men resten af jøderne, de som var i kongens provinser,+ samledes og stod op* for deres sjæle*+ og tog hævn+ over* deres fjender og dræbte* dem der hadede dem: femoghalvfjerds tusind. Men de lagde ikke hånd på plyndringsgodset. 17  Det var på den trettende dag i aʹdar måned. Og på den fjortende var der hvile, og man gjorde* den til en dag med fest+ og fryd.+ 18  Men de jøder som var i Suʹsan samlede sig på den trettende+ og på den fjortende i [måneden], og på den femtende var der hvile, og man gjorde den til en dag med fest og fryd.+ 19  Derfor gjorde jøderne på landet, de der boede i byerne i det åbne land, den fjortende dag i måneden aʹdar+ til [en dag med] fryd+ og fest og en lykkelig dag+ og [en dag hvor] man sender noget af sin mad til hinanden.+ 20  Morʹdokaj+ skrev nu disse ting ned og sendte skrivelser til alle jøderne i alle kong Ahasveʹrus’* provinser,+ både nær og fjern, 21  for at pålægge dem at blive ved med+ at fejre den fjortende dag i aʹdar måned, og den femtende dag, hvert eneste år, 22  svarende til de dage hvor jøderne hvilede fra [opgøret med] deres fjender,+ og den måned som for dem blev ændret fra græmmelse til fryd, og fra sorg+ til en lykkelig dag, og fejre dem som dage med fest og fryd og [som dage] hvor man sender noget af sin mad til hinanden+ og gaver til de fattige.+ 23  Og jøderne gik ind på at fortsætte med det de var begyndt at gøre og som Morʹdokaj havde skrevet til dem om. 24  For Haʹman,+ agagitten+ Hammedaʹtas søn,+ alle jødernes modstander,+ havde lagt planer mod alle jøderne om at udrydde dem,+ og han havde kastet pur,+ det er lod,+ for at skabe forvirring iblandt dem og udrydde dem. 25  Men da Ester* var gået ind til kongen, sagde han i en skrivelse:+ „Lad hans onde plan+ som han har udtænkt mod jøderne, komme over hans eget hoved,“+ og de hængte ham og hans sønner op på pælen.+ 26  Derfor kalder man disse dage purim efter navnet pur.+ Derfor — som følge af alt hvad der stod i dette brev+ og det de havde set i denne forbindelse og det der var overgået dem — 27  påtog jøderne sig [denne skik] og gik ind på at de selv og deres afkom* og alle som sluttede sig til dem,+ fortsat skulle fejre disse to dage i overensstemmelse med hvad der var skrevet om dem, og til deres fastsatte tid hvert eneste år, så det ikke skulle gå i glemme. 28  Og disse dage skulle huskes og fejres af hver eneste generation, hver eneste slægt, hver eneste provins og hver eneste by; og disse purimsdage skulle aldrig gå i glemme blandt jøderne, og deres afkom skulle aldrig holde op med at fejre mindet+ om dem. 29  Og dronning Ester, Abihaʹjils datter,+ og jøden Morʹdokaj skrev så magtfuldt de kunne for at stadfæste dette andet brev angående purim. 30  Derpå sendte han* skrivelser til alle jøderne i de et hundrede og syvogtyve provinser+ i Ahasveʹrus’ rige,+ fredelige og sande ord,+ 31  for at stadfæste at disse purimsdage [blev holdt] til deres fastsatte tid, sådan som jøden Morʹdokaj og dronning Ester havde pålagt dem,+ og sådan som de havde pålagt deres egne sjæle* og deres afkom,+ indbefattende regler om fastedage+ og klageråb.+ 32  Og Esters ord stadfæstede disse purimsregler,+ og det blev skrevet i en bog.

Fodnoter

„skete der det modsatte“. På hebr. er verbalformen en infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
„udryddet“. På hebr. er verbalformen en infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
„stod op“. På hebr. er verbalformen en infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
El.: „liv“. Se 8:11, fdn.
„og tog hævn over“, ved en tekstrettelse; M: „og der var hvile fra“.
„tog hævn . . . dræbte“. På hebr. er verbalformerne infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
„man gjorde“. På hebr. er verbalformen en infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
„Artaxerxes’“, LXX.
„Ester“, SyVg; M: „hun“.
El.: „sæd“.
„han“, M; SyVg: „de“.
El.: „pålagt sig selv“.