Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Apostelgerninger 26:1-32

26  Agrip′pa+ sagde til Paulus: „Det tillades dig at tale din sag.“ Da slog Paulus ud med hånden+ og begyndte sin forsvarstale:+  „Kong Agrip′pa, jeg regner mig for lykkelig over at det er for dig jeg i dag skal forsvare mig vedrørende alt det som jeg anklages for+ af jøderne,  især fordi du er ekspert med hensyn til alle jødernes skikke+ såvel som deres stridsspørgsmål. Jeg beder dig derfor høre tålmodigt på mig.  Om min livsførelse+ fra ungdommen af, som den formede sig fra begyndelsen blandt folk fra min nation og i Jerusalem, da ved jo alle de jøder  der har kendt mig fra tidligere, fra først af, hvis blot de ville aflægge vidnesbyrd, at jeg har levet som farisæer+ efter vor tilbedelsesforms strengeste sekt.*+  Og dog står jeg nu og skal dømmes for håbet+ om opfyldelsen af det løfte+ som Gud gav vore forfædre,  mens vort tolvstammefolk håber at nå frem til opfyldelsen af det ved intenst at yde ham hellig tjeneste* nat og dag.+ Det er angående dette håb, konge, jeg anklages+ af jøder.  Hvorfor bliver det bedømt som utroligt blandt jer at Gud oprejser døde?+  Jeg for mit vedkommende tænkte virkelig ved mig selv at jeg burde udrette meget imod Jesus Nazaræerens navn; 10  og det gjorde jeg i Jerusalem, og mange af de hellige spærrede jeg inde i fængsler,+ idet jeg havde fået bemyndigelse dertil fra de øverste præster;+ og når de skulle henrettes, afgav jeg min stemme* imod dem. 11  Og i alle synagogerne+ har jeg ved at straffe dem mange gange, prøvet at tvinge dem til at afsværge [deres tro]; og jeg rasede i den grad imod dem at jeg endog forfulgte dem i byer uden for [landet]. 12  Midt i alt dette, mens jeg var på rejse til Damaskus med bemyndigelse og fuldmagt fra de øverste præster,+ 13  så jeg ved middagstid på vejen, konge, et lys fra himmelen, klarere end solens glans, stråle omkring mig og omkring dem som rejste sammen med mig.+ 14  Og da vi alle var faldet til jorden hørte jeg en stemme sige til mig på det hebraiske sprog: ’Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det vil blive hårdt for dig at blive ved med at sparke imod pigkæppens stik.’+ 15  Men jeg sagde: ’Hvem er du, Herre?’ Og Herren sagde: ’Jeg er Jesus, som du forfølger.+ 16  Men rejs dig nu og stå på dine fødder.+ Derfor har jeg nemlig vist mig for dig, for at udvælge dig som tjener og vidne+ om ting du har set og om ting jeg vil lade dig se angående mig, 17  idet jeg udfrier dig fra [dette] folk og fra nationerne, som jeg sender dig til+ 18  for at åbne deres øjne,+ for at vende dem fra mørke+ til lys+ og fra Satans myndighed+ til Gud, for at de kan få tilgivelse for synder+ og en arv+ iblandt dem der er helligede+ ved troen på mig.’ 19  Derfor, kong Agrip′pa, var jeg ikke ulydig mod det himmelske syn,+ 20  men jeg gav mig til at bringe det budskab ud, først til dem i Damaskus,+ og så til dem i Jerusalem,+ og over hele Judæas land, og til folk fra nationerne,+ at de skulle ændre sind og vende sig til Gud ved at gøre gerninger der stemmer med sindsændringen.*+ 21  På grund af disse ting greb jøderne mig i templet og forsøgte at slå mig ihjel.+ 22  Men ved den hjælp+ jeg fik fra Gud har jeg fortsat indtil denne dag med at vidne for både små og store, og jeg siger intet ud over det som både profeterne+ og Moses+ har udtalt skulle ske, 23  at Messias skulle lide,+ og at han som den første til at blive oprejst*+ fra de døde skulle forkynde lys+ både for dette folk og for nationerne.“+ 24  Mens han udtalte dette til sit forsvar, sagde Fe′stus med høj røst: „Du er ved at blive vanvittig,+ Paulus! Den megen lærdom driver dig til vanvid!“ 25  Men Paulus sagde: „Jeg er ikke ved at blive vanvittig, højtærede Fe′stus, men jeg fremsætter udtalelser af sandhed og af et sundt sind. 26  I virkeligheden ved kongen, som jeg frimodigt taler til, god besked om disse ting; jeg er nemlig overbevist om at ikke én af disse ting undgår hans opmærksomhed, for dette er ikke foregået i en afkrog.+ 27  Tror du, kong Agrip′pa, Profeterne? Jeg ved du tror.“+ 28  Men Agrip′pa sagde til Paulus: „På kort tid kunne du overtale mig til at blive en kristen!“* 29  Dertil sagde Paulus: „Jeg ville ønske over for Gud at ikke alene du men også alle de som hører mig i dag, hvad enten det tager kort tid eller lang tid, måtte blive sådan som jeg selv er, bortset fra disse lænker.“ 30  Og kongen rejste sig, og det gjorde landshøvdingen og Bereni′ke og mændene der sad sammen med dem også. 31  Og idet de trak sig tilbage talte de med hinanden og sagde: „Denne mand øver intet som fortjener død eller lænker.“+ 32  Endvidere sagde Agrip′pa til Fe′stus: „Denne mand kunne have været løsladt hvis han ikke havde appelleret+ til kejseren.“*

Fodnoter

„vor tilbedelsesforms (religions) . . . sekt“. Lat.: sec′tam no′strae religio′nis.
Ordr.: „yde hellig tjeneste“, dvs. uden hensynsobjekt. J13-17: „tjene (dyrke, tilbede) Jehova“.
Ordr.: „en lille sten (dvs. til at afgive sin stemme med)“. Gr.: psē′fon. Se Åb 2:17, fdn. til „en lille . . . sten“.
Gr.: metanoi′as.
Ordr.: „den første ud af opstandelsen“.
„en kristen“. Gr.: Christianon′; lat.: Christia′num.
El.: „Cæsar“.