Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

4 Mosebog 11:1-35

11  Derpå blev folket som dem der i Jehovas påhør beklager sig over hvor dårligt de har det;+ og da Jehova hørte det, blussede hans vrede op, og en ild fra Jehova flammede op imod dem og fortærede nogle i yderkanten af lejren.+  Men da folket råbte til Moses, bad han til Jehova,+ og ilden døde hen.  Herefter gav man stedet navnet* Tabe′ra,*+ fordi Jehovas ild var flammet op imod dem.  Men den sammenløbne hob*+ der var iblandt dem gav udtryk for en stærk længsel [efter kød],+ og også Israels sønner begyndte at græde igen og sige: „Hvem giver os kød at spise?+  Vi husker fiskene som vi fik at spise i Ægypten for ingenting,+ agurkerne og vandmelonerne og porrerne og løgene og hvidløgene!  Men nu er vor sjæl udtørret. Vi ser ikke andet end manna.“+  For øvrigt var mannaen+ som korianderfrø,+ og den så ud* som bdelliumharpiks.+  Folket spredtes og samlede den op+ og malede den i håndkværne eller stødte den i mortere, og de kogte den i gryder+ eller lavede den til runde kager, og dens smag var som smagen af sød oliekage.+  Og når duggen faldt over lejren om natten, faldt mannaen [også] over den.+ 10  Moses hørte da folket græde, familie efter familie, hver mand ved indgangen til sit telt. Og Jehovas vrede blussede stærkt op,+ og i Moses’ øjne var det ondt.+ 11  Så sagde Moses til Jehova: „Hvorfor har du voldt din tjener* ondt, og hvorfor har jeg ikke fundet yndest i dine øjne, siden du har lagt hele dette folk som en byrde på mig?+ 12  Er det mig der har undfanget hele dette folk? Er det mig der har født det, siden du siger til mig: ’Bær det i din favn,+ som en plejefader bærer et spædbarn,’+ til den jord som du har tilsvoret dets forfædre?+ 13  Hvor får jeg kød fra til at give hele dette folk? De bliver jo ved med at græde over for mig og sige: ’Giv os kød så vi kan spise!’ 14  Jeg alene kan ikke bære hele dette folk, for det er for tungt for mig.+ 15  Og hvis det er sådan du handler med mig, så dræb mig* hellere med det samme,+ hvis jeg har fundet yndest i dine øjne, og lad mig ikke se på min ulykke.“* 16  Da sagde Jehova til Moses: „Saml mig halvfjerds mænd af Israels ældste,+ om hvem du ved at de er folkets ældste og forstandere,+ og tag dem med til mødeteltet og lad dem tage opstilling hos dig dér. 17  Så vil jeg stige ned+ og tale med dig dér;+ og jeg vil tage noget af den ånd+ der er over dig og lægge den på dem, og de skal hjælpe dig med at bære folkets byrde, så du ikke skal bære den alene.+ 18  Og til folket siger du: ’I skal hellige jer til i morgen;+ så skal I få kød at spise, for I har grædt for Jehovas ører+ og sagt: „Hvem giver os kød at spise? Vi havde det jo godt i Ægypten.“+ Og Jehova skal give jer kød, og I skal spise.+ 19  I kommer ikke til at spise én dag eller to dage eller fem dage eller ti dage eller tyve dage, 20  men op til en hel måned, indtil det står jer ud af næsen og I har fået kvalme af det,+ fordi I har vraget Jehova, som er midt iblandt jer, og I gav jer til at græde for hans ansigt og sige: „Hvorfor er vi dog gået ud af Ægypten?“’“+ 21  Da sagde Moses: „Det folk jeg er iblandt, er på seks hundrede tusind mand+ til fods, og dog har du sagt: ’Jeg vil give dem kød, og de skal spise kød en hel måned’! 22  Kan man slagte småkvæg og hornkvæg til dem, så der vil være nok til dem?+ Eller kan man fange alle havets fisk til dem, så der vil være nok til dem?“ 23  Hertil sagde Jehova til Moses: „Er Jehovas hånd for kort?+ Nu skal du få at se om det jeg siger vil indtræffe for dig eller ej.“+ 24  Derpå gik Moses ud og talte Jehovas ord til folket. Og han samlede halvfjerds mænd af folkets ældste og lod dem stille sig rundt om teltet.+ 25  Så steg Jehova ned i en sky+ og talte til ham+ og tog noget af den ånd+ bort der var over ham og lagde den på hver af de halvfjerds ældste.* Og så snart ånden hvilede over dem, kom de i profetisk henrykkelse; men det skete aldrig for dem igen.*+ 26  Nu var to af mændene imidlertid blevet tilbage i lejren. Den enes navn var El′dad, og den andens Me′dad. Og ånden kom også over dem, eftersom de var blandt dem der var optegnet, men de var ikke gået ud til teltet. De kom så i profetisk henrykkelse i lejren. 27  Og en ung mand løb hen og fortalte Moses det og sagde: „El′dad og Me′dad er i profetisk henrykkelse i lejren!“ 28  Da svarede Josua,* Nuns søn, der havde været Moses’ tjener+ fra han var en ung mand, og sagde: „Min herre Moses, stands dem!“+ 29  Men Moses sagde til ham: „Er du skinsyg på mine vegne? Gid* hele Jehovas folk var profeter, for så ville Jehova lægge sin ånd* på dem!“+ 30  Senere trak Moses sig tilbage til lejren, han og Israels ældste. 31  Og en vind*+ brød løs fra Jehova og drev vagtler ind fra havet+ og lod dem falde ned over lejren, omkring en dagsrejse til den ene og en dagsrejse til den anden side, hele vejen rundt om lejren, og omkring to alen over jordens overflade.* 32  Så stod folket op hele den dag og hele natten og hele den følgende dag og samlede vagtler. Den der samlede mindst, samlede ti homer;*+ og derpå bredte de dem ud til sig selv, vidt* omkring lejren. 33  Kødet var endnu mellem deres tænder+ — det var endnu ikke tygget — da Jehovas vrede blussede op+ mod folket, og Jehova rettede et meget stort slag mod folket.+ 34  Herefter gav man stedet navnet Kib′rot-Hatta′ava,*+ for dér begravede de dem af folket som havde vist et grådigt begær.+ 35  Fra Kib′rot-Hatta′ava drog folket bort til Ha′zerot og blev så i Ha′zerot.+

Fodnoter

Ordr.: „Og han kaldte det steds navn“.
Betyder „brand“, „opblussen“, „opflammen“.
„den sammenløbne hob“. El.: „pøbelen“, „rakkerpakket“.
Ordr.: „dens øje (udseende)“, dvs. dens farve.
El.: „træl“.
„dræb mig“. Ordr.: „at dræbe mig“. På hebr. er verbalformen en infinitivus constructus, men nogle læser den som bydemåde.
„på min ulykke“, ved en tekstrettelse foretaget af soferim, i stedet for „på din ulykke“. En af Soferims Atten Tekstrettelser. Se Till. 2B.
„de . . . ældste“. Hebr.: hazzeqenīm′ (af zaqen′, „gammel (ældre) mand, ældste“); gr.: presbyte′rous. Se Apg 15:2, fdn.
Ordr.: „men de gjorde det ikke igen“, MLXXSy; med en anden vokalisation af det hebr. verbum, i overensstemmelse med TJ,OVg: „og holdt ikke op“.
El.: „Jehosjua“. Se 2Mo 17:9, fdn.
Ordr.: „Og hvem vil give at (. . .)?“
„sin ånd“. Hebr.: ruchō′; gr.: to pneu′ma autou′; lat.: spi′ritum su′um.
„Og en vind“. Hebr.: weru′ach; gr.: kai pneu′ma; lat.: ven′tus au′tem. Se v. 29, fdn. til „ånd“; 1Mo 8:1, fdn.
„hele vejen rundt om lejren, omkring to alen fra jorden“, LXX; Vg: „hele vejen rundt om lejren, og de fløj i luften i en højde af to alen over jorden“. En alen svarer til 44,5 cm.
En homer svarer til 220 l.
„og de havde opvarmet ovne til sig selv“, LXXThomson; Vg: „og de tørrede dem“.
Betyder „begærets gravsteder“.