Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

4 Mosebog 21:1-35

21  Imidlertid hørte kana’anæeren, kongen af A′rad,+ der boede i Ne′geb,*+ at Israel kom ad A′tarimvejen, og han indlod sig i kamp med Israel og tog nogle af dem til fange.  Da aflagde Israel et løfte til Jehova og sagde:+ „Hvis du giver dette folk i min hånd, så vil jeg vie deres byer til udslettelse.“+  Da hørte Jehova efter Israels røst og overgav kana’anæerne [til dem], og de viede dem og deres byer til udslettelse. Derfor gav man stedet navnet Hor′ma.*+  Da de var på vej bort fra bjerget Hor+ ad vejen til Det Røde Hav for at gå rundt om E′doms land,+ blev folkets sjæl utålmodig på grund af vejen.  Og folket gav sig til at tale imod Gud+ og imod Moses+ [og sagde]: „Hvorfor har I ført os op fra Ægypten for at vi skal dø i ørkenen?+ Her er jo intet brød og intet vand,+ og vores sjæl ledes ved dette elendige brød.“+  Så sendte Jehova giftslanger*+ blandt folket, og de bed folket, så en mængde folk i Israel døde.+  Til sidst kom folket til Moses og sagde: „Vi har syndet,+ for vi har talt imod Jehova og imod dig. Gå i forbøn hos Jehova så han kan fjerne slangerne fra os.“+ Så gik Moses i forbøn for folket.+  Da sagde Jehova til Moses: „Lav dig en ildslange* og sæt den på en signalstang. Når nogen da er blevet bidt og ser på den, skal vedkommende blive i live.“+  Så lavede Moses en kobberslange+ og satte den på en signalstang;+ og når en slange havde bidt en mand og han rettede blikket+ mod kobberslangen, så forblev han i live.+ 10  Derpå brød Israels sønner op og slog lejr i O′bot.+ 11  Så brød de op fra O′bot og slog lejr i Ij′je-Ha’a′barim,*+ i ørkenen som ligger foran Mo′ab, mod solopgangen. 12  Derfra brød de op og slog lejr ved Ze′reds Regnflodsdal.+ 13  Derfra brød de op og slog lejr i egnen ved Ar′non,+ som ligger i ørkenen der strækker sig fra amoritternes grænse; for Ar′non er Mo′abs grænse, mellem Mo′ab og amoritterne. 14  Det er derfor der siges i Bogen om Jehovas Krige: „Va′heb* i Su′fa og Ar′nons regnflodsdale,* 15  og regnflodsdalenes munding som bøjer sig mod Ars+ sæde og læner sig til Mo′abs grænse.“ 16  Og derfra videre til Be′er.*+ Dette er den brønd hvorom Jehova sagde til Moses: „Saml folket og lad mig give det vand.“+ 17  Dengang sang Israel denne sang:+ „Spring frem, o brønd! I skal svare den i sang! 18  En brønd, fyrster gravede den. Folkets ædle* udgravede den med kommandostaven,+ med deres egne stave.“* Derpå fra ørkenen videre til Matta′na. 19  Og fra Matta′na videre til Naha′liel, og fra Naha′liel videre til Ba′mot.+ 20  Og fra Ba′mot videre til dalen der ligger i Mo′abs område,+ ved Pis′gas top,+ og den vender over mod Je′sjimon.*+ 21  Derpå sendte Israel sendebud til amoritterkongen Si′hon+ og lod sige: 22  „Lad mig drage igennem dit land. Vi bøjer ikke af til mark eller vingård. Vi drikker ikke vand af nogen brønd. Vi går ad kongevejen indtil vi er igennem dit område.“+ 23  Men Si′hon gav ikke Israel lov til at drage igennem sit område;+ derimod samlede Si′hon alle sine folk og rykkede ud for at møde Israel i ørkenen, og da han kom til Ja′haz+ indlod han sig i kamp med Israel. 24  Og Israel slog ham med sværdets æg+ og tog hans land+ i besiddelse fra Ar′non+ til Jab′bok,+ nær Am′mons sønner, for Ja′zer*+ er grænsen til Am′mons sønner.+ 25  Så tog Israel alle disse byer, og Israel bosatte sig i alle amoritternes+ byer, i Hesj′bon+ og alle dens småbyer.* 26  For Hesj′bon var Si′hons+ by. Han var amoritternes konge,+ og det var ham der tidligere havde kæmpet med Mo′abs konge og derpå havde taget hele hans land ud af hans hånd, helt til Ar′non.+ 27  Det er grunden til at de som fremsiger spottevers* siger: „Kom til Hesj′bon. Lad Si′hons by blive bygget og vise sig grundfæstet. 28  For en ild fór ud fra Hesj′bon,+ en flamme fra Si′hons stad. Den fortærede Ar+ i Mo′ab,* ejerne af Ar′nons højder. 29  Ve dig, Mo′ab! Du går til grunde, Ke′mosj’+ folk! Han vil overgive sine sønner som flygtninge og sine døtre [til at gå] i fangenskab hos amoritterkongen Si′hon. 30  Så lad os skyde på dem. Hesj′bon går til grunde indtil Di′bon,+ og kvinderne* indtil No′fa, mændene indtil Me′deba.“*+ 31  Så bosatte Israel sig i amoritternes land.+ 32  Derpå sendte Moses nogle ud for at udspionere Ja′zer,+ hvorpå de indtog dens småbyer og fordrev amoritterne som var dér.+ 33  Derpå vendte de om og drog op ad vejen til Ba′san.+ Da rykkede Og,+ Ba′sans konge, ud, han og alle hans folk, for at møde dem i kamp ved E′dre’i.+ 34  Men Jehova sagde til Moses: „Vær ikke bange for ham,+ for i din hånd giver jeg ham og alle hans folk og hans land;+ og du skal gøre ved ham som du gjorde ved amoritterkongen Si′hon, der boede i Hesj′bon.“+ 35  Så slog de ham og hans sønner og alle hans folk, indtil han ingen overlevende havde tilbage,+ og derpå tog de hans land i besiddelse.+

Fodnoter

El.: „syden“, dvs. den sydlige del af det forjættede land.
Betyder „vielse til udslettelse“; hebr.: Chårmah′; gr.: Ana′thema (bandlysning); Vg: „Horma, det er bandlysning“.
El.: „ildslanger“, „brændende (betændelsesskabende) slanger“. LXX: „dødbringende slanger“; Vg: „ildslanger“. Se v. 8.
Ordr.: „en brændende [slange]“, „en ild[slange]“. Hebr.: saraf′, oversat „gift-“ i v. 6; ordet for „slange“ mangler i M; gr.: o′fin; lat.: serpen′tem, „slange“.
Betyder „vadestedernes (overgangsstedernes) ruiner“; „ruinerne i grænselandet (i egnen på den anden side)“. Den nøjagtige beliggenhed kendes ikke, men det var i nærheden af Zereds Regnflodsdal.
Sandsynligvis et sted ved Arnons Regnflodsdal, men ikke identificeret.
„Som han gjorde ved Det Røde Hav, sådan vil han gøre ved Arnons regnfloder“, Vg.
Betyder „brønd“, „grube“.
El.: „gavmilde givere“.
El.: „med en befalende, med deres herskere“.
El.: „ødemarken“, „ørkenen“.
„Jazer“, LXX; sandsynligvis den oprindelige læsemåde. (Jf. v. 32.) Ordr.: „stærk“. Hebr.: ‛az; Vg: „holdt af en stærk garnison“.
Ordr.: „alle dens (hendes) døtre“.
El.: „de som fremsiger ordsprog“, „rapsoderne“.
„fortærede moabitternes Ar“, Vg; LXX: „fortærede så langt som til Moab“.
„kvinderne“, LXX.
„og kvinderne . . . indtil Medeba“, if. en tekstkritisk anmærkning anført af soferim, som markerede denne linje med et ekstraordinært punkt. Ser man bort fra dette, kan teksten læses: „så lad os lægge det øde til Nofa, som er nær Medeba“. Se Till. 2A.