Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Apostelgerninger 25:1-27

25  Da så Fe′stus var tiltrådt+ [som landshøvding over] provinsen,* tog han tre dage senere fra Cæsare′a op til Jerusalem;+  og de øverste præster og jødernes førende mænd indgav anmeldelse+ imod Paulus til ham. Og de begyndte at bønfalde ham  idet de bad om at han, til gunst for dem, men mod [Paulus], ville lade ham hente til Jerusalem; for de var ved at lave et baghold+ for at gøre det af med ham på vejen.  Fe′stus svarede imidlertid at Paulus skulle holdes forvaret i Cæsare′a og at han selv snart ville tage af sted dertil.  „Lad derfor,“ sagde han, „dem iblandt jer som har indflydelse, tage ned sammen med mig og anklage ham,+ hvis der er noget forkert ved manden.“  Da han havde tilbragt højst en otte-ti dage iblandt dem, tog han ned til Cæsare′a, og den næste dag tog han plads på dommersædet+ og befalede at Paulus skulle føres ind.  Da han var kommet, stillede de jøder som var kommet ned fra Jerusalem sig rundt om ham og fremførte mange og alvorlige beskyldninger imod ham,+ [beskyldninger] som de ikke kunne føre bevis for.  Paulus sagde imidlertid til sit forsvar: „Hverken imod jødernes lov eller imod templet+ eller imod kejseren* har jeg begået nogen synd.“+  Fe′stus, som gerne ville indynde sig+ hos jøderne, sagde som svar til Paulus: „Vil du tage op til Jerusalem og lade dig dømme dér af mig vedrørende disse ting?“+ 10  Men Paulus sagde: „Jeg står for kejserens dommersæde;+ det er dér jeg bør dømmes. Jeg har ikke gjort jøderne nogen uret,+ som du også udmærket godt ved. 11  Hvis jeg, på den ene side, virkelig er en forbryder+ og har begået noget der fortjener døden,+ vægrer jeg mig ikke ved at dø; hvis der, på den anden side, intet er om det som disse anklager mig for, kan ingen som en gunstbevisning udlevere mig til dem. Jeg appellerer til kejseren!“+ 12  Da svarede Fe′stus efter at have talt med rådsforsamlingen: „Til kejseren har du appelleret, til kejseren skal du komme.“ 13  Da der nu var gået nogle dage, kom kong Agrip′pa* og Bereni′ke* ned til Cæsare′a på høflighedsbesøg hos Fe′stus. 14  Mens de tilbragte nogle dage dér, forelagde Fe′stus Paulus’ sag for kongen idet han sagde: „En mand er af Felix efterladt her som fange, 15  og da jeg var i Jerusalem indgav de øverste præster og jødernes ældste* anmeldelse+ imod ham, idet de bad om at få ham dømt skyldig. 16  Men jeg svarede dem at det ikke er romersk skik som en gunstbevisning at udlevere noget menneske før den anklagede har stået ansigt til ansigt med sine anklagere+ og haft lejlighed til at forsvare sig imod sigtelsen. 17  Da de så var kommet sammen her, tøvede jeg ikke men satte mig den følgende dag på dommersædet og befalede at manden skulle føres ind. 18  Da anklagerne trådte frem, fremførte de ikke nogen beskyldning+ imod ham for de onde gerninger jeg havde formodet. 19  De havde blot nogle stridigheder med ham om deres egen gudsdyrkelse*+ og om en vis Jesus som var død men som Paulus blev ved med at hævde var i live.+ 20  Da jeg var i vildrede med hensyn til diskussionen om disse emner, gik jeg over til at spørge om han var villig til at tage til Jerusalem og blive dømt dér vedrørende disse sager.+ 21  Men da Paulus ved appel+ krævede at blive holdt i forvaring indtil den kejserlige majestæts* domsafsigelse, befalede jeg at han skulle holdes forvaret indtil jeg kunne sende ham til kejseren.“ 22  Da [sagde] Agrip′pa til Fe′stus: „Jeg ville også selv gerne høre manden.“+ „I morgen,“ sagde han, „skal du høre ham.“ 23  Den næste dag kom Agrip′pa og Bereni′ke så med pomp og pragt+ og gik ind i audienssalen sammen med såvel militærtribuner* som fremtrædende mænd fra byen, og da Fe′stus gav befaling, blev Paulus ført ind. 24  Og Fe′stus sagde: „Kong Agrip′pa og alle I mænd som er til stede her sammen med os, I ser nu denne mand om hvem hele jødernes mængde har henvendt sig til mig, både i Jerusalem og her, og råbt at han ikke burde leve mere.+ 25  Men jeg forstod at han ikke havde begået noget som fortjente døden.+ Da så denne [mand] selv appellerede+ til den kejserlige majestæt, besluttede jeg at sende ham af sted. 26  Men jeg har ikke noget sikkert at skrive om ham til [min] herre.* Derfor har jeg ført ham frem for jer, og især for dig, kong Agrip′pa, for at jeg, efter at forhøret har fundet sted,+ kan have noget at skrive. 27  For det forekommer mig meningsløst at sende en fange af sted uden også at angive beskyldningerne imod ham.“

Fodnoter

Dvs. Judæa med Cæsarea som landshøvdingens residensby.
El.: „Cæsar“.
Dvs. Herodes Agrippa II.
Herodes Agrippa II’s søster, der levede i blodskam med ham.
El.: „ældre mænd“. Gr.: presby′teroi.
„gudsdyrkelse“. Ordr.: „dæmonfrygt“. Gr.: deisidaimoni′as; lat.: superstitio′ne; J17,18: „tjeneste for (dyrkelse af) deres Gud“. Se 17:22, fdn.
„den kejserlige majestæts“. El.: „Hans Majestæts“, „Augustus’“. Gr.: Sebastou′; lat.: Augu′sti. En titel eller et hædersnavn for kejser Nero, den fjerde i rækken efter Octavian, der som den første blev kaldt således.
El.: „til Herren“.