Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Dommerne 8:1-35

8  Derpå sagde Eʹfraims mænd til ham: „Hvad er det du har gjort imod os ved ikke at tilkalde os da du drog af sted for at kæmpe mod Midʹjan?“+ Og de søgte hårdnakket strid med ham.+  Til sidst sagde han til dem: „Hvad har jeg dog udrettet nu i sammenligning med jer?+ Er Eʹfraims+ efterhøst ikke bedre end Abi’eʹzers+ vinhøst?  Det var i jeres hånd Gud* gav Midʹjans fyrster Oʹreb og Zeʹeb,+ så hvad har jeg formået at udrette i sammenligning med jer?“ Da han fremførte disse ord, faldt deres [vrede] ånd mod ham til ro.+  Giʹdeon kom så til Jordan; han og de tre hundrede mand der var med ham gik over den, trætte, men uden at standse forfølgelsen.  Da sagde han til mændene i Sukʹkot:+ „Jeg beder jer give folkene der er i følge med mig nogle runde brød,+ for de er trætte og jeg er i færd med at forfølge Midʹjans konger Zeʹba+ og Zalmunʹna.“+  Men Sukʹkots fyrster sagde: „Er Zeʹbas og Zalmunʹnas hænder allerede nu i din vold, så vi må give din hær brød?“+  Hertil sagde Giʹdeon: „Af den grund vil jeg tærske jeres kød med ørkentorne og med tidsler*+ når Jehova giver Zeʹba og Zalmunʹna i min vold.“  Så drog han derfra op til Peʹnuel+ og talte til dem på samme måde, men mændene i Peʹnuel svarede ham ligesom mændene i Sukʹkot havde svaret.  Derfor sagde han også til mændene i Peʹnuel: „Når jeg vender tilbage i fred, vil jeg rive dette tårn ned.“+ 10  Nu var Zeʹba og Zalmunʹna+ i Karʹkor, og deres lejre var sammen med dem, omkring femten tusind [mand], hvilket var alt hvad der var tilbage af hele Østens sønners lejr;+ og de faldne udgjorde et hundrede og tyve tusind mænd som var bevæbnede med sværd.+ 11  Giʹdeon fortsatte imidlertid op ad den vej der tilhører dem der bor i telte øst for Noʹba og Jogʹbeha,+ og gjorde indfald i lejren, mens lejren følte sig tryg.+ 12  Da Zeʹba og Zalmunʹna flygtede, satte han straks efter dem og tog Midʹjans to konger, Zeʹba og Zalmunʹna,+ til fange; og hele lejren fik han til at skælve. 13  Så vendte Joʹasj’ søn Giʹdeon tilbage fra krigen gennem Heʹrespasset.* 14  Imidlertid tog han en ung mand til fange fra mændene i Sukʹkot+ og spurgte ham ud.+ Han skrev så navnene op til ham på Sukʹkots fyrster+ og dens ældste, syvoghalvfjerds mænd. 15  Derpå tog han hen til mændene i Sukʹkot og sagde: „Her er Zeʹba og Zalmunʹna om hvem I smædede mig da I sagde: ’Er Zeʹbas og Zalmunʹnas hænder allerede nu i din vold, så vi må give dine trætte mænd brød?’“+ 16  Derpå tog han byens ældste samt ørkentorne og tidsler, og med disse gav han mændene i Sukʹkot en lærestreg.+ 17  Og Peʹnueltårnet+ rev han ned;+ endvidere dræbte han mændene i byen. 18  Så sagde han til Zeʹba og Zalmunʹna:+ „Hvordan var de mænd som I dræbte på Taʹbor?“+ hvortil de sagde: „Som du er, sådan var de, hver og én, af skikkelse som en konges sønner.“ 19  Da sagde han: „Det var mine brødre, min moders sønner. Så sandt Jehova lever, hvis I havde ladet dem leve, ville jeg ikke have dræbt jer.“+ 20  Derpå sagde han til Jeʹter, sin førstefødte: „Rejs dig, dræb dem.“ Men den unge mand trak ikke sit sværd, for han var bange da han endnu var en ung mand.+ 21  Så sagde Zeʹba og Zalmunʹna: „Rejs dig selv og stød os ned, for som manden er, sådan er hans styrke.“+ Da rejste Giʹdeon sig og dræbte+ Zeʹba og Zalmunʹna og tog de halvmåneformede smykker der var om halsen på deres kameler. 22  Senere sagde Israels mænd til Giʹdeon: „Hersk over os,+ både du og din søn og din sønnesøn, for du har frelst os af Midʹjans hånd.“+ 23  Men Giʹdeon sagde til dem: „Jeg skal ikke herske over jer, og min søn skal ikke herske over jer;+ Jehova skal herske over jer.“+ 24  Og Giʹdeon sagde videre til dem: „Lad mig bede jer om noget: Giv mig, hver især, næseringene+ af jeres bytte.“ (For de havde næseringe af guld, da de var ismaelitter.)+ 25  Dertil sagde de: „Det vil vi gerne give.“ Så bredte de en kappe ud og kastede hver især næseringene af deres bytte på den. 26  Og vægten af de guldnæseringe han havde bedt om, blev på et tusind og syv hundrede guldsekel,* foruden de halvmåneformede smykker+ og øresmykkerne og klæderne af purpurfarvet uld+ som Midʹjans konger havde haft på, og foruden halskæderne der havde været om halsen på kamelerne.+ 27  Derpå lavede Giʹdeon en efod+ deraf og udstillede den i sin by Ofʹra;+ med tiden bedrev hele Israel utugt med den dér,+ så den blev en snare for Giʹdeon og hans husstand.+ 28  Således blev Midʹjan+ undertvunget foran Israels sønner, og [midjanitterne] kom ikke mere til at løfte deres hoved; derpå havde landet ro i fyrre år i Giʹdeons dage.+ 29  Og Joʹasj’ søn Jeʹrubba’al+ tog af sted og blev boende i sit hus. 30  Og Giʹdeon havde halvfjerds sønner+ der udgik af hans lænd, for han havde mange hustruer. 31  Og hans medhustru som var i Siʹkem, også hun fødte ham en søn, og han gav ham navnet Abimeʹlek.+ 32  Med tiden døde Joʹasj’ søn Giʹdeon i en god alderdom og blev begravet i sin fader Joʹasj’ grav i abiezritternes Ofʹra.+ 33  Men så snart Giʹdeon var død, vendte Israels sønner om og bedrev* utugt med ba’alerne+ og gjorde Baʹal-Beʹrit* til deres gud.*+ 34  Og Israels sønner huskede ikke Jehova deres Gud,+ som havde udfriet dem af alle deres fjenders hånd hele vejen rundt;+ 35  og de viste ikke loyal hengivenhed+ mod Jeʹrubba’als, Giʹdeons, husstand, til gengæld for al den godhed som han havde vist mod Israel.+

Fodnoter

„Gud“, MSy; TLXXVg: „Jehova“.
El.: „tærskeslæder“ el. noget andet stikkende.
El.: „ad Heresskråningen“.
„-sekel“, LXXAVg; mangler i MLXXBSy. Se Till. 8A.
„vendte . . . om og bedrev“. El.: „bedrev . . . igen“.
Betyder „pagtens ejer“ el. „pagtens herre“.
„til . . . gud“. Hebr.: le’lohīmʹ; gr.: eis theonʹ; lat.: in deʹum; i LXXVg er ’ælohīmʹ altså opfattet som majestætsflertal og derfor gengivet med ental.