Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Samuel 20:1-26

20  Det traf sig imidlertid således at der var en usling*+ dér hvis navn var Sjeʹba,+ Bikʹris søn, en benjaminit; han blæste nu i hornet+ og sagde: „Vi har ingen andel i David, og vi har ingen arvelod i Iʹsajs søn.+ Hver til sine guder,*+ Israel!“  Da brød alle Israels mænd op og fulgte ikke længere efter David men efter Sjeʹba, Bikʹris søn;+ men Judas mænd holdt sig til deres konge fra Jordan til Jerusalem.+  David kom så til sit hus i Jerusalem.+ Kongen tog derpå de ti kvinder,+ de medhustruer han havde ladet blive tilbage til at passe huset, og anbragte dem i et bevogtet hus, men han blev ved med at sørge for deres underhold. Han gik derimod ikke ind til dem,+ men de forblev afsondret til deres dødsdag, i enkestand med en levende [mand].*  Kongen sagde nu til Amaʹsa:+ „Sammenkald Judas mænd hos mig inden tre dage; også du skal stille her.“  Amaʹsa drog da af sted for at sammenkalde Juda, men han kom for sent til den tid der var aftalt for ham,  så David sagde til Aʹbisjaj:+ „Nu bliver Sjeʹba,+ Bikʹris søn, værre for os end Abʹsalom.+ Tag du din herres tjenere+ og sæt efter ham, så han ikke finder sig befæstede byer og slipper væk for øjnene af os.“*  Joʹabs+ mænd og keretitterne+ og peletitterne+ og alle de vældige krigere drog da ud i følge med ham, idet de drog ud fra Jerusalem for at sætte efter Sjeʹba, Bikʹris søn.  Mens de var ved den store sten som er i Giʹbeon,+ kom Amaʹsa+ dem i møde. Og Joʹab havde et bælte spændt om sig, klædt som han var i sin kappe, og over den havde han et sværd i dets skede spændt fast om hofterne, og idet han trådte frem, faldt det* ud.  Joʹab sagde nu til Amaʹsa: „Har du det godt, min broder?“+ Derpå greb Joʹab med højre hånd fat i Amaʹsas skæg for at kysse ham.+ 10  Men Amaʹsa tog sig ikke i agt for sværdet som var i Joʹabs hånd, så han stødte det i underlivet på ham,+ og hans indvolde væltede ud på jorden, og han behøvede ikke at gøre det ved ham igen. Således døde han. Men Joʹab og hans broder Aʹbisjaj satte efter Sjeʹba, Bikʹris søn. 11  Og en af Joʹabs unge mænd stod over ham og sagde: „Enhver der synes om Joʹab og enhver der hører til David:+ Følg Joʹab!“ 12  Imens lå Amaʹsa væltet om i en blodpøl+ midt på landevejen. Da manden så at alle folkene blev stående, flyttede han Amaʹsa fra landevejen over på marken; derpå kastede han en klædning over ham, eftersom han så at alle der kom hen til ham, blev stående.+ 13  Så snart han havde fjernet ham fra landevejen, gik alle mændene forbi og fulgte Joʹab for at sætte efter Sjeʹba,+ Bikʹris søn. 14  Denne drog imidlertid igennem alle Israels stammer til Abel ved Bet-Maʹaka.+ Og alle bikritterne* samledes og gik også med ham ind [i byen]. 15  De [andre] kom nu og belejrede ham i Abel ved Bet-Maʹaka, idet de opkastede en belejringsvold mod byen,+ for den lå bag en vold. Og alle folkene som var med Joʹab, var i færd med at underminere muren for at vælte den. 16  Men en vís kvinde+ råbte fra byen: „Hør, hør! Sig engang til Joʹab: ’Kom nærmere herhen, så jeg kan tale med dig!’“ 17  Så gik han nærmere til hende, og kvinden sagde: „Er du Joʹab?“ Hertil sagde han: „Ja, jeg er!“ Derpå sagde hun til ham: „Hør på din trælkvindes ord!“+ hvorpå han sagde: „Jeg hører.“ 18  Hun sagde da videre: „Førhen sagde man altid: ’Lad dem blot spørge i Abel, for på den måde afgør de sagen.’ 19  Jeg hører til de fredelige,+ trofaste+ i Israel. Du søger at bringe død over en by+ og en moder i Israel. Hvorfor vil du opsluge+ Jehovas arvelod?“+ 20  Hertil svarede Joʹab og sagde: „Det kunne aldrig nogen sinde falde mig ind at opsluge og ødelægge. 21  Sådan forholder sagen sig ikke; men en mand fra Eʹfraims bjergland+ hvis navn er Sjeʹba,+ Bikʹris søn, har løftet sin hånd mod kong David.+ Overgiv ham, ham alene,+ og jeg trækker mig tilbage fra byen.“+ Da sagde kvinden til Joʹab: „Se, hans hoved+ vil blive kastet over muren til dig!“ 22  Kvinden gik da i sin visdom+ hen til alle folkene, hvorpå de huggede hovedet af Sjeʹba, Bikʹris søn, og kastede det over til Joʹab. Han blæste da i hornet,+ og de spredtes fra byen, hver til sit hjem.* Men Joʹab vendte tilbage til Jerusalem, til kongen. 23  Og Joʹab var over hele Israels hær;+ og Benaʹja,+ Joʹjadas+ søn, var over keretitterne*+ og peletitterne.+ 24  Og Aʹdoram+ var over dem der var udskrevet til tvangsarbejde, og Joʹsafat,+ Aʹhiluds søn, var kansler,* 25  og Sjeʹva+ var statsskriver,+ og Zaʹdok+ og Ebʹjatar+ var præster. 26  Og også ja’iritten Iʹra blev Davids præst.*+

Fodnoter

El.: „en skurk“, „en slyngel“. Ordr.: „en belials mand“. Jf. 16:7, fdn. til „usling af en mand“.
„til sine guder“. M: le’ohalawʹ, „til sine telte“. En af Soferims Atten Tekstrettelser. Den oprindelige ordlyd af den hebr. tekst menes at have været le’lohawʹ (af ’ælohīmʹ, „guder“ el. „Gud“). Se Till. 2B.
Ordr.: „[i] levende lives (levetids) enkestand“, M; dvs. i enkestand i mandens levetid; LXX: „levende enker“; Vg: „levende (idet de levede) i enkestand“.
Ordr.: „og river vort øje ud“.
„det“, dvs. „sværdet“.
Ved en lille tekstrettelse; M: „beritterne“.
Ordr.: „sine telte“.
„keretitterne“, Mmargen og mange hebr. mss.; M: „den kariske livvagt“.
Ordr.: „en der får (nogen) til at huske“.
Se 8:18, fdn. til „præster“.