Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

5 Mosebog 9:1-29

9  Hør, Israel, du går i dag over Jordan+ for at gå ind og drive nationer der er større og mægtigere end du, bort,+ [og indtage] byer der er store og befæstede til himmelen,+  et stort folk, og høje er de, anakitternes sønner,+ som du selv kender og om hvem du har hørt sige: ’Hvem kan holde stand over for A′naks sønner?’  Og du ved i dag at Jehova din Gud går over foran dig.+ En fortærende ild er han.+ Han vil tilintetgøre+ dem, og han vil underkue dem foran dig; og du skal drive dem bort og udrydde dem i hast, sådan som Jehova har lovet dig.+  Sig ikke i dit hjerte, når Jehova din Gud støder dem bort foran dig: ’Det er for min egen retfærdigheds skyld at Jehova har ladet mig gå ind for at tage dette land i besiddelse,’+ men det er for disse nationers ugudeligheds skyld at Jehova driver dem bort foran dig.+  Det er ikke for din retfærdigheds+ skyld eller for dit retskafne hjertes+ skyld at du går ind for at tage deres land i besiddelse; nej, det er for disse nationers ugudeligheds skyld at Jehova din Gud driver dem bort foran dig,+ og for at holde det ord som Jehova tilsvor dine forfædre, Abraham,+ Isak+ og Jakob.+  Og du skal vide at det ikke er for din retfærdigheds skyld at Jehova din Gud giver dig dette gode land at tage i besiddelse; for du er et stivnakket folk.+  Husk: Glem ikke hvordan du vakte Jehova din Guds harme i ørkenen.+ Fra den dag da du gik ud af Ægyptens land, til I kom til dette sted, har I vist jer opsætsige over for Jehova.+  Selv ved Ho′reb vakte I Jehovas harme, så Jehova vrededes på jer og ville tilintetgøre jer.+  Da jeg gik op på bjerget for at modtage stentavlerne,+ tavlerne med den pagt som Jehova havde sluttet med jer,+ og jeg blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter,+ (jeg hverken spiste brød eller drak vand,) 10  gav Jehova mig de to stentavler beskrevet med Guds finger;+ og på dem stod alle de ord* som Jehova havde talt til jer på bjerget ud fra ilden den dag I var forsamlet.*+ 11  Og efter de fyrre dages og de fyrre nætters forløb gav Jehova mig så de to stentavler, pagtstavlerne;+ 12  og Jehova sagde derpå til mig: ’Bryd op, gå hurtigt ned herfra, for dit folk som du førte ud af Ægypten har handlet ødelæggende.+ De har hastigt vendt sig bort fra den vej som jeg gav dem påbud om at følge. De har lavet sig et støbt billede.’+ 13  Og Jehova sagde videre til mig: ’Jeg har iagttaget dette folk, og se, det er et stivnakket folk.+ 14  Lad mig være, så jeg kan tilintetgøre+ dem og udslette deres navn under himmelen,+ og lad mig gøre dig til en nation, mægtigere og talrigere end de.’+ 15  Så vendte jeg mig og gik ned fra bjerget, mens bjerget brændte med ild;+ og pagtens to tavler havde jeg i begge hænder.+ 16  Da så jeg, og se, I havde syndet mod Jehova jeres Gud! I havde lavet jer en støbt kalv.+ I havde hastigt vendt jer bort fra den vej som Jehova havde påbudt jer at følge.+ 17  Så greb jeg fat om de to tavler og kastede dem fra mig med begge hænder og knuste dem for øjnene af jer.+ 18  Og jeg kastede mig ned for Jehova i fyrre dage og fyrre nætter som forrige gang. Jeg spiste ikke brød og drak ikke vand,+ på grund af hele den synd som I havde begået ved at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne, og således krænket ham.+ 19  Jeg gruede nemlig for den vrede og forbitrelse hvormed Jehova harmedes på jer, så han ville tilintetgøre jer.+ Imidlertid hørte Jehova på mig også denne gang.+ 20  Selv Aron vrededes Jehova så meget på at han ville tilintetgøre ham;+ men jeg bad+ også for Aron på det tidspunkt. 21  Og jeres syndige værk som I havde lavet, kalven,+ tog jeg, og jeg brændte den i ild og knuste den, idet jeg malede den grundigt til den var blevet som fint støv, hvorpå jeg kastede støvet i regnfloden der løb ned ad bjerget.+ 22  Også ved Tabe′ra+ og ved Mas′sa+ og ved Kib′rot-Hatta′ava+ vakte I Jehovas harme.+ 23  Og da Jehova sendte jer fra Ka′desj-Barne′a,+ idet han sagde: ’Drag op og tag det land i besiddelse som jeg vil give jer!’ satte I jer op imod Jehova jeres Guds befaling,+ og I troede ikke+ på ham og adlød ikke hans røst.+ 24  I har sat jer op imod Jehova+ så længe jeg har kendt jer. 25  Så jeg kastede mig ned for Jehova i fyrre dage og fyrre nætter;+ for jeg kastede mig således ned fordi Jehova sagde* at han ville tilintetgøre jer.+ 26  Og jeg bad+ til Jehova og sagde: ’Suveræne Herre Jehova,* ødelæg ikke dit folk, ja din personlige ejendom,*+ som du i din storhed løskøbte, som du førte ud af Ægypten+ med stærk hånd.+ 27  Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Jakob.+ Vend ikke dit ansigt mod dette folks hårdhed og dets ugudelighed og dets synd,+ 28  at ikke det land*+ som du førte os ud af, skal sige: „Fordi Jehova ikke formåede at føre dem til det land han havde lovet dem, og fordi han hadede dem, førte han dem ud for at lade dem dø i ørkenen.“+ 29  De er dog dit folk og din personlige ejendom+ som du har ført ud ved din store kraft og din udrakte arm.’+

Fodnoter

If. LXXSyVg; MSam: „og på dem [var de samme] som alle de ord“.
„den dag I var forsamlet“. Ordr.: „på forsamlingens dag“. Hebr.: bejōm′ haqqahal′; gr.: hēme′rai ekklēsi′as. Se 4:10, fdn. til „Horeb“.
El.: „tænkte på“.
„Suveræne Herre Jehova“. Hebr.: ’Adhonaj′ Jehwih′. Se Till. 1E.
El.: „din arv“.
„det land“, sing., men med verbet „skal sige“ i plur. på hebr.; SamLXXSyVg: „indbyggerne i det land“.