Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

4 Mosebog 16:1-50

16  Men Ko′ra,+ en søn af Jiz′har,+ en søn af Le′vis+ søn Ke′hat,+ rejste sig* sammen med E′liabs+ sønner Da′tan+ og A′biram,+ og Pe′lets søn On, [som tilhørte] Rubens+ sønner.  Og de stod frem foran Moses, de og to hundrede og halvtreds mænd af Israels sønner, høvdinger i forsamlingen, nogle der blev indkaldt til rådsforsamlingen, ansete mænd.*  De samlede sig mod+ Moses og Aron og sagde til dem: „Nu kan det være nok med jer, for hele forsamlingen er hellig,+ alle som én, og Jehova er i dens midte.+ Hvorfor ophøjer I jer da over Jehovas menighed?“+  Da Moses hørte det, faldt han straks på sit ansigt.  Så talte han til Ko′ra og hele hans forsamling, idet han sagde: „I morgen tidlig vil Jehova give til kende hvem der tilhører ham+ og hvem der er hellig+ og skal nærme sig ham,+ og den han vælger,+ kan nærme sig ham.  Gør dette: Tag jer ildbækkener+ — Ko′ra og hele hans forsamling+ —   og kom ild i dem og læg røgelse på dem for Jehovas ansigt i morgen, og den mand som Jehova da vælger,+ han er den som er hellig. Nu kan det være nok med jer, I Levisønner!“+  Og Moses sagde videre til Ko′ra: „Hør nu, I Levisønner.  Er det for lidt for jer at Israels Gud har skilt jer ud+ fra Israels forsamling for at lade jer træde frem for ham så I kan udføre tjenesten ved Jehovas teltbolig og stå foran forsamlingen for at gøre tjeneste for den,+ 10  og at han lader dig og alle dine brødre, Le′vis sønner, sammen med dig, nærme sig [ham]? Søger I nu også at opnå præsteembedet?+ 11  Det er derfor at du og hele din forsamling der har rottet sig sammen, er imod Jehova.+ Men Aron, hvad er han, siden I knurrer mod ham?“+ 12  Derpå sendte Moses bud for at tilkalde E′liabs sønner Da′tan og A′biram,+ men de sagde: „Vi kommer ikke derop!+ 13  Er det for lidt at du har ført os op fra et land der flyder med mælk og honning for at lade os dø i ørkenen,+ siden du også ligefrem vil spille fyrste over os?+ 14  Du har jo ikke ført os ind i et land der flyder med mælk og honning,+ så du kunne give os mark og vingård i arv. Prøver du at stikke øjnene ud på disse mænd? Vi kommer ikke derop!“ 15  Da blev Moses meget vred og sagde til Jehova: „Se ikke til deres kornoffer.+ Ikke et eneste æsel har jeg taget fra dem, eller skadet en eneste af dem.“+ 16  Derpå sagde Moses til Ko′ra:+ „Du og hele din forsamling skal i morgen træde frem for Jehova,+ du og de og Aron. 17  Og I skal tage hver sit ildbækken og komme røgelse på dem og frembære hver sit ildbækken for Jehova, to hundrede og halvtreds ildbækkener; og du og Aron [skal tage] hver sit ildbækken.“ 18  Så tog de hver sit ildbækken og kom ild på dem og lagde røgelse på dem og stillede sig ved indgangen til mødeteltet sammen med Moses og Aron. 19  Og da Ko′ra fik hele forsamlingen*+ til at samle sig imod dem ved indgangen til mødeteltet, viste Jehovas herlighed sig for hele forsamlingen.+ 20  Og Jehova talte til Moses og Aron, idet han sagde: 21  „Skil jer ud+ fra denne forsamling, så jeg kan gøre det af med dem på et øjeblik.“+ 22  Da faldt de på deres ansigter og sagde: „Gud,* Gud over* alt køds ånder,+ harmes du på hele forsamlingen når blot én mand synder?“+ 23  Men Jehova talte til Moses og sagde: 24  „Tal til forsamlingen og sig: ’Træk jer tilbage fra [pladsen] omkring Ko′ras, Da′tans og A′birams+ boliger!’“* 25  Derpå rejste Moses sig og gik hen til Da′tan og A′biram, og Israels ældste+ gik med ham. 26  Så talte han til forsamlingen, idet han sagde: „Fjern jer nu fra disse ugudelige mænds telte og rør ikke ved noget som helst af hvad der tilhører dem,+ for at I ikke skal blive revet bort ved al deres synd.“ 27  Så trak de sig tilbage fra Ko′ras, Da′tans og A′birams boliger, hele vejen rundt, og Da′tan og A′biram kom ud og stillede sig op ved indgangen til deres telte,+ sammen med deres hustruer og deres sønner og deres småbørn. 28  Da sagde Moses: „Herpå skal I kende at Jehova har sendt mig for at gøre alle disse gerninger+ [og] at de ikke kommer fra mit eget hjerte:+ 29  Hvis disse dør som alle mennesker* dør, og de straffes som alle mennesker straffes,+ så er det ikke Jehova der har sendt mig.+ 30  Men hvis det er noget [usædvanligt] Jehova skaber,+ og jorden åbner sit gab og opsluger dem+ og alt hvad der tilhører dem, og de farer levende ned i She′ol,*+ så skal I vide at disse mænd har handlet respektløst over for Jehova.“+ 31  Og så snart han var færdig med at tale alle disse ord, spaltedes jorden under dem.+ 32  Og jorden åbnede sit gab og opslugte dem og deres husstande og alle de mennesker som tilhørte Ko′ra, og alle deres ejendele.*+ 33  Og de og alle som tilhørte dem, fór levende ned i She′ol, hvorpå jorden dækkede dem til,+ så de blev udryddet af menigheden.+ 34  Og alle israelitterne som var rundt om dem, flygtede ved deres skrig,* for de sagde: „Bare jorden ikke opsluger os!“+ 35  Og ild fór ud fra Jehova+ og fortærede de to hundrede og halvtreds mænd der havde frembåret røgelse.*+ 36  Så talte Jehova til Moses, idet han sagde: 37  „Sig til Elea′zar, præsten Arons søn, at han skal tage ildbækkenerne+ ud af branden: ’Og spred ilden ud langt herfra, for de er hellige, 38  ildbækkenerne som har tilhørt disse mænd der har syndet mod deres egne sjæle.+ Og de skal lave dem til tynde metalplader som overtræk til alteret,+ for de frembar dem for Jehova, så de blev hellige; og de skal tjene til tegn for Israels sønner.’“+ 39  Så tog præsten Elea′zar kobberildbækkenerne+ som de der var blevet brændt op havde frembåret, og derpå hamrede man dem ud til overtræk på alteret, 40  som en påmindelse til Israels sønner om at ingen uvedkommende,+ ingen som ikke er af Arons afkom, må nærme sig for at brænde røgelse for Jehovas ansigt+ og blive som Ko′ra og hans forsamling,+ sådan som Jehova havde talt til ham ved Moses. 41  Men den følgende dag gav hele forsamlingen af Israels sønner sig til at knurre mod Moses og Aron,+ idet den sagde: „Det er jer der har bragt død over Jehovas folk.“ 42  Da forsamlingen så var stimlet sammen imod Moses og Aron, vendte den sig mod mødeteltet; og se, skyen dækkede det, og Jehovas herlighed viste sig.+ 43  Så gik Moses og Aron hen foran mødeteltet.+ 44  Og Jehova talte til Moses* og sagde: 45  „Fjern jer fra denne forsamling, så jeg kan gøre det af med den på et øjeblik.“+ Da faldt de på deres ansigter.+ 46  Og Moses sagde til Aron: „Tag ildbækkenet og kom ild i det fra alteret+ og læg røgelse på og gå hurtigt hen til forsamlingen og skaf den soning,+ for harmen er brudt frem fra Jehova.+ Plagen er begyndt!“ 47  Så tog Aron det, sådan som Moses havde sagt, og løb ind midt i menigheden; og se, plagen var begyndt blandt folket. Og han lagde røgelsen på og skaffede folket soning. 48  Og han blev stående mellem de døde og de levende.+ Til sidst var plagen standset.+ 49  Og de som var døde af plagen udgjorde fjorten tusind og syv hundrede, foruden dem der var døde på grund af Ko′ra. 50  Da Aron omsider vendte tilbage til Moses ved indgangen til mødeteltet, var plagen blevet standset.

Fodnoter

„rejste sig“ el. „samledes“ er foreslåede læsemåder. Ordr.: „tog“, M; LXX: „talte“.
Ordr.: „mænd af navn“.
„forsamlingen“, MSamSy; LXX: „sin forsamling“.
„Gud“. Hebr.: ’El; gr.: Theos′.
„Gud over“. Hebr.: ’Ælohē′, plur. konstruktform; gr.: theos′; lat.: De′us.
„boliger“, Vg; MSamSy: „bolig“.
El.: „de jordiske mennesker“, „(hele) menneskeheden“. Hebr.: ha’adham′, brugt kollektivt.
„i Sheol“. Hebr.: sje’o′lah; gr.: eis hai′dou; lat.: in infer′num.
Ordr.: „alt godset“, „alle ejendelene“. SyVgc: „alt deres gods“, „al deres ejendom“; LXX: „deres kvæg“.
Ordr.: „deres stemme“.
I MLXX slutter kap. 16 her.
„Moses“, MSamVg; LXXSy: „Moses og Aron“.