Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

3 Mosebog 7:1-38

7  Og dette er loven om skyldofferet:+ Det er højhelligt.+  På det sted+ hvor de slagter brændofferet, skal de slagte skyldofferet, og dets blod+ skal man slynge+ mod alteret, hele vejen rundt.  Med hensyn til alt dets fedt+ skal man deraf frembære fedthalen og fedtet der dækker indvoldene,  og begge nyrerne og fedtet der er på dem, såvel som det der er på lænderne. Og vedhænget på leveren skal man fjerne sammen med nyrerne.+  Og præsten skal bringe det som røgoffer på alteret, som et ildoffer til Jehova.+ Det er et skyldoffer.  Enhver af mandkøn blandt præsterne kan spise det.+ På et helligt sted skal det spises. Det er højhelligt.+  Som syndofferet, således skyldofferet. Der er én lov for dem.+ Den præst som skaffer soning med det, ham tilhører det.  Med hensyn til den præst der frembærer en mands brændoffer, ham tilhører huden+ af det brændoffer som er frembåret for præsten.  Og ethvert kornoffer der bages i ovnen,+ og alt hvad der tilberedes i fedtgryden+ og på bagepladen,+ tilhører den præst som frembærer det. Det tilfalder ham.+ 10  Men ethvert kornoffer der er tilsat olie+ eller er tørt,+ tilfalder alle Arons sønner, den ene såvel som den anden. 11  Og dette er loven om fællesskabsofferet+ som man frembærer for Jehova: 12  Hvis man frembærer det som udtryk for taksigelse,*+ da skal man sammen med takofferet frembære usyrede ringformede kager tilsat olie, og usyrede fladbrød smurt med olie,+ og fint mel, godt rørt, som ringformede kager tilsat olie. 13  Sammen med ringformede kager af syret+ brød skal man frembære sin offergave sammen med sine fællesskabsofres takoffer. 14  Og deraf skal man frembære én [kage] af hver offergave som en hellig ydelse* til Jehova;+ den præst som slynger fællesskabsofrenes blod [mod alteret], ham tilfalder det.+ 15  Og kødet af fællesskabsofrenes takoffer skal spises den dag man frembærer sin offergave. Man må ikke lægge noget af det til side til næste morgen.+ 16  Men hvis det slagtoffer man bringer som offergave er et løfteoffer+ eller en frivillig gave,+ skal det spises den dag man frembærer sit slagtoffer, og det der er levnet kan også spises den følgende dag. 17  Men det der er levnet af slagtofferets kød den tredje dag, skal brændes i ild.+ 18  Og hvis noget af ens fællesskabsoffers kød på nogen måde spises den tredje dag, vil den der frembærer det ikke blive godkendt.+ Det vil ikke blive regnet ham til gode.+ Det bliver noget væmmeligt, og den sjæl der spiser noget af det, skal bære ansvaret for sin misgerning.+ 19  Og det kød der rører ved noget som helst urent,+ må ikke spises. Det skal brændes i ild. Med hensyn til kødet kan enhver som er ren, spise kødet. 20  Og den sjæl der spiser kødet af fællesskabsofferet, som er til Jehova, mens han er i en uren tilstand, den sjæl skal udryddes af sit folk.+ 21  Og i det tilfælde at en sjæl rører ved noget som helst urent, et menneskes* urenhed+ eller et urent dyr+ eller noget ækelt som er urent,+ og spiser noget af kødet fra fællesskabsofferet, som er til Jehova, da skal den sjæl udryddes af sit folk.’“ 22  Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 23  „Tal til Israels sønner og sig: ’I må ikke spise noget som helst fedt+ af en okse, et får eller en ged. 24  Og fedtet af et selvdødt dyr og fedtet af et sønderrevet dyr+ kan bruges til ethvert formål, men I må under ingen omstændigheder spise det. 25  For enhver der spiser fedt af det dyr hvoraf man frembærer et ildoffer for Jehova, den sjæl der spiser det, skal udryddes+ af sit folk. 26  Og I må ikke spise noget som helst blod+ nogen af de steder hvor I bor, hverken af flyvende skabninger eller [andre] dyr. 27  Enhver sjæl der spiser noget som helst blod, den sjæl skal udryddes+ af sit folk.’“ 28  Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 29  „Tal til Israels sønner og sig: ’Den der frembærer sit fællesskabsoffer for Jehova, skal af sit fællesskabsoffer bringe sin offergave til Jehova.+ 30  Med egne hænder skal han som Jehovas ildofre bringe fedtet+ sammen med brystet. Han skal bringe det sammen med brystet for at svinge det frem og tilbage som et svingningsoffer+ for Jehovas ansigt. 31  Og præsten skal bringe fedtet som røgoffer+ på alteret, men brystet skal tilfalde Aron og hans sønner.+ 32  Og I skal give præsten den højre kølle af jeres fællesskabsofre som en hellig ydelse.+ 33  Den af Arons sønner der frembærer blodet af fællesskabsofrene og fedtet, ham tilfalder den højre kølle som hans andel.+ 34  Ja, jeg tager hermed svingningsbrystet+ og den hellige ydelses kølle fra Israels sønner, fra deres fællesskabsofre, og jeg giver dem til præsten Aron og hans sønner, fra Israels sønner, som en varig forordning. 35  Dette var Arons præstelige andel og hans sønners præstelige andel af Jehovas ildofre, på den dag da han fremstillede+ dem til at virke som præster for Jehova, 36  den som Jehova havde påbudt at give dem på den dag han salvede+ dem blandt Israels sønner. Det er en ordning der varer ved, i denne og kommende generationer.’“+ 37  Dette er loven vedrørende brændofferet,+ kornofferet+ og syndofferet,+ skyldofferet,+ indsættelsesofferet+ og fællesskabsofferet,+ 38  sådan som Jehova havde påbudt Moses på Sinaj Bjerg+ den dag han påbød Israels sønner at frembære deres offergaver for Jehova i Sinaj Ørken.+

Fodnoter

El.: „lovprisning“.
„en hellig ydelse“. El.: „en offerydelse“, „et bidrag“. Hebr.: terumah′.
„et menneskes“. Hebr. ’adham′, et menneske, betragtet som en jordisk skabning.