Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Samuel 13:1-39

13  Efter dette skete følgende: Davids søn Abʹsalom+ havde en smuk søster hvis navn var Taʹmar,+ og hende forelskede+ Davids søn Amʹnon+ sig i;  og det var så strengt for Amʹnon at han følte sig syg+ på grund af sin søster Taʹmar, for hun var jomfru, så det var i Amʹnons øjne+ næsten umuligt at gøre noget som helst med hende.+  Men Amʹnon havde en ven som hed Joʹnadab,*+ Davids broder Sjimʹas+ søn; og Joʹnadab var en meget vís mand,  så han sagde til ham: „Hvorfor er du så nedslået morgen efter morgen, kongesøn? Vil du ikke fortælle mig det?“+ Amʹnon sagde da til ham: „Jeg er forelsket+ i min broder Abʹsaloms søster+ Taʹmar.“  Da sagde Joʹnadab til ham: „Læg dig på din seng og spil syg,+ og når din fader kommer for at se til dig, skal du sige til ham: ’Lad dog min søster Taʹmar komme og give mig sygekost og tilberede sygekosten i mit påsyn så jeg kan se det og få noget at spise af hendes hånd.’“+  Amʹnon lagde sig da og spillede syg,+ og kongen kom og så til ham. Amʹnon sagde nu til kongen: „Lad dog min søster Taʹmar komme og lave et par hjertebrød i mit påsyn, så jeg kan få sygekost af hendes hånd.“  David sendte da bud til Taʹmar derhjemme idet han sagde: „Gå hen til din broder Amʹnons hus og lav sygekost til ham.“  Så gik Taʹmar hen til sin broder Amʹnons+ hus, hvor han lå [til sengs]. Hun tog nu dejen og æltede den og formede hjertebrød i hans påsyn, hvorpå hun bagte* hjertebrødene.  Så tog hun panden og øste op for ham, men han nægtede at spise. Amʹnon sagde nu: „Få alle til at gå ud herfra!“+ De gik da alle ud derfra. 10  Derpå sagde Amʹnon til Taʹmar: „Bring sygekosten ind i det inderste kammer, så jeg kan få sygekost af din hånd.“ Så tog Taʹmar hjertebrødene som hun havde lavet og bragte dem ind til sin broder Amʹnon i det inderste kammer. 11  Men da hun bragte dem hen til ham så han kunne spise, greb+ han fat i hende og sagde til hende: „Kom, lig+ hos mig, søster!“+ 12  Hun sagde imidlertid til ham: „Nej, broder! Krænk+ mig ikke, for sådan gør man ikke i Israel;+ begå ikke denne skændige og tåbelige handling.+ 13  Og jeg, hvor skal jeg gå hen med min forsmædelse? Og du, du vil blive [regnet] som en af de uforstandige i Israel. Men tal dog nu med kongen, for han vil ikke nægte dig mig.“ 14  Han ville dog ikke høre på hvad hun sagde, og da han var stærkere end hun, krænkede+ han hende og lå hos hende.+ 15  Amʹnon fattede nu et meget stærkt had til hende, ja, det had som han fattede til hende, var større end den kærlighed som han havde elsket hende med. Amʹnon sagde derfor til hende: „Rejs dig, gå!“ 16  Da sagde hun til ham: „Nej, broder,* dette at du vil sende mig bort, er endnu værre end det andet du har gjort imod mig!“ Men han ville ikke høre på hende. 17  Han kaldte da på den unge mand som opvartede ham og sagde: „Få lige hende dér sendt væk fra mig, udenfor, og lås døren bag hende.“ 18  (Hun havde for øvrigt en lang, stribet+ kjortel på, for med sådanne gik kongedøtrene, jomfruerne, klædt, i stedet for med overklædninger uden ærmer.) Hans tjener førte hende så udenfor, og han låste døren bag hende. 19  Taʹmar tog da aske+ på hovedet, og den lange, stribede kjortel som hun havde på, sønderrev hun; derpå holdt hun sine hænder* på hovedet,+ og sådan gik hun skrigende bort. 20  Da sagde hendes broder Abʹsalom+ til hende: „Er det din broder Amʹnon+ der har været hos dig? Så ti nu stille, søster; han er jo din broder.+ Lad ikke dit hjerte være rettet mod denne sag.“ Taʹmar boede så tilbagetrukket i sin broder Abʹsaloms hus. 21  Kong David havde i mellemtiden hørt om alle disse ting,+ og han blev meget vred.+ 22  Men Abʹsalom talte ikke med Amʹnon, hverken ondt eller godt, for Abʹsalom hadede+ Amʹnon fordi han havde krænket hans søster Taʹmar. 23  Da to hele år var gået, havde Abʹsalom fåreklippere+ i Baʹal-Haʹzor, der ligger tæt ved Eʹfraim,+ så Abʹsalom indbød alle kongens sønner.+ 24  Abʹsalom gik derfor til kongen og sagde: „Hør engang, din tjener har fåreklippere! Lad dog kongen og hans tjenere tage med din tjener.“ 25  Men kongen svarede Abʹsalom: „Nej, min søn, lad os dog ikke tage af sted alle sammen, at vi ikke ligger dig til byrde.“ Og selv om han nødte+ ham, ville han ikke tage af sted, men velsignede+ ham. 26  Da sagde Abʹsalom: „Hvis ikke, så lad i det mindste min broder Amʹnon tage med os.“+ Kongen sagde da til ham: „Hvorfor skulle han tage med dig?“ 27  Men Abʹsalom nødte+ ham, så han lod Amʹnon og alle kongens sønner gå med ham.* 28  Abʹsalom gav derpå sine unge mænd følgende påbud: „Hold nu øje med når Amʹnons hjerte er blevet muntert af vinen;+ når jeg så siger til jer: ’Slå Amʹnon ihjel!’ så skal I lade ham dø. Vær ikke bange;+ er det ikke mig der har påbudt jer det? Vær modige og vis jer som brave mænd.“ 29  Abʹsaloms unge mænd gjorde derfor sådan med Amʹnon som Abʹsalom havde påbudt.+ Alle kongens sønner rejste sig da og steg hver op på sit muldyr* og flygtede. 30  Mens de var undervejs, nåede rygtet til David idet man sagde: „Abʹsalom har slået alle kongens sønner ihjel, og der er ikke en eneste af dem tilbage.“ 31  Da rejste kongen sig og sønderrev sine klæder,+ og han lagde sig på jorden,+ mens alle hans tjenere stod ved siden af med sønderrevne klæder.*+ 32  Men Davids broder Sjimʹas+ søn Joʹnadab+ tog til orde og sagde: „Lad ikke min herre mene at de har ladet alle de unge mænd, kongens sønner, dø, for kun Amʹnon er død.+ Dette er nemlig sket på Abʹsaloms befaling som noget der har været fastsat+ siden den dag han krænkede+ hans søster+ Taʹmar. 33  Så lad nu ikke min herre kongen bebyrde sit hjerte med det ord der siger: ’Alle kongens sønner er døde,’ for kun Amʹnon er død.“ 34  Abʹsalom flygtede imidlertid.+ Senere da den unge mand som var vagtpost+ løftede sine øjne og så, se, da kom der en mængde folk ad vejen bag ham, langs bjergsiden.* 35  Joʹnadab+ sagde da til kongen: „Se, kongens sønner er kommet; det er som din tjener har sagt.“+ 36  Og netop som han var færdig med at tale, se, da kom kongens sønner ind, og de brast i højlydt gråd. Og også kongen og alle hans tjenere brød ud i heftig gråd. 37  Men Abʹsalom flygtede og tog hen til Talʹmaj,+ Amʹmihuds søn, kongen i Geʹsjur.+ Og [David]* holdt sorg+ over sin søn alle dagene. 38  Men Abʹsalom flygtede og tog til Geʹsjur,+ og dér var han i tre år. 39  Omsider længtes kong David[s sjæl]* efter at drage ud* til Abʹsalom, for han havde fundet trøst over Amʹnon, over at han var død.

Fodnoter

Nogle steder i M (fx v. 5) skrives dette navn „Jehonadab“.
Ordr.: „kogte“. Ikke tilberedt i en ovn, men i en frituregryde eller på en pande.
„Nej, broder“, LXXLagardeIt.
„hænder“, LXXVg; M: „hånd“.
LXX tilføjer: „Og Absalom holdt en fest som en konges fest.“
„sit muldyr“. Hebr.: pirdōʹ; det første sted hvor dette ord forekommer.
„og alle hans tjenere som stod omkring ham, sønderrev deres yderklæder“, LXXVg.
LXX tilføjer: „Og vagtposten kom og gav besked til kongen og sagde: ’Jeg har set mænd [komme] ad vejen til Horonajim langs bjergsiden.’“
SyVg: „David“; LXX: „kong David“; M: „han“.
På hebr. passer „sjæl“ (fem.) som subjekt for „længtes“ (fem.), men „kong David“ (mask.) gør ikke; LXX: „kongens ånd“.
Ordr.: „hentæredes . . . [af længsel] efter at drage ud“.