Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

4 Mosebog 32:1-42

32  Nu havde Rubens sønner+ og Gads sønner+ en talrig hjord, ja en stor mængde [kvæg]. Da de så Ja′zers land+ og Gi′leads land, og se, stedet var et sted for hjorde,  kom Gads sønner og Rubens sønner og sagde til Moses og præsten Elea′zar og forsamlingens høvdinger:  „A′tarot,+ Di′bon,+ Ja′zer, Nim′ra,+ Hesj′bon,+ El’a′le,+ Se′bam, Ne′bo+ og Be′on,+  det land Jehova har slået+ foran Israels forsamling, er et land for hjorde, og dine tjenere har hjorde.“+  Og de sagde videre: „Hvis vi har fundet yndest i dine øjne, lad så dette land blive givet dine tjenere som ejendom. Tag os ikke med over Jordan.“+  Da sagde Moses til Gads sønner og Rubens sønner: „Skal jeres brødre gå i krig mens I bliver boende her?+  Hvorfor vil I tage modet fra Israels sønner og afholde dem fra at drage over til det land som Jehova har givet dem?  Det var sådan jeres fædre gjorde+ da jeg sendte dem ud fra Ka′desj-Barne′a+ for at se landet.  Da de drog op til Esj′kols Regnflodsdal+ og så landet, tog de modet fra Israels sønner, så de ikke ville drage ind i det land som Jehova havde givet dem.+ 10  Derfor blussede Jehovas vrede op på den dag, og han svor+ og sagde: 11  ’De mænd der drog op fra Ægypten fra tyveårsalderen og opefter,+ kommer ikke til at se den jord som jeg tilsvor* Abraham, Isak og Jakob,+ fordi de ikke helt og fuldt har fulgt mig, 12  undtagen Ka′leb,+ kenizzitten Jefun′nes søn, og Josua,+ Nuns søn, fordi de har fulgt Jehova helt og fuldt.’ 13  Så blussede Jehovas vrede op mod Israel og han lod dem flakke om i ørkenen i fyrre år,+ indtil hele den generation som øvede ondt i Jehovas øjne var gået til grunde.+ 14  Og her har I rejst jer i jeres fædres sted, en yngel af syndige mennesker, for yderligere at øge* Jehovas brændende vrede+ mod Israel. 15  Hvis I vender jer bort fra ham,+ så vil han lade dem blive endnu længere i ørkenen,+ og I vil have handlet til ødelæggelse for hele dette folk.“+ 16  Derpå kom de hen til ham og sagde: „Lad os bygge fårefolde med stengærder til vore hjorde her og byer til vore småbørn. 17  Men vi selv vil rustede drage af sted i kampformation+ i spidsen for Israels sønner indtil vi har bragt dem til deres sted; imens skal vore småbørn bo i befæstede byer, borte fra landets indbyggere. 18  Vi vender ikke tilbage til vore huse før Israels sønner hver har taget sin arvelod i eje.+ 19  Vi vil nemlig ikke tage nogen arvelod sammen med dem på den anden side af Jordan og videre frem, når vi har fået vores arvelod på denne side af Jordan, mod solopgangen.“+ 20  Da sagde Moses til dem: „Hvis I gør dette; hvis I ruster jer til kamp for Jehovas ansigt,+ 21  og hver væbnet mand iblandt jer går over Jordan for Jehovas ansigt, indtil han har drevet sine fjender bort foran sig,+ 22  og landet bliver undertvunget for Jehovas ansigt,+ og I først bagefter vender tilbage,+ så skal I være fri for skyld over for Jehova og over for Israel; og dette land skal være jeres som ejendom for Jehovas ansigt.+ 23  Men hvis I ikke gør dette, da synder I mod Jehova.+ Og I skal vide at jeres synd vil indhente jer.+ 24  Byg jer byer til jeres småbørn og folde med stengærder til jeres fåreflokke, og gør det der er udgået af jeres mund.“+ 25  Så sagde Gads sønner og Rubens sønner til Moses: „Dine tjenere vil gøre sådan som min herre befaler.+ 26  Vore småbørn, vore kvinder, vore hjorde og alle vore husdyr vil blive dér i Gi′leads byer,+ 27  men dine tjenere vil gå over, enhver som er udrustet til hæren,+ til kamp for Jehovas ansigt, sådan som min herre har sagt.“ 28  Så gav Moses præsten Elea′zar og Josua, Nuns søn, og overhovederne for Israels sønners stammers fædrenehuse* befaling om dem. 29  Og Moses sagde til dem: „Hvis Gads sønner og Rubens sønner går med jer over Jordan, hver rustet til kamp+ for Jehovas ansigt, og landet bliver undertvunget foran jer, så skal I give dem Gi′leads land som ejendom.+ 30  Men hvis de ikke går rustede over sammen med jer,* skal der anvises dem ejendom iblandt jer i Ka′na’ans land.“+ 31  Da svarede Gads sønner og Rubens sønner: „Hvad Jehova har sagt til dine tjenere, det vil vi gøre.+ 32  Vi selv drager rustede over til Ka′na’ans land+ for Jehovas ansigt, men den arvelod vi får til ejendom vil være her* på denne side af Jordan.“+ 33  Da gav Moses dem, det vil sige Gads sønner+ og Rubens sønner+ og Josefs søn Manas′ses halve stamme,+ amoritterkongen Si′hons rige+ og Ba′sans konge Ogs rige,+ landet som hørte til dets byer i [deres] områder, og landets byer rundt om.* 34  Så byggede Gads sønner Di′bon,+ A′tarot+ og A′roer,+ 35  At′rot-Sjo′fan, Ja′zer+ og Jog′beha,+ 36  Bet-Nim′ra+ og Bet-Ha′ran,+ befæstede byer,+ og fårefolde med stengærder.+ 37  Og Rubens sønner byggede Hesj′bon,+ El’a′le+ og Kirjata′jim,+ 38  Ne′bo,+ Ba′al-Me′on+ — idet deres navne ændredes — og Sib′ma; og herefter kaldte de byerne som de byggede, med deres egne navne.* 39  Og Manas′ses søn Ma′kirs sønner+ drog mod Gi′lead og indtog det og drev amoritterne som var dér, bort. 40  Derpå gav Moses Gi′lead til Manas′ses søn Ma′kir, og han bosatte sig dér.+ 41  Og Manas′ses søn Ja′ir drog hen og indtog deres teltbyer, og herefter kaldte han dem Hav′vot-Ja′ir.+ 42  Og No′ba drog hen og indtog Ke′nat+ og dens småbyer;* og herefter kaldte han den med sit eget navn, No′ba.

Fodnoter

„under ed har lovet“, Vg.
„for yderligere at øge“, LXXSyVg; MSam kan betyde det samme.
Ordr.: „fædre“.
LXX tilføjer: „til krigen for Jehova, så skal I føre deres husgeråd [deres oppakning] og deres hustruer og deres kvæg over foran jer, ind i Kana’ans land“.
Ordr.: „og hos os [vil være] vor arvelods ejendom“, M; LXX: „og I skal give os vor arvelod“. En anden læsemåde for M er: „og du, giv vor arvelods ejendom“.
„landet og byerne med dets grænser, byer i landet rundt om“, LXX; Vg: „og deres land med deres byer rundt om“.
„med deres egne navne“, LXXSy; MSam: „med navne“.
Ordr.: „og dens (hendes) døtre“.