Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

4 Mosebog 21:1-35

21  Imidlertid hørte kana’anæeren, kongen af Aʹrad,+ der boede i Neʹgeb,*+ at Israel kom ad Aʹtarimvejen, og han indlod sig i kamp med Israel og tog nogle af dem til fange.  Da aflagde Israel et løfte til Jehova og sagde:+ „Hvis du giver dette folk i min hånd, så vil jeg vie deres byer til udslettelse.“+  Da hørte Jehova efter Israels røst og overgav kana’anæerne [til dem], og de viede dem og deres byer til udslettelse. Derfor gav man stedet navnet Horʹma.*+  Da de var på vej bort fra bjerget Hor+ ad vejen til Det Røde Hav for at gå rundt om Eʹdoms land,+ blev folkets sjæl utålmodig på grund af vejen.  Og folket gav sig til at tale imod Gud+ og imod Moses+ [og sagde]: „Hvorfor har I ført os op fra Ægypten for at vi skal dø i ørkenen?+ Her er jo intet brød og intet vand,+ og vores sjæl ledes ved dette elendige brød.“+  Så sendte Jehova giftslanger*+ blandt folket, og de bed folket, så en mængde folk i Israel døde.+  Til sidst kom folket til Moses og sagde: „Vi har syndet,+ for vi har talt imod Jehova og imod dig. Gå i forbøn hos Jehova så han kan fjerne slangerne fra os.“+ Så gik Moses i forbøn for folket.+  Da sagde Jehova til Moses: „Lav dig en ildslange* og sæt den på en signalstang. Når nogen da er blevet bidt og ser på den, skal vedkommende blive i live.“+  Så lavede Moses en kobberslange+ og satte den på en signalstang;+ og når en slange havde bidt en mand og han rettede blikket+ mod kobberslangen, så forblev han i live.+ 10  Derpå brød Israels sønner op og slog lejr i Oʹbot.+ 11  Så brød de op fra Oʹbot og slog lejr i Ijʹje-Ha’aʹbarim,*+ i ørkenen som ligger foran Moʹab, mod solopgangen. 12  Derfra brød de op og slog lejr ved Zeʹreds Regnflodsdal.+ 13  Derfra brød de op og slog lejr i egnen ved Arʹnon,+ som ligger i ørkenen der strækker sig fra amoritternes grænse; for Arʹnon er Moʹabs grænse, mellem Moʹab og amoritterne. 14  Det er derfor der siges i Bogen om Jehovas Krige: „Vaʹheb* i Suʹfa og Arʹnons regnflodsdale,* 15  og regnflodsdalenes munding som bøjer sig mod Ars+ sæde og læner sig til Moʹabs grænse.“ 16  Og derfra videre til Beʹer.*+ Dette er den brønd hvorom Jehova sagde til Moses: „Saml folket og lad mig give det vand.“+ 17  Dengang sang Israel denne sang:+ „Spring frem, o brønd! I skal svare den i sang! 18  En brønd, fyrster gravede den. Folkets ædle* udgravede den med kommandostaven,+ med deres egne stave.“* Derpå fra ørkenen videre til Mattaʹna. 19  Og fra Mattaʹna videre til Nahaʹliel, og fra Nahaʹliel videre til Baʹmot.+ 20  Og fra Baʹmot videre til dalen der ligger i Moʹabs område,+ ved Pisʹgas top,+ og den vender over mod Jeʹsjimon.*+ 21  Derpå sendte Israel sendebud til amoritterkongen Siʹhon+ og lod sige: 22  „Lad mig drage igennem dit land. Vi bøjer ikke af til mark eller vingård. Vi drikker ikke vand af nogen brønd. Vi går ad kongevejen indtil vi er igennem dit område.“+ 23  Men Siʹhon gav ikke Israel lov til at drage igennem sit område;+ derimod samlede Siʹhon alle sine folk og rykkede ud for at møde Israel i ørkenen, og da han kom til Jaʹhaz+ indlod han sig i kamp med Israel. 24  Og Israel slog ham med sværdets æg+ og tog hans land+ i besiddelse fra Arʹnon+ til Jabʹbok,+ nær Amʹmons sønner, for Jaʹzer*+ er grænsen til Amʹmons sønner.+ 25  Så tog Israel alle disse byer, og Israel bosatte sig i alle amoritternes+ byer, i Hesjʹbon+ og alle dens småbyer.* 26  For Hesjʹbon var Siʹhons+ by. Han var amoritternes konge,+ og det var ham der tidligere havde kæmpet med Moʹabs konge og derpå havde taget hele hans land ud af hans hånd, helt til Arʹnon.+ 27  Det er grunden til at de som fremsiger spottevers* siger: „Kom til Hesjʹbon. Lad Siʹhons by blive bygget og vise sig grundfæstet. 28  For en ild fór ud fra Hesjʹbon,+ en flamme fra Siʹhons stad. Den fortærede Ar+ i Moʹab,* ejerne af Arʹnons højder. 29  Ve dig, Moʹab! Du går til grunde, Keʹmosj’+ folk! Han vil overgive sine sønner som flygtninge og sine døtre [til at gå] i fangenskab hos amoritterkongen Siʹhon. 30  Så lad os skyde på dem. Hesjʹbon går til grunde indtil Diʹbon,+ og kvinderne* indtil Noʹfa, mændene indtil Meʹdeba.“*+ 31  Så bosatte Israel sig i amoritternes land.+ 32  Derpå sendte Moses nogle ud for at udspionere Jaʹzer,+ hvorpå de indtog dens småbyer og fordrev amoritterne som var dér.+ 33  Derpå vendte de om og drog op ad vejen til Baʹsan.+ Da rykkede Og,+ Baʹsans konge, ud, han og alle hans folk, for at møde dem i kamp ved Eʹdre’i.+ 34  Men Jehova sagde til Moses: „Vær ikke bange for ham,+ for i din hånd giver jeg ham og alle hans folk og hans land;+ og du skal gøre ved ham som du gjorde ved amoritterkongen Siʹhon, der boede i Hesjʹbon.“+ 35  Så slog de ham og hans sønner og alle hans folk, indtil han ingen overlevende havde tilbage,+ og derpå tog de hans land i besiddelse.+

Fodnoter

El.: „syden“, dvs. den sydlige del af det forjættede land.
Betyder „vielse til udslettelse“; hebr.: Chårmahʹ; gr.: Anaʹthema (bandlysning); Vg: „Horma, det er bandlysning“.
El.: „ildslanger“, „brændende (betændelsesskabende) slanger“. LXX: „dødbringende slanger“; Vg: „ildslanger“. Se v. 8.
Ordr.: „en brændende [slange]“, „en ild[slange]“. Hebr.: sarafʹ, oversat „gift-“ i v. 6; ordet for „slange“ mangler i M; gr.: oʹfin; lat.: serpenʹtem, „slange“.
Betyder „vadestedernes (overgangsstedernes) ruiner“; „ruinerne i grænselandet (i egnen på den anden side)“. Den nøjagtige beliggenhed kendes ikke, men det var i nærheden af Zereds Regnflodsdal.
Sandsynligvis et sted ved Arnons Regnflodsdal, men ikke identificeret.
„Som han gjorde ved Det Røde Hav, sådan vil han gøre ved Arnons regnfloder“, Vg.
Betyder „brønd“, „grube“.
El.: „gavmilde givere“.
El.: „med en befalende, med deres herskere“.
El.: „ødemarken“, „ørkenen“.
„Jazer“, LXX; sandsynligvis den oprindelige læsemåde. (Jf. v. 32.) Ordr.: „stærk“. Hebr.: ‛az; Vg: „holdt af en stærk garnison“.
Ordr.: „alle dens (hendes) døtre“.
El.: „de som fremsiger ordsprog“, „rapsoderne“.
„fortærede moabitternes Ar“, Vg; LXX: „fortærede så langt som til Moab“.
„kvinderne“, LXX.
„og kvinderne . . . indtil Medeba“, if. en tekstkritisk anmærkning anført af soferim, som markerede denne linje med et ekstraordinært punkt. Ser man bort fra dette, kan teksten læses: „så lad os lægge det øde til Nofa, som er nær Medeba“. Se Till. 2A.