Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Mattæus 27:1-66

27  Da det var blevet morgen lagde alle de øverste præster og folkets ældste råd op mod Jesus for at bringe død over ham.+  Og efter at de havde bundet ham, førte de ham af sted og overgav ham til landshøvdingen Pila′tus.+  Da Judas, som havde forrådt ham, så at han var blevet dømt skyldig, fortrød han og leverede de tredive+ sølvstykker tilbage til de øverste præster og de ældste  idet han sagde: „Jeg syndede da jeg forrådte retfærdigt blod.“+ De sagde: „Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag!“+  Så kastede han sølvstykkerne ind i templet* og fjernede sig og gik hen og hængte sig.+  Men de øverste præster tog sølvstykkerne og sagde: „Det er ikke tilladt at lægge dem i tempelkassen, da det er betaling for blod.“  Efter at have holdt råd købte de pottemagermarken for dem til begravelsesplads for de fremmede.  Derfor er den mark blevet kaldt „Blodmarken“+ indtil den dag i dag.  Da blev dét opfyldt som var udtalt gennem profeten Jeremias,* der sagde: „Og de tog* de tredive sølvstykker,+ prisen for den der var blevet sat en pris på, ham som nogle af Israels sønner havde sat en pris på, 10  og de gav* dem for pottemagermarken,+ i overensstemmelse med det Jehova* havde befalet mig.“ 11  Jesus stod nu foran landshøvdingen; og landshøvdingen stillede ham spørgsmålet: „Er du jødernes konge?“+ Jesus svarede: „Du siger [det] selv.“+ 12  Men da han blev anklaget+ af de øverste præster og de ældste, gav han intet svar.+ 13  Så sagde Pila′tus til ham: „Hører du ikke hvor mange ting de fremfører som vidnesbyrd imod dig?“+ 14  Men han svarede ham ikke, nej, ikke et ord, så landshøvdingen undrede sig meget.+ 15  Nu plejede landshøvdingen ved hver højtid at give folkemængden en fange fri, den de ønskede.+ 16  Netop på den tid havde man en berygtet fange som hed Bar′abbas.+ 17  Da de var samlet sagde Pila′tus derfor til dem: „Hvem vil I have at jeg skal frigive jer, Bar′abbas eller Jesus, ham der kaldes Kristus?“+ 18  Han var nemlig klar over at det var af misundelse+ de havde udleveret ham.+ 19  Dertil kom at mens han sad på dommersædet sendte hans hustru bud ud til ham og sagde: „Hav intet med denne retfærdige+ mand at gøre,* for jeg har lidt meget i dag i en drøm+ på grund af ham.“ 20  Men de øverste præster og de ældste overtalte folkeskarerne til at bede om Bar′abbas+ og at få Jesus ryddet af vejen. 21  Og nu reagerede landshøvdingen ved at sige til dem: „Hvem af de to vil I have at jeg skal frigive jer?“ De sagde: „Bar′abbas.“+ 22  Pila′tus sagde til dem: „Hvad skal jeg så gøre med Jesus, ham der kaldes Kristus?“ De sagde alle: „Lad ham blive pælfæstet!“*+ 23  Han sagde: „Jamen hvad ondt har han da begået?“ Men de råbte blot endnu højere: „Lad ham blive pælfæstet!“+ 24  Da Pila′tus så at intet hjalp, men at der snarere var ved at blive optøjer, tog han vand+ og vaskede sine hænder i folkemængdens påsyn idet han sagde: „Jeg er uskyldig i dennes blod.* Det bliver jeres sag.“ 25  Dertil sagde hele folket som svar: „Hans blod komme over os og over vore børn.“+ 26  Så gav han dem Bar′abbas fri, men han lod Jesus piske+ og overgav ham til at blive pælfæstet.+ 27  Så tog landshøvdingens soldater Jesus ind i paladset og samlede hele hærafdelingen om ham.+ 28  Og efter at have klædt ham af lagde de en skarlagenrød kappe omkring ham,+ 29  og de flettede en krone af tornegrene og anbragte den på hans hoved og [gav ham] en rørkæp i hans højre hånd. Og de knælede foran ham og gjorde nar+ af ham idet de sagde: „Vær hilset, jødernes konge!“+ 30  Og de spyttede+ på ham og tog rørkæppen og begyndte at slå ham i hovedet. 31  Til sidst, da de havde gjort nar+ af ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne yderklæder på og førte ham af sted til pælfæstelsen.+ 32  Mens de var på vej derud traf de en mand fra Kyre′ne ved navn Simon.+ Denne mand pålagde de som tvungen tjeneste at bære hans marterpæl. 33  Og da de kom til et sted som kaldes Gol′gata,*+ det vil sige Hovedskalsted,* 34  gav de ham vin blandet med galde+ at drikke; men efter at have smagt det ville han ikke drikke det.+ 35  Da de havde pælfæstet+ ham, delte de hans yderklæder+ ved at kaste lod,+ 36  og de sad dér og holdt vagt over ham. 37  Desuden anbragte de over hans hoved beskyldningen mod ham, skrevet [således]: „Dette er Jesus, jødernes konge.“+ 38  Så blev to røvere pælfæstet sammen med ham, én ved hans højre side og én ved hans venstre side.+ 39  Og de forbipasserende begyndte at spotte+ ham, idet de rystede på hovedet+ 40  og sagde: „Du som ville rive templet ned+ og bygge det op på tre dage, frels dig selv! Hvis du er søn af Gud, så stig ned fra marterpælen!“+ 41  På lignende måde begyndte også de øverste præster sammen med de skriftlærde og de ældste at gøre nar og sige:+ 42  „Andre har han frelst; sig selv kan han ikke frelse! Han er Israels konge;+ lad ham nu stige ned fra marterpælen, og vi vil tro på ham.+ 43  Han har sat sin lid til Gud; lad Ham nu befri+ ham hvis Han vil have ham; han har jo sagt: ’Jeg er Guds søn.’“+ 44  På samme måde begyndte endog røverne der var pælfæstet sammen med ham at skælde ham ud.+ 45  Fra den sjette time* blev der mørke+ over hele landet indtil den niende time.*+ 46  Ved den niende time råbte Jesus med høj røst og sagde: „Eli′, Eli′, lama′ sabachtha′ni?“* det vil sige: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“+ 47  Nogle af dem der stod der, sagde da de hørte dette: „Denne mand kalder på Elias.“+ 48  Og straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med sur+ vin og satte den på en rørkæp og lod ham drikke.+ 49  Men de andre sagde: „Lad [ham] være! Lad os se om Elias kommer for at redde ham.“+ [[En anden tog et spyd og stak ham i siden, og der kom blod og vand ud.]]*+ 50  Jesus råbte igen med høj røst, og opgav ånden.*+ 51  Og se! forhænget+ i helligdommen blev flænget i to dele, fra øverst til nederst,+ og jorden skælvede og klipperne revnede.+ 52  Og mindegravene åbnedes og mange af de hensovede helliges legemer blev oprejst, 53  (og folk* der kom ud fra mindegravene efter at han var blevet oprejst, gik ind i den hellige by,)+ og de blev synlige for mange mennesker. 54  Men da centurionen* og de der sammen med ham holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og de ting der skete, blev de meget bange og sagde: „Dette var virkelig Guds søn.“*+ 55  Der var også mange kvinder dér, som så til på afstand;+ de havde ledsaget Jesus fra Galilæ′a for at sørge for ham;+ 56  blandt dem var Maria Magdalene, og Maria, moderen til Jakob og Joses,* og desuden moderen til Zebedæ′us’ sønner.+ 57  Da det nu var sent på eftermiddagen kom en rig mand fra Arimatæ′a ved navn Josef, som også selv var blevet discipel af Jesus.+ 58  Denne mand gik til Pila′tus og bad om at få Jesu legeme.+ Så befalede Pila′tus at det skulle udleveres.+ 59  Og Josef tog legemet, svøbte det ind i rent, fint linned+ 60  og lagde det i sin nye mindegrav,+ som han havde hugget ud i klippen. Og efter at have rullet en stor sten for indgangen til mindegraven gik han.+ 61  Men Maria Magdalene og den anden Maria blev der og sad foran gravstedet.+ 62  Den næste dag, som var efter beredelsesdagen,+ samledes de øverste præster og farisæerne hos Pila′tus 63  og sagde: „Herre, vi er kommet i tanker om at denne bedrager, da han endnu levede, sagde: ’Om tre dage+ vil jeg blive oprejst.’ 64  Befal derfor at gravstedet skal sikres indtil den tredje dag, for at hans disciple ikke skal komme og stjæle+ ham og sige til folket: ’Han er blevet oprejst fra de døde!’ og dette sidste bedrag blive værre end det første.“ 65  Pila′tus sagde til dem: „I har vagtmandskab.+ Gå hen og lad [stedet] sikre så godt som I kan.“ 66  De gik så hen og sikrede gravstedet med vagtmandskabet efter at have forseglet stenen.+

Fodnoter

El.: „den guddommelige bolig“. Se 26:61, fdn.
„Jeremias“, אAB; Syh(margen): „Zakarias“; mangler i Syp,s.
„de tog“, AB; אSyh,p,s: „jeg tog“.
„de gav“, AcB*CItVg; אBcWSyh,p,s: „jeg gav“.
Se Till. 1D.
Se Till. 7B.
Se Till. 5C.
El.: „i dette blod“.
„Golgata“. Gr.: Golgotha′; lat.: Gol′gotha; J17,18(hebr.): Gålgålta’′.
„Hovedskalsted“. Gr.: Krani′ou To′pos; lat.: Calva′riae lo′cus; J17(hebr.): meqōm′ Gulgo′læth.
„sjette time“, dvs. ca. kl. 12.
„niende time“, dvs. ca. kl. 15.
„Eli′, Eli′, lama′ sabachtha′ni?“ Jf. Sl 22:1, fdn. til „Min Gud, . . . forladt mig?“.
„En anden . . . vand ud“, אBC; mangler i ADWItVgSyh,p,sArm.
El.: „holdt op med at ånde“. Ordr. som i teksten. Gr.: afē′ken to pneu′ma.
Ordr.: „de“, som dog ikke viser tilbage til „legemer“.
Dvs. en romersk befalingsmand med kommando over 100 soldater. Jf. 8:5, fdn.
El.: „en søn af Gud“, „en søn af en gud“.
„Joses“, ABCDcSyh,p; אD*WVgSys: „Josef“.