Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

5 Mosebog 1:1-46

1  Dette er de ord* som Moses overbragte hele Israel i egnen ved Jordan,+ i ørkenen, på ørkensletterne* over for Suf,* mellem Pa′ran+ og To′fel, La′ban, Ha′zerot+ og Di-Za′hab,  elleve dagsrejser fra Ho′reb ad vejen til Se′irs bjergland, til Ka′desj-Barne′a.+  Og i det fyrretyvende+ år, i den ellevte måned, på den første [dag] i måneden, overbragte Moses Israels sønner alt hvad Jehova havde givet ham påbud om til dem,  efter at han havde slået amoritterkongen Si′hon,+ der boede i Hesj′bon, og Ba′sans konge Og,+ der boede i Asj′tarot,+ i E′dre’i.+  I egnen ved Jordan i Mo′abs land tog Moses fat på at forklare denne lov,+ idet han sagde:  „Jehova vor Gud talte til os ved Ho′reb,+ idet han sagde: ’I har boet længe nok i dette bjergland.+  Vend om og drag bort og gå ind i amoritternes bjergland+ og til alle deres naboer i A′raba,*+ bjerglandet+ og Sjefe′la* og Ne′geb*+ og ved havets kyst,+ kana’anæernes land+ og Libanon,+ indtil den store flod, Eu′fratfloden.+  Se, jeg lægger landet foran jer. Drag ind og tag det land i besiddelse som Jehova svor over for jeres fædre, Abraham, Isak+ og Jakob,+ at ville give dem og deres afkom* efter dem.’+  Og jeg sagde på det tidspunkt til jer: ’Jeg kan ikke bære jer alene.+ 10  Jehova jeres Gud har gjort jer talrige, og se, I er i dag så talrige som himmelens stjerner.+ 11  Måtte Jehova, jeres forfædres Gud, lægge tusind gange så mange til jer som I er,+ og måtte han velsigne+ jer, sådan som han har lovet jer.+ 12  Hvordan kan jeg alene bære den belastning I er, og den byrde I er, og jeres stridigheder?+ 13  Tag vise og forstandige+ og erfarne+ mænd fra jeres stammer, så jeg kan sætte dem som overhoveder over jer.’+ 14  Hertil svarede I mig og sagde: ’Det du har talt om at gøre er godt.’ 15  Så tog jeg overhovederne for jeres stammer, vise og erfarne mænd, og indsatte dem som overhoveder over jer, som øverster* over tusind og øverster over hundrede og øverster over halvtreds og øverster over ti og som forstandere for jeres stammer.+ 16  Og videre gav jeg på det tidspunkt jeres dommere følgende påbud idet jeg sagde: ’Når I hører på en sag* mellem jeres brødre, skal I dømme med retfærdighed+ mellem en mand og hans broder eller udlændingen der bor hos ham.+ 17  I må ikke være partiske* ved en domsafsigelse.+ I skal høre på den mindste såvel som på den største.+ I skal ikke lade jer skræmme af nogen,*+ for dommen hører Gud til;+ og den sag der er for vanskelig for jer, forelægger I mig, så skal jeg høre på den.’+ 18  Og videre gav jeg jer på det tidspunkt påbud om alt det I skulle gøre. 19  Så brød vi op fra Ho′reb og begav os på vej gennem hele den store og frygtindgydende ørken,+ som I har set, ad vejen til amoritternes bjergland,+ sådan som Jehova vor Gud havde påbudt os; og vi kom omsider til Ka′desj-Barne′a.+ 20  Jeg sagde da til jer: ’I er kommet til amoritternes bjergland, som Jehova vor Gud vil give os.+ 21  Se, Jehova din Gud har overgivet landet til dig.+ Drag op, tag det i besiddelse, sådan som Jehova, dine forfædres Gud, har lovet dig.+ Vær ikke bange og vær ikke skrækslagen.’+ 22  Men så kom I alle sammen hen til mig og sagde: ’Lad os sende nogle mænd i forvejen så de kan udforske landet for os og bringe os bud tilbage om den vej vi skal følge derop og de byer vi kommer til.’+ 23  Og forslaget var godt i mine øjne, så jeg udtog tolv mænd iblandt jer, én for hver stamme.+ 24  Så tog de af sted og drog op i bjerglandet+ og nåede til Esj′kols Regnflodsdal+ og udspionerede den. 25  Og de tog noget af landets frugt+ med sig og bragte det ned til os, og de bragte os bud tilbage og sagde: ’Det land som Jehova vor Gud vil give os, er godt.’+ 26  I ville imidlertid ikke drage derop,+ men satte jer op imod Jehova jeres Guds befaling.+ 27  Og I blev ved med at murre i jeres telte og sige: ’Det er fordi Jehova hader+ os at han har ført os ud af Ægyptens land+ for at give os i amoritternes hånd og således tilintetgøre os.+ 28  Hvor skal vi drage op? Vore brødre har fået vort hjerte til at smelte+ ved at sige: „Vi så dér et folk der er større og højere end vi,+ store byer, befæstede til himmelen,+ ja også anakitternes sønner.“’+ 29  Da sagde jeg til jer: ’Bliv ikke opskræmte og vær ikke bange for dem.+ 30  Jehova jeres Gud er den der går foran jer. Han vil kæmpe for jer+ nøjagtig som han gjorde for jer i Ægypten for øjnene af jer,+ 31  og i ørkenen,+ hvor du har set hvordan Jehova din Gud bar dig+ som en mand bærer sin søn, hele den vej I har vandret, indtil I kom til dette sted.’+ 32  Men trods dette troede I ikke på Jehova jeres Gud,+ 33  som gik foran jer på vejen for at udsøge et sted til jer hvor I kunne slå lejr+ — i ilden om natten for at I kunne se hvilken vej I skulle gå, og i skyen om dagen.+ 34  Og da Jehova hørte hvordan jeres ord lød, harmedes han og svor,+ idet han sagde: 35  ’Ikke én blandt disse mænd i denne onde generation skal se det gode land som jeg svor at ville give jeres fædre,+ 36  undtagen Ka′leb, Jefun′nes søn.+ Han skal se det, og ham og hans sønner vil jeg give det land som han har betrådt, fordi han har fulgt Jehova helt og fuldt.+ 37  (Selv mig vrededes Jehova på for jeres skyld, idet han sagde: ’Heller ikke du skal komme derind.+ 38  Josua,* Nuns søn, som står foran dig, han skal komme derind.’+ Ham har han gjort stærk,+ for han skal give Israel det i eje.) 39  Og jeres små børn, om hvem I sagde: „De bliver til rov!“+ og jeres sønner, som i dag ikke kender godt eller ondt, de skal komme derind, og dem vil jeg give det, og de skal tage det i besiddelse. 40  Men I selv, vend om og drag bort i retning af ørkenen, ad vejen til Det Røde Hav.’+ 41  Hertil svarede I og sagde til mig: ’Vi har syndet mod Jehova.+ Vi vil drage op og kæmpe nøjagtig som Jehova vor Gud har påbudt os!’ Så spændte I hver jeres stridsvåben om jer og mente det var let at drage op i bjerglandet.+ 42  Men Jehova sagde til mig: ’Sig til dem: „I må ikke drage op og kæmpe, for jeg er ikke iblandt jer;+ at I ikke skal lide nederlag foran jeres fjender.“’+ 43  Da jeg så talte til jer, hørte I ikke efter, men satte jer op imod+ Jehovas befaling og handlede overmodigt og drog op i bjergene.+ 44  Da kom amoritterne, der bor i det bjergland, ud for at møde jer og satte efter jer+ ligesom bier og spredte jer i Se′ir,* helt til Hor′ma.+ 45  Derpå vendte I tilbage og græd for Jehovas ansigt, men Jehova hørte ikke på jeres røst+ og lyttede ikke til jer.+ 46  Så blev I boende i Ka′desj i mange dage, så mange dage som I nu boede der.+

Fodnoter

„Dette er de ord (ting)“. Hebr.: ’El′læh haddevarīm′. På hebr. har Femte Mosebog fået navn efter disse indledende ord. I LXX kaldes bogen Deuterono′mion og i Vg Deuterono′mium, der begge betyder „Den Anden Lov“, idet bogen er en forklaring el. udlægning af Loven (se v. 5). Jf. 17:18, fdn.
El.: „i Araba“. Den sydlige del af den store gravsænkning; området fra Det Døde Hav til Aqababugten.
„Suf“, MSamSy; LXXBagsterVg: „Det Røde Hav“. Når LXXBagsterVg har „Det Røde Hav“ skyldes det muligvis at man har ment at jam, „hav“, er faldet ud og at der oprindelig har stået jam-suf′, „Det Røde Hav“. Hvis dette er tilfældet er der tale om den del af Det Røde Hav der kaldes Aqababugten.
El.: „på ørkensletterne“.
El.: „lavlandet“.
El.: „Sydlandet“, dvs. den sydlige del af det forjættede land.
El.: „deres sæd“, „deres efterkommere“.
„øverster“. Hebr.: sarē′ (konstruktform).
„Når I hører på en sag“. På hebr. udtrykt ved verbet „høre“ i infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
Ordr.: „ikke anerkende (betragte, skelne) ansigter“, dvs. ikke favorisere nogen.
Ordr.: „en mand“. Hebr.: ’īsj.
„Josua“. Ordr.: „Jehosjua“, MSam; gr.: ’Ιησοῦς (Jesus); syr.: Jesjua‛. Se 1Mo 49:18, fdn. til „På frelse fra dig“.
„i Se’ir“, MSam; LXXSyVg: „fra Se’ir“.