Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

5 Mosebog 31:1-30

31  Så gik Moses hen og overbragte disse ord til hele Israel  og sagde til dem: „Et hundrede og tyve år gammel er jeg i dag.+ Jeg vil ikke længere få lov til at gå ud og ind,+ da Jehova har sagt til mig: ’Du vil ikke komme til at gå over Jordan dér.’+  Det er Jehova* din Gud der går over foran dig.+ Han selv vil tilintetgøre disse nationer foran dig, og du skal drive dem bort.+ Det er Josua* der kommer til at gå over i spidsen for dig,+ sådan som Jehova har sagt.  Og Jehova skal gøre ved dem som han gjorde ved amoritternes konger, Si′hon+ og Og,+ og ved deres land, da han tilintetgjorde dem.+  Og Jehova har overgivet dem til jer,+ og I skal handle med dem i overensstemmelse med hele det bud som jeg har pålagt jer.+  Vær modige og stærke.+ Vær ikke bange og bliv ikke opskræmte på grund af dem,+ for Jehova din Gud drager selv med dig. Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.“+  Så tilkaldte Moses Josua og sagde til ham for øjnene af hele Israel: „Vær modig og stærk,+ for du skal føre* dette folk ind i det land som Jehova svor over for deres forfædre at ville give dem, og du skal give dem det i arv.+  Og det er Jehova der går foran dig. Han vil blive hos dig.+ Han vil ikke slippe dig eller forlade dig. Vær ikke bange og vær ikke skrækslagen.“+  Så nedskrev Moses denne lov+ og gav den til præsterne, Le′vis sønner,+ dem som bar Jehovas pagts ark,+ og til alle Israels ældste. 10  Og Moses gav dem følgende påbud idet han sagde: „Efter hvert syvende år, til den fastsatte tid for eftergivelsesåret,+ ved løvhyttefesten,+ 11  når hele Israel kommer for at se* Jehova din Guds ansigt+ på det sted han udvælger,+ skal du oplæse denne lov for hele Israel, i dets påhør.*+ 12  Kald folket sammen,+ mændene og kvinderne og småbørnene og den fastboende udlænding hos dig, som er inden for dine porte, for at de kan høre og for at de kan lære,+ og således frygte Jehova jeres Gud+ og tage vare på at følge alle denne lovs ord. 13  Og deres sønner som ikke kender [den] skal høre efter,+ og de skal lære at frygte Jehova jeres Gud alle de dage I lever på den jord som I går over Jordan for at tage i besiddelse.“+ 14  Derpå sagde Jehova til Moses: „Se! De dage er kommet nær da du skal dø.+ Kald på Josua og stil jer op ved mødeteltet så jeg kan overdrage ham hvervet.“+ Da gik Moses og Josua hen og stillede sig op ved mødeteltet,+ 15  hvorpå Jehova kom til syne ved teltet i en skysøjle, og skysøjlen blev stående ved indgangen til teltet.+ 16  Da sagde Jehova til Moses: „Se! Du lægger dig til hvile hos dine fædre,+ og dette folk vil rejse sig+ og bedrive utugt med fremmede guder i det land som de drager ind i,+ i deres egen midte, og de vil forlade mig+ og bryde min pagt som jeg har sluttet med dem.+ 17  Da skal min vrede blusse op imod dem på den dag,+ og jeg vil forlade dem+ og skjule mit ansigt for dem,+ og de skal blive fortæret, og mange ulykker og trængsler skal komme over dem,+ og de skal sige på den dag: ’Er det ikke fordi vor Gud ikke er i vor midte* at disse ulykker er kommet over os?’*+ 18  Jeg selv vil ubetinget skjule mit ansigt på den dag på grund af alt det onde de har gjort, for de har vendt sig til andre guder.+ 19  Men skriv I nu denne sang+ ned og lær Israels sønner den.+ Læg den i deres mund, så denne sang kan være mit vidne mod Israels sønner.+ 20  For jeg vil føre dem til den jord som jeg har tilsvoret* deres forfædre+ [og] som flyder med mælk og honning,+ og de skal spise+ og blive mætte og blive fede+ og vende sig til andre guder,+ og de skal dyrke dem og handle respektløst over for mig og bryde min pagt.+ 21  Og når der så kommer mange ulykker og trængsler over dem,+ skal denne sang afgive vidnesbyrd over for dem — som vidne; for den skal ikke glemmes [og forsvinde] fra deres afkoms mund; jeg kender jo den tilbøjelighed+ som de er i færd med at udvikle i dag, før jeg fører dem ind i det land jeg har tilsvoret [dem].“* 22  Så nedskrev Moses på den dag denne sang, så han kunne lære Israels sønner den.+ 23  Derpå overdrog han Josua, Nuns søn, hvervet+ og sagde: „Vær modig og stærk,+ for det er dig der skal føre Israels sønner ind i det land som jeg har tilsvoret dem,+ og jeg selv vil være med dig.“ 24  Og så snart Moses var færdig med at skrive denne lovs ord i en bog, helt til deres slutning,+ 25  gav Moses levitterne, som bar Jehovas pagts ark,+ følgende påbud idet han sagde: 26  „Tag* denne lovbog+ og læg den ved siden af Jehova* jeres Guds pagts ark.+ Så skal den tjene som et vidne mod dig dér.+ 27  Jeg kender jo selv jeres opsætsighed+ og stivnakkethed.+ Hvis I har været opsætsige mod Jehova* endnu mens jeg er i live og er hos jer i dag,+ hvor meget mere da ikke efter min død! 28  Lad alle jeres stammeældste og jeres forstandere+ kalde sammen hos mig, og lad mig fremføre disse ord i deres påhør og tage himmelen og jorden til vidne mod dem.+ 29  Jeg ved jo at I efter min død helt sikkert vil handle ødelæggende+ og at I vil vende jer bort fra den vej jeg har givet jer påbud om; og ulykken+ skal ramme jer i de sidste dage, fordi I vil gøre hvad der er ondt i Jehovas* øjne, så I krænker ham med jeres hænders værk.“+ 30  Så fremførte Moses i påhør af hele Israels menighed* denne sangs ord, helt til deres slutning:+

Fodnoter

Se Till. 1C, § 1.
„Josua“. Hebr.: Jehōsju′a‛, „Jehosjua“; gr.: ’Ιησος (Jesus); syr.: Jesjua‛; lat.: Io′sue.
„du skal føre“, SamSyVg og 5 hebr. mss.; M: „du skal gå med“; LXX: „du skal gå foran“. Jf. v. 23.
„for at se“, ved en ændring af vokalisationen i M; LXXSyVg: „for at vise sig for“. Jf. 16:16.
Ordr.: „i deres ører“.
Ordr.: „min Gud . . . min midte“, MSam.
Ordr.: „mig“, MSam.
El.: „som jeg med ed har lovet“.
„jeg har tilsvoret“, M; LXXSy: „jeg har tilsvoret deres forfædre“; Sam: „jeg har tilsvoret hans forfædre“; Vg: „jeg har lovet ham“.
„Tag“. Verbalformen på hebr. er en infinitivus absolutus der er brugt som bydemåde.
Se Till. 1C, § 1.
Se Till. 1C, § 1.
Se Till. 1C, § 1.
„hele . . . menighed“. Hebr.: kål-qehal′; gr.: pa′sēs ekklēsi′as.