Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Apostelgerninger 13:1-52

13  Nu var der i den lokale menighed i Antio′chia profeter+ og lærere, Bar′nabas såvel som Si′meon, der blev kaldt Ni′ger, og Lu′kius+ fra Kyre′ne, og Ma′naen, der var opdraget sammen med landsdelsherskeren* Herodes, og Saulus.  Mens de offentligt tjente+ Jehova* og fastede, sagde den hellige ånd: „Udtag nu Bar′nabas og Saulus+ til mig til den gerning jeg har kaldet dem til.“  Så fastede de og bad og lagde hænderne+ på dem og sendte dem af sted.  Derfor tog disse mænd, som var udsendt af den hellige ånd, ned til Seleu′kia, og derfra sejlede de til Cypern.  Og da de kom til Sa′lamis begyndte de at forkynde Guds ord i jødernes synagoger. De havde også Johannes+ med som tjener.  Da de havde gennemgået hele øen lige til Pa′fos, traf de en mand, en troldmand og falsk profet,+ en jøde hvis navn var Bar-Jesus,  og han var hos prokonsulen* Ser′gius Paulus, en forstandig mand. Denne mand tilkaldte Bar′nabas og Saulus og søgte ivrigt at høre Guds ord.  Men E′lymas, troldmanden (det er nemlig den måde hans navn oversættes på), begyndte at modstå dem,+ idet han søgte at vende prokonsulen bort fra troen.  Saulus, som også hedder Paulus,* blev fyldt med hellig ånd, så fast på ham 10  og sagde: „Åh, du som er fuld af al mulig svig og enhver slags nedrighed, du Djævelens søn,+ fjende af al retfærdighed, vil du ikke holde op med at fordreje Jehovas* lige veje? 11  Men nu, se! Jehovas* hånd er over dig, og du skal blive blind og ikke se sollyset for en tid.“ Øjeblikkelig faldt tæt tåge og mørke over ham, og han gik rundt og søgte nogen der kunne lede ham ved hånden.+ 12  Prokonsulen,+ som havde set hvad der var sket, fik nu tro, idet han var helt forbløffet over Jehovas* lære. 13  Paulus og de der var med ham sejlede så ud fra Pa′fos og kom til Per′ge i Pamfy′lien.+ Men Johannes+ forlod dem og vendte tilbage til Jerusalem.+ 14  De fortsatte imidlertid fra Per′ge og kom til Antio′chia i Pisi′dien, og de gik ind i synagogen+ på sabbatsdagen og satte sig. 15  Efter oplæsningen af Loven+ og Profeterne sendte synagogeforstanderne+ bud til dem og sagde: „Mænd, brødre, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig det.“ 16  Da rejste Paulus sig, og idet han gjorde tegn med hånden+ sagde han: „Mænd, israelitter og I [andre] der frygter Gud, hør!+ 17  Det var dette folks, Israels, Gud som udvalgte vore forfædre, og han ophøjede folket i deres udlændighed i Ægyptens land og førte dem ud af det med opløftet arm.+ 18  Og i en periode på omkring fyrre år+ tålte han deres adfærd i ørkenen. 19  Efter at have udryddet syv nationer i Ka′na’ans land fordelte han deres land ved lodkastning:+ 20  alt det i løbet af omkring fire hundrede og halvtreds år. Og efter dette* gav han dem dommere indtil profeten Samuel.+ 21  Men fra da af krævede de en konge,+ og Gud gav dem Saul, Kisj’ søn, en mand af Benjamins stamme,+ i fyrre år. 22  Og efter at have fjernet ham+ oprejste han David for dem som konge,+ om hvem han vidnede og sagde: ’Jeg har fundet David, I′sajs søn,+ en mand efter mit hjerte,+ som vil gøre alt det jeg ønsker.’+ 23  Af dennes afkom+ har Gud i overensstemmelse med sit løfte bragt Israel en frelser,+ Jesus, 24  efter at Johannes,+ forud for dennes fremtræden,+ offentligt for hele Israels folk havde forkyndt dåb der [som symbol] betegner sindsændring. 25  Men da Johannes var ved at fuldføre sit løb, sagde han: ’Hvad I anser mig for at være, er jeg ikke.* Men se, efter mig kommer der en hvis sandaler jeg ikke er værdig til at løse.’+ 26  Mænd, brødre, sønner af Abrahams slægt, og de [andre] iblandt jer som frygter Gud: til os er ordet om denne frelse sendt.+ 27  Jerusalems indbyggere og deres ledere kendte ham nemlig ikke,+ men de optrådte som dommere og opfyldte dermed profeternes udsagn,+ der læses op hver sabbat, 28  og skønt de ikke fandt nogen dødsskyld,+ krævede de af Pila′tus at han blev henrettet.+ 29  Da de nu havde fuldbyrdet alt det der var skrevet om ham,+ tog de ham ned af pælen*+ og lagde ham i en mindegrav.+ 30  Men Gud oprejste ham fra de døde;+ 31  og i mange dage viste han sig for dem som var kommet op til Jerusalem sammen med ham fra Galilæ′a og som nu er hans vidner over for folket.+ 32  Og vi forkynder jer således den gode nyhed om det løfte der blev givet forfædrene,+ 33  at Gud helt har opfyldt det for os, deres* børn, idet han har oprejst Jesus;+ som der også står skrevet i den anden salme: ’Du er min søn, jeg er i dag blevet din Fader.’+ 34  Og det at han oprejste ham fra de døde, så han ikke mere skulle vende tilbage til forrådnelse, har han sagt på denne måde: ’Jeg vil give jer de pålidelige beviser på loyal hengivenhed mod David.’+ 35  Derfor siger han også i en anden salme: ’Du vil ikke tillade at din loyale ser forrådnelse.’+ 36  For David+ tjente jo Guds udtrykkelige vilje i sin egen generation og sov ind [i døden] og blev lagt hos sine forfædre og så forrådnelse.+ 37  Men den som Gud oprejste så ikke forrådnelse.+ 38  Lad det derfor blive kendt for jer, brødre, at der nu gennem ham bliver forkyndt jer tilgivelse af synder,+ 39  og at alt det som I ikke ved hjælp af Moseloven kunne blive erklæret skyldfri for,+ det bliver enhver som tror erklæret skyldfri for ved hjælp af ham.+ 40  Se derfor til at det der er sagt hos Profeterne ikke kommer over jer: 41  ’I skal se det, I foragtere, og undre jer og forsvinde, for jeg øver en gerning i jeres dage, en gerning som I slet ikke vil tro, selv om nogen fortæller jer derom i detaljer.’“+ 42  Da de nu gik ud anmodede man indtrængende om at der måtte blive talt til dem om disse emner den følgende sabbat.+ 43  Efter at synagogeforsamlingen var opløst, fulgte mange af jøderne og af proselytterne som dyrkede [Gud],* med Paulus og Bar′nabas,+ der talte til dem og begyndte at anspore+ dem til at blive i Guds ufortjente godhed.+ 44  Næste sabbat samledes næsten hele byen for at høre Jehovas* ord.+ 45  Da jøderne fik øje på folkeskarerne, fyldtes de af skinsyge+ og begyndte bespotteligt at modsige det som Paulus sagde.+ 46  Og så sagde Paulus og Bar′nabas, idet de talte med frimodighed: „Det var nødvendigt at Guds ord først blev fremholdt for jer.+ Siden I skubber det fra jer+ og dømmer jer selv uværdige til evigt liv, se, så vender vi os til nationerne.+ 47  Jehova* har nemlig givet os denne befaling: ’Jeg har sat dig til lys for nationer,+ for at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.’“*+ 48  Da de der var fra nationerne hørte dette, begyndte de at fryde sig og at herliggøre Jehovas* ord,+ og de fik tro, alle som var ret indstillet til evigt liv.+ 49  Og Jehovas* ord blev fortsat bragt ud over hele landet.+ 50  Men jøderne+ ophidsede de agtede kvinder som dyrkede [Gud],* og byens førende mænd, og de rejste en forfølgelse+ mod Paulus og Bar′nabas og jog dem uden for deres grænser. 51  Disse rystede støvet af fødderne imod dem+ og tog til Iko′nium. 52  Og disciplene var fortsat fyldt med glæde+ og hellig ånd.

Fodnoter

Ordr.: „tetrarken (fjerdingsfyrsten)“, en vasalfyrste underlagt den romerske kejser.
Se Till. 1D.
Øverste lokale leder af en provins der var underlagt det romerske senat.
Betyder måske „lille“. Gr.: Pau′los.
Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
„i løbet af omkring fire hundrede og halvtreds år. Og efter dette“, P74אABCVg.
El.: „Hvad anser I mig for at være? Det er jeg ikke.“
El.: „træet“. Se Till. 5C.
„for os, deres“, Syp; P74אABC*DVg: „for vore“.
„som dyrkede (frygtede) Gud“, Syp; J18: „som frygtede Jehova“.
„Jehovas“, J17,22; P74אABc(gr.): tou kyri′ou; B*CSyh,p: „Guds“. Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
„fjerneste egne“. El.: „yderste ende“. Gr.: escha′tou. Se 1:8, fdn. til „fjerneste egne“.
„Jehovas“, J7,8,10,13,15-17,22,23; P45,74אAC(gr.): tou kyri′ou; BD: „Guds“. Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
„som dyrkede (frygtede) Gud“, Syp; J7,8,10,18: „som frygtede Jehova“.