Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Dommerne 11:1-40

11  Og gileaditten+ Jefta+ var en dygtig kriger,+ men han var søn af en skøge,+ og Giʹlead var fader til Jefta.  Da Giʹleads hustru fødte ham sønner og hustruens sønner voksede op, jog de Jefta bort og sagde til ham: „Du skal ikke have nogen arv i vor faders hus,+ for du er en anden kvindes søn.“  Så flygtede Jefta for sine brødre og bosatte sig i landet Tob.+ Med tiden samlede der sig nogle lediggængere om Jefta, og de drog ud sammen med ham.+  Efter nogen tids forløb gav Amʹmons sønner sig så til at føre krig mod Israel.+  Og så snart Amʹmons sønner var gået i krig mod Israel,+ tog Giʹleads ældste af sted for at hente Jefta fra landet Tob.+  De sagde da til Jefta: „Kom og vær vor fører, og lad os kæmpe mod Amʹmons sønner.“  Men Jefta sagde til Giʹleads ældste:+ „Var det ikke jer der hadede mig, så I jog mig bort fra min faders hus?+ Hvorfor kommer I så til mig nu hvor I er trængt?“+  Giʹleads ældste sagde da til Jefta: „Det er netop derfor vi nu er kommet tilbage+ til dig: du skal gå med os og kæmpe mod Amʹmons sønner, og du skal være vort overhoved over alle Giʹleads indbyggere.“+  Derpå sagde Jefta til Giʹleads ældste: „Hvis I fører mig tilbage for at jeg skal kæmpe mod Amʹmons sønner, og Jehova overgiver+ dem til mig, da vil jeg være jeres overhoved!“ 10  Giʹleads ældste sagde da til Jefta: „Måtte Jehova høre på [hvad der siges] mellem os,+ om ikke vi handler sådan, efter dit ord.“+ 11  Så gik Jefta med Giʹleads ældste, og folket gjorde ham til dets overhoved og fører.+ Derpå fremførte Jefta alt hvad han havde sagt, for Jehovas+ ansigt i Mizʹpa.+ 12  Jefta sendte derpå sendebud til Amʹmons sønners+ konge, idet han sagde: „Hvad udestående har jeg med dig,*+ siden du er kommet mod mig for at kæmpe i mit land?“ 13  Da sagde Amʹmons sønners konge til Jeftas sendebud: „Grunden er at Israel tog mit land dengang det drog op fra Ægypten,+ lige fra Arʹnon+ til Jabʹbok og til Jordan.+ Men giv det nu tilbage i fred.“ 14  Da sendte Jefta endnu en gang sendebud til Amʹmons sønners konge 15  og sagde til ham: „Således har Jefta sagt: ’Israel tog ikke Moʹabs land+ og Amʹmons sønners land.+ 16  For da de drog op fra Ægypten, gik Israel gennem ørkenen til Det Røde Hav+ og kom siden til Kaʹdesj,+ 17  og derpå sendte Israel sendebud til Eʹdoms+ konge og sagde: „Lad mig dog gå igennem dit land,“ men Eʹdoms konge ville ikke høre. Og de sendte også bud til Moʹabs+ konge, men han indvilligede heller ikke. Så blev Israel i Kaʹdesj.+ 18  Da de drog videre gennem ørkenen, gik de rundt om Eʹdoms land+ og Moʹabs land så de kom øst om Moʹabs land*+ og slog lejr i egnen ved Arʹnon; og de gik ikke inden for Moʹabs grænse,+ for Arʹnon var Moʹabs grænse.+ 19  Derpå sendte Israel sendebud til amoritternes konge Siʹhon, kongen i Hesjʹbon,+ og Israel sagde til ham: „Lad os dog passere igennem dit land til mit sted.“+ 20  Nu troede Siʹhon imidlertid ikke på Israel med hensyn til en sådan gennemrejse af hans område, så Siʹhon samlede alle sine folk og slog lejr i Jaʹhaz+ og indlod sig i kamp mod Israel.+ 21  Da gav Israels Gud Jehova Siʹhon og alle hans folk i Israels hånd, så de slog dem, og Israel tog hele det land i besiddelse der tilhørte amoritterne, dem som boede i det land.+ 22  Således tog de hele amoritternes område i besiddelse, fra Arʹnon til Jabʹbok og fra ørkenen til Jordan.+ 23  Nu var det altså Israels Gud Jehova der fordrev amoritterne foran sit folk Israel,+ og så vil du fordrive dem?* 24  Er det ikke den som din gud* Keʹmosj+ lader dig fordrive, du fordriver?* Og hver den som vor Gud Jehova fordriver foran os, fordriver vi.*+ 25  Og nu, er du så meget bedre stillet end Zipʹpors søn Baʹlak, Moʹabs konge?+ Stredes han nogen sinde med Israel, eller indlod han sig nogen sinde i kamp mod dem? 26  Eftersom Israel har boet i Hesjʹbon og dens småbyer+ og i Aʹroer+ og dens småbyer og i alle byerne som ligger ved Arʹnons bredder, i tre hundrede år, hvorfor har du så ikke revet dem til dig i løbet af den tid?+ 27  Hvad mig angår, har jeg ikke syndet mod dig, men du handler ondt mod mig ved at føre krig mod mig. Lad dommeren+ Jehova i dag dømme mellem Israels sønner og Amʹmons sønner.’“ 28  Amʹmons sønners konge hørte imidlertid ikke efter de ord som Jefta sendte til ham.+ 29  Da kom Jehovas ånd over Jefta,+ og han drog gennem Giʹlead og Manasʹse og passerede Mizʹpe i Giʹlead,+ og fra Mizʹpe i Giʹlead drog han videre mod Amʹmons sønner. 30  Derpå aflagde Jefta et løfte+ til Jehova og sagde: „Hvis du virkelig giver Amʹmons sønner i min hånd, 31  så skal hvem som helst der kommer ud af mit hus’ døre for at møde mig når jeg vender tilbage i fred+ fra Amʹmons sønner, tilhøre Jehova,+ og jeg vil bringe vedkommende som et brændoffer.“+ 32  Jefta gik da over til Amʹmons sønner for at kæmpe mod dem, og Jehova gav dem i hans hånd. 33  Og han tilføjede dem meget store tab fra Aʹroer og hele vejen til Minʹnit+ — tyve byer — og til Aʹbel-Keʹramim. Således blev Amʹmons sønner undertvunget foran Israels sønner. 34  Til sidst kom Jefta til Mizʹpa,+ til sit hus, og se, hans datter kom ud for at møde ham med tamburinspil og dans!*+ Og hun var hans eneste barn.* Foruden hende havde han hverken søn eller datter. 35  Da han så hende, sønderrev han sine klæder+ og sagde: „Ak, min datter! Du har virkelig tvunget mig i knæ, ja, du er blevet den jeg har styrtet i ulykke. Og jeg har selv åbnet min mund over for Jehova, og jeg kan ikke vende om.“+ 36  Men hun sagde til ham: „Min fader, har du åbnet din mund over for Jehova, [så] gør med mig sådan som det er udgået af din mund,+ eftersom Jehova har skaffet dig grundig hævn over dine fjender, Amʹmons sønner.“ 37  Og hun sagde videre til sin fader: „Måtte dette blive tilstået mig: Giv afkald på mig i to måneder; så vil jeg tage af sted og gå ned over bjergene, og jeg vil græde over min jomfrustand,+ jeg og mine veninder.“ 38  Dertil sagde han: „Tag af sted!“ Så sendte han hende bort i to måneder; og hun tog af sted, hun og hendes veninder, og græd over sin jomfrustand på bjergene. 39  Da der var gået to måneder, vendte hun så tilbage til sin fader, hvorpå han opfyldte det løfte som han havde aflagt, på hende.+ Og hun havde aldrig omgang med nogen mand. Men det blev en regel i Israel: 40  År efter år gik Israels døtre hen for at besynge* gileaditten Jeftas datter, fire dage om året.+

Fodnoter

Ordr.: „Hvad [er der] til mig og til dig?“ Et hebr. idiom; et spørgsmål som udtrykker afvisning og modvilje. Se Till. 7B.
El.: „så de gik mod solens opgang i forhold til Moabs land“.
„arve dem“, LXX; Vg: „tage deres land i besiddelse“.
„din gud“. Hebr.: ’ælohǣʹkha; gr.: ho theosʹ sou; lat.: deʹus tuʹus; i LXXVg er ’ælohǣʹkha (’ælohīmʹ med pronominalsuffiks) altså opfattet som majestætsflertal og derfor gengivet med ental.
„du arver“, LXX; Vg: „der tilhører dig med rette“.
„arver vi“, LXX; Vg: „falder i vor besiddelse“.
Ordr.: „med tamburiner og med danse“.
„Og hun var hans eneste barn“. Ordr.: „Og kun hun, hun alene (den eneste [fem.])“. Hebr.: weraqʹ hī’ jechīdhahʹ; LXX oversætter jechīdhahʹ med monogenēsʹ, „enestefødte“; Vg: unigeʹnita fiʹlia, „enestefødte datter“. Jf. 1Mo 22:2. Se Lu 8:42, fdn.
„for at begræde“, LXX; „for at svare“, el. „for at tale med“, ved en korrektion af M. Se 5:11, hvor det samme hebr. verbum, tanahʹ, „besynge“, bruges.