Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Dommerne 8:1-35

8  Derpå sagde E′fraims mænd til ham: „Hvad er det du har gjort imod os ved ikke at tilkalde os da du drog af sted for at kæmpe mod Mid′jan?“+ Og de søgte hårdnakket strid med ham.+  Til sidst sagde han til dem: „Hvad har jeg dog udrettet nu i sammenligning med jer?+ Er E′fraims+ efterhøst ikke bedre end Abi’e′zers+ vinhøst?  Det var i jeres hånd Gud* gav Mid′jans fyrster O′reb og Ze′eb,+ så hvad har jeg formået at udrette i sammenligning med jer?“ Da han fremførte disse ord, faldt deres [vrede] ånd mod ham til ro.+  Gi′deon kom så til Jordan; han og de tre hundrede mand der var med ham gik over den, trætte, men uden at standse forfølgelsen.  Da sagde han til mændene i Suk′kot:+ „Jeg beder jer give folkene der er i følge med mig nogle runde brød,+ for de er trætte og jeg er i færd med at forfølge Mid′jans konger Ze′ba+ og Zalmun′na.“+  Men Suk′kots fyrster sagde: „Er Ze′bas og Zalmun′nas hænder allerede nu i din vold, så vi må give din hær brød?“+  Hertil sagde Gi′deon: „Af den grund vil jeg tærske jeres kød med ørkentorne og med tidsler*+ når Jehova giver Ze′ba og Zalmun′na i min vold.“  Så drog han derfra op til Pe′nuel+ og talte til dem på samme måde, men mændene i Pe′nuel svarede ham ligesom mændene i Suk′kot havde svaret.  Derfor sagde han også til mændene i Pe′nuel: „Når jeg vender tilbage i fred, vil jeg rive dette tårn ned.“+ 10  Nu var Ze′ba og Zalmun′na+ i Kar′kor, og deres lejre var sammen med dem, omkring femten tusind [mand], hvilket var alt hvad der var tilbage af hele Østens sønners lejr;+ og de faldne udgjorde et hundrede og tyve tusind mænd som var bevæbnede med sværd.+ 11  Gi′deon fortsatte imidlertid op ad den vej der tilhører dem der bor i telte øst for No′ba og Jog′beha,+ og gjorde indfald i lejren, mens lejren følte sig tryg.+ 12  Da Ze′ba og Zalmun′na flygtede, satte han straks efter dem og tog Mid′jans to konger, Ze′ba og Zalmun′na,+ til fange; og hele lejren fik han til at skælve. 13  Så vendte Jo′asj’ søn Gi′deon tilbage fra krigen gennem He′respasset.* 14  Imidlertid tog han en ung mand til fange fra mændene i Suk′kot+ og spurgte ham ud.+ Han skrev så navnene op til ham på Suk′kots fyrster+ og dens ældste, syvoghalvfjerds mænd. 15  Derpå tog han hen til mændene i Suk′kot og sagde: „Her er Ze′ba og Zalmun′na om hvem I smædede mig da I sagde: ’Er Ze′bas og Zalmun′nas hænder allerede nu i din vold, så vi må give dine trætte mænd brød?’“+ 16  Derpå tog han byens ældste samt ørkentorne og tidsler, og med disse gav han mændene i Suk′kot en lærestreg.+ 17  Og Pe′nueltårnet+ rev han ned;+ endvidere dræbte han mændene i byen. 18  Så sagde han til Ze′ba og Zalmun′na:+ „Hvordan var de mænd som I dræbte på Ta′bor?“+ hvortil de sagde: „Som du er, sådan var de, hver og én, af skikkelse som en konges sønner.“ 19  Da sagde han: „Det var mine brødre, min moders sønner. Så sandt Jehova lever, hvis I havde ladet dem leve, ville jeg ikke have dræbt jer.“+ 20  Derpå sagde han til Je′ter, sin førstefødte: „Rejs dig, dræb dem.“ Men den unge mand trak ikke sit sværd, for han var bange da han endnu var en ung mand.+ 21  Så sagde Ze′ba og Zalmun′na: „Rejs dig selv og stød os ned, for som manden er, sådan er hans styrke.“+ Da rejste Gi′deon sig og dræbte+ Ze′ba og Zalmun′na og tog de halvmåneformede smykker der var om halsen på deres kameler. 22  Senere sagde Israels mænd til Gi′deon: „Hersk over os,+ både du og din søn og din sønnesøn, for du har frelst os af Mid′jans hånd.“+ 23  Men Gi′deon sagde til dem: „Jeg skal ikke herske over jer, og min søn skal ikke herske over jer;+ Jehova skal herske over jer.“+ 24  Og Gi′deon sagde videre til dem: „Lad mig bede jer om noget: Giv mig, hver især, næseringene+ af jeres bytte.“ (For de havde næseringe af guld, da de var ismaelitter.)+ 25  Dertil sagde de: „Det vil vi gerne give.“ Så bredte de en kappe ud og kastede hver især næseringene af deres bytte på den. 26  Og vægten af de guldnæseringe han havde bedt om, blev på et tusind og syv hundrede guldsekel,* foruden de halvmåneformede smykker+ og øresmykkerne og klæderne af purpurfarvet uld+ som Mid′jans konger havde haft på, og foruden halskæderne der havde været om halsen på kamelerne.+ 27  Derpå lavede Gi′deon en efod+ deraf og udstillede den i sin by Of′ra;+ med tiden bedrev hele Israel utugt med den dér,+ så den blev en snare for Gi′deon og hans husstand.+ 28  Således blev Mid′jan+ undertvunget foran Israels sønner, og [midjanitterne] kom ikke mere til at løfte deres hoved; derpå havde landet ro i fyrre år i Gi′deons dage.+ 29  Og Jo′asj’ søn Je′rubba’al+ tog af sted og blev boende i sit hus. 30  Og Gi′deon havde halvfjerds sønner+ der udgik af hans lænd, for han havde mange hustruer. 31  Og hans medhustru som var i Si′kem, også hun fødte ham en søn, og han gav ham navnet Abime′lek.+ 32  Med tiden døde Jo′asj’ søn Gi′deon i en god alderdom og blev begravet i sin fader Jo′asj’ grav i abiezritternes Of′ra.+ 33  Men så snart Gi′deon var død, vendte Israels sønner om og bedrev* utugt med ba’alerne+ og gjorde Ba′al-Be′rit* til deres gud.*+ 34  Og Israels sønner huskede ikke Jehova deres Gud,+ som havde udfriet dem af alle deres fjenders hånd hele vejen rundt;+ 35  og de viste ikke loyal hengivenhed+ mod Je′rubba’als, Gi′deons, husstand, til gengæld for al den godhed som han havde vist mod Israel.+

Fodnoter

„Gud“, MSy; TLXXVg: „Jehova“.
El.: „tærskeslæder“ el. noget andet stikkende.
El.: „ad Heresskråningen“.
„-sekel“, LXXAVg; mangler i MLXXBSy. Se Till. 8A.
„vendte . . . om og bedrev“. El.: „bedrev . . . igen“.
Betyder „pagtens ejer“ el. „pagtens herre“.
„til . . . gud“. Hebr.: le’lohīm′; gr.: eis theon′; lat.: in de′um; i LXXVg er ’ælohīm′ altså opfattet som majestætsflertal og derfor gengivet med ental.