Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Apostelgerninger 27:1-44

27  Da det nu var besluttet at vi skulle sejle til Italien,+ overgav man både Paulus og nogle andre fanger til en centurion* ved navn Julius fra Den Kejserlige Hærafdeling.  Efter at vi var gået om bord i en båd fra Adramyt′tium der skulle sejle til steder langs [provinsen] Asiens kyst, sejlede vi ud, og sammen med os var Aristar′kus,+ en makedonier fra Thessalo′nika.  Og den næste dag lagde vi til i Zi′don, og Julius behandlede Paulus humant*+ og tillod ham at gå til sine venner og nyde [deres] omsorg.+  Og da vi lagde ud derfra, sejlede vi ind [i læ] under Cypern, fordi vi havde modvind;  derpå sejlede vi over det åbne hav langs Kili′kien og Pamfy′lien og løb ind til Myra i Ly′kien.  Og dér fandt centurionen en båd* fra Alexandria+ som sejlede til Italien, og han fik os om bord i den.  Efter at vi havde sejlet langsomt i adskillige dage og med besvær var nået ud for Kni′dus, idet vinden ikke lod os komme videre, sejlede vi ind [i læ] under Kreta ved Salmo′ne,  og med besvær passerede vi den langs kysten og kom til et sted som kaldes Gode Havne, i hvis nærhed byen Lasæ′a lå.  Da der var gået en anselig tid og det nu var farligt at sejle fordi endog [forsoningsdags]fasten*+ allerede var ovre, kom Paulus med en henstilling 10  idet han sagde til dem: „Mænd, jeg ser at sejladsen vil være forbundet med skade og stort tab, ikke blot for ladningen og båden, men også for vore sjæle.“*+ 11  Men centurionen stolede mere på kaptajnen og skibets ejer end på det Paulus sagde. 12  Da nu havnen var uegnet til at overvintre i, tilrådede de fleste at man skulle sejle derfra og se om man dog kunne nå til Føniks og overvintre dér, en havn på Kreta som vender mod nordøst og mod sydøst.* 13  Da der desuden blæste en svag sydlig vind, mente de at de så godt som havde nået hvad de havde sat sig for, og de lettede anker og begyndte at sejle tæt forbi langs Kretas kyst. 14  Men ikke længe efter kastede en orkanagtig vind,+ der kaldes Eura′kvilo,* sig over [øen]. 15  Da båden blev revet med og ikke kunne holde stævnen mod vinden, gav vi efter og lod os drive. 16  Vi løb nu ind [i læ] under en lille ø som kaldes Kau′da, og dog kunne vi næsten ikke få jollen+ [ved agterskibet] under kontrol. 17  Og efter at de havde hejset den om bord, begyndte de at bruge hjælpemidler til at undersurre båden med, og af frygt for at løbe på grund i Syrten* firede de sejlene ned og lod sig således drive. 18  Men da vi blev stærkt hærget af stormen, begyndte man den følgende [dag] at lette skibet;+ 19  og den tredje [dag] kastede de med egne hænder bådens takkelage over bord. 20  Da hverken sol eller stjerner havde vist sig i flere dage og en ikke helt lille storm+ var over os, begyndte alt håb om redning for os til sidst at svinde. 21  Da man nu længe havde afholdt sig fra at spise, trådte Paulus frem midt iblandt dem+ og sagde: „Mænd, I burde virkelig have taget imod mit råd og ikke være sejlet ud fra Kreta og have lidt denne skade og dette tab.+ 22  Alligevel henstiller jeg nu til jer at være ved godt mod, for ikke én sjæl* af jer skal gå tabt, kun båden. 23  En engel+ fra den Gud som jeg tilhører og som jeg yder hellig tjeneste,*+ stod nemlig i nat hos mig 24  og sagde: ’Vær ikke bange, Paulus. For kejseren skal du komme til at stå,+ og se, Gud har frit skænket dig alle dem som sejler sammen med dig.’ 25  Vær derfor ved godt mod, mænd, for jeg har den tro til Gud+ at det vil gå nøjagtig som det er blevet sagt mig. 26  Vi skal imidlertid strande på en ø.“+ 27  Det var nu den fjortende nat, og mens vi blev kastet hid og did på Adria[terhavet]* begyndte sømændene ved midnatstid at formode at de var ved at nærme sig noget land. 28  Og de loddede dybden og fandt at den var tyve favne;* og da de var kommet lidt længere frem og igen loddede dybden, fandt de at den var femten favne. 29  Og da de frygtede at vi måske ville strande et eller andet sted på klipperne, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og ønskede at det skulle blive dag. 30  Men da sømændene søgte at slippe væk fra båden og firede jollen ned i søen under foregivende af at ville lægge ankre ud fra forstavnen, 31  sagde Paulus til centurionen og soldaterne: „Hvis ikke disse mænd bliver i båden, kan I ikke blive reddet.“+ 32  Så huggede soldaterne jollens+ reb over og lod den falde ned. 33  Da det nu var ved at blive dag begyndte Paulus at opmuntre alle til at tage sig noget mad, idet han sagde: „I dag er det den fjortende dag I har ventet uafbrudt uden at spise, idet I ikke har taget noget til jer. 34  Jeg opmuntrer jer derfor til at tage jer noget mad, for det er af betydning for jeres redning; for ikke et hovedhår+ skal gå tabt for en eneste af jer.“ 35  Efter at have sagt dette tog han et brød, takkede+ Gud for øjnene af alle og brækkede det i stykker og begyndte at spise. 36  Alle blev da ved godt mod, og de begyndte selv at tage føde til sig. 37  I alt var vi i båden to hundrede og seksoghalvfjerds* sjæle.* 38  Da de havde fået mad og var blevet mætte, gav de sig til at lette båden+ ved at kaste hveden ud i havet. 39  Da det endelig blev dag kunne de ikke genkende landet,+ men de lagde mærke til en bugt med en strand, og dér var de besluttede på at sætte båden på grund, hvis de kunne. 40  Så kappede de ankrene og overlod dem til havet, idet de samtidig løste surringstovene på styreårerne, og efter at have hejst forsejlet for vinden styrede de mod stranden. 41  Da de kom ind på en revle med hav på begge sider, løb de skibet på grund dér, og forstavnen borede sig fast og blev stående urokkelig, men agterstavnen begyndte at blive slået i stykker ved [havets] voldsomhed.+ 42  Så tog soldaterne den beslutning at de ville dræbe fangerne for at ingen skulle svømme bort og undslippe. 43  Men centurionen ønskede at bringe Paulus sikkert frem og hindrede dem i [at udføre] deres beslutning. Og han gav befaling til at de der kunne svømme skulle kaste sig i havet og søge i land først, 44  og de øvrige skulle følge efter, nogle på planker og andre på vragdele fra båden. Og således gik det til at alle kom sikkert i land.+

Fodnoter

„centurion“, en befalingsmand med kommando over 100 soldater.
Ordr.: „menneskekærligt“. Gr.: filanthrō′pōs.
Et kornskib.
El.: [efterårs]fasten“. J22(hebr.): jōm hakkippurīm′, „forsoningsdagen“.
El.: „vort liv“.
Ordr.: „som ser ned langs med sydvestvinden og langs med nordvestvinden“. (At se ned langs med vinden vil sige at se i den retning den blæser.)
„Eurakvilo“. Gr.: Euraky′lōn; lat.: euroa′quilo; en nordøstenvind.
To store, lavvandede bugter, fyldt med drivende sandbanker, på Libyens kyst.
El.: „ét liv“.
„jeg yder hellig tjeneste“. Gr.: latreu′ō; J17(hebr.): ’anī′ ‛ovedh′, „jeg tjener (dyrker, tilbeder)“. Se 2Mo 3:12, fdn.
Omfattede dengang hele det nuværende Adriaterhav, Det Joniske Hav og den del af Middelhavet der ligger mellem Sicilien og Kreta.
„favne“. Gr.: orguias′. En favn regnes som regel lig med 4 alen (ca. 1,8 m).
„to hundrede og seksoghalvfjerds“, אItmssVgSyh,p; A: „to hundrede og femoghalvfjerds“; B: „omkring seksoghalvfjerds“. I WH er det gr. ord ὡς (hōs, „omkring“) markeret foroven med halvklammer, og i margenen står det gr. ord diako′siai, „to hundrede“. Afskriveren bag B har tilsyneladende begået den fejl at tage det sidste bogstav, omega, ῳ (oi), fra det foregående ord, πλοίῳ (ploi′ōi, „båd“), og sat det sammen med det næste bogstav, sigma, ς (s), der står for 200, så det gav ordet ὡς (hōs, „omkring“). Det rigtige tal er derfor 276, ikke 76.
El.: „personer“.