Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Samuel 13:1-39

13  Efter dette skete følgende: Davids søn Ab′salom+ havde en smuk søster hvis navn var Ta′mar,+ og hende forelskede+ Davids søn Am′non+ sig i;  og det var så strengt for Am′non at han følte sig syg+ på grund af sin søster Ta′mar, for hun var jomfru, så det var i Am′nons øjne+ næsten umuligt at gøre noget som helst med hende.+  Men Am′non havde en ven som hed Jo′nadab,*+ Davids broder Sjim′as+ søn; og Jo′nadab var en meget vís mand,  så han sagde til ham: „Hvorfor er du så nedslået morgen efter morgen, kongesøn? Vil du ikke fortælle mig det?“+ Am′non sagde da til ham: „Jeg er forelsket+ i min broder Ab′saloms søster+ Ta′mar.“  Da sagde Jo′nadab til ham: „Læg dig på din seng og spil syg,+ og når din fader kommer for at se til dig, skal du sige til ham: ’Lad dog min søster Ta′mar komme og give mig sygekost og tilberede sygekosten i mit påsyn så jeg kan se det og få noget at spise af hendes hånd.’“+  Am′non lagde sig da og spillede syg,+ og kongen kom og så til ham. Am′non sagde nu til kongen: „Lad dog min søster Ta′mar komme og lave et par hjertebrød i mit påsyn, så jeg kan få sygekost af hendes hånd.“  David sendte da bud til Ta′mar derhjemme idet han sagde: „Gå hen til din broder Am′nons hus og lav sygekost til ham.“  Så gik Ta′mar hen til sin broder Am′nons+ hus, hvor han lå [til sengs]. Hun tog nu dejen og æltede den og formede hjertebrød i hans påsyn, hvorpå hun bagte* hjertebrødene.  Så tog hun panden og øste op for ham, men han nægtede at spise. Am′non sagde nu: „Få alle til at gå ud herfra!“+ De gik da alle ud derfra. 10  Derpå sagde Am′non til Ta′mar: „Bring sygekosten ind i det inderste kammer, så jeg kan få sygekost af din hånd.“ Så tog Ta′mar hjertebrødene som hun havde lavet og bragte dem ind til sin broder Am′non i det inderste kammer. 11  Men da hun bragte dem hen til ham så han kunne spise, greb+ han fat i hende og sagde til hende: „Kom, lig+ hos mig, søster!“+ 12  Hun sagde imidlertid til ham: „Nej, broder! Krænk+ mig ikke, for sådan gør man ikke i Israel;+ begå ikke denne skændige og tåbelige handling.+ 13  Og jeg, hvor skal jeg gå hen med min forsmædelse? Og du, du vil blive [regnet] som en af de uforstandige i Israel. Men tal dog nu med kongen, for han vil ikke nægte dig mig.“ 14  Han ville dog ikke høre på hvad hun sagde, og da han var stærkere end hun, krænkede+ han hende og lå hos hende.+ 15  Am′non fattede nu et meget stærkt had til hende, ja, det had som han fattede til hende, var større end den kærlighed som han havde elsket hende med. Am′non sagde derfor til hende: „Rejs dig, gå!“ 16  Da sagde hun til ham: „Nej, broder,* dette at du vil sende mig bort, er endnu værre end det andet du har gjort imod mig!“ Men han ville ikke høre på hende. 17  Han kaldte da på den unge mand som opvartede ham og sagde: „Få lige hende dér sendt væk fra mig, udenfor, og lås døren bag hende.“ 18  (Hun havde for øvrigt en lang, stribet+ kjortel på, for med sådanne gik kongedøtrene, jomfruerne, klædt, i stedet for med overklædninger uden ærmer.) Hans tjener førte hende så udenfor, og han låste døren bag hende. 19  Ta′mar tog da aske+ på hovedet, og den lange, stribede kjortel som hun havde på, sønderrev hun; derpå holdt hun sine hænder* på hovedet,+ og sådan gik hun skrigende bort. 20  Da sagde hendes broder Ab′salom+ til hende: „Er det din broder Am′non+ der har været hos dig? Så ti nu stille, søster; han er jo din broder.+ Lad ikke dit hjerte være rettet mod denne sag.“ Ta′mar boede så tilbagetrukket i sin broder Ab′saloms hus. 21  Kong David havde i mellemtiden hørt om alle disse ting,+ og han blev meget vred.+ 22  Men Ab′salom talte ikke med Am′non, hverken ondt eller godt, for Ab′salom hadede+ Am′non fordi han havde krænket hans søster Ta′mar. 23  Da to hele år var gået, havde Ab′salom fåreklippere+ i Ba′al-Ha′zor, der ligger tæt ved E′fraim,+ så Ab′salom indbød alle kongens sønner.+ 24  Ab′salom gik derfor til kongen og sagde: „Hør engang, din tjener har fåreklippere! Lad dog kongen og hans tjenere tage med din tjener.“ 25  Men kongen svarede Ab′salom: „Nej, min søn, lad os dog ikke tage af sted alle sammen, at vi ikke ligger dig til byrde.“ Og selv om han nødte+ ham, ville han ikke tage af sted, men velsignede+ ham. 26  Da sagde Ab′salom: „Hvis ikke, så lad i det mindste min broder Am′non tage med os.“+ Kongen sagde da til ham: „Hvorfor skulle han tage med dig?“ 27  Men Ab′salom nødte+ ham, så han lod Am′non og alle kongens sønner gå med ham.* 28  Ab′salom gav derpå sine unge mænd følgende påbud: „Hold nu øje med når Am′nons hjerte er blevet muntert af vinen;+ når jeg så siger til jer: ’Slå Am′non ihjel!’ så skal I lade ham dø. Vær ikke bange;+ er det ikke mig der har påbudt jer det? Vær modige og vis jer som brave mænd.“ 29  Ab′saloms unge mænd gjorde derfor sådan med Am′non som Ab′salom havde påbudt.+ Alle kongens sønner rejste sig da og steg hver op på sit muldyr* og flygtede. 30  Mens de var undervejs, nåede rygtet til David idet man sagde: „Ab′salom har slået alle kongens sønner ihjel, og der er ikke en eneste af dem tilbage.“ 31  Da rejste kongen sig og sønderrev sine klæder,+ og han lagde sig på jorden,+ mens alle hans tjenere stod ved siden af med sønderrevne klæder.*+ 32  Men Davids broder Sjim′as+ søn Jo′nadab+ tog til orde og sagde: „Lad ikke min herre mene at de har ladet alle de unge mænd, kongens sønner, dø, for kun Am′non er død.+ Dette er nemlig sket på Ab′saloms befaling som noget der har været fastsat+ siden den dag han krænkede+ hans søster+ Ta′mar. 33  Så lad nu ikke min herre kongen bebyrde sit hjerte med det ord der siger: ’Alle kongens sønner er døde,’ for kun Am′non er død.“ 34  Ab′salom flygtede imidlertid.+ Senere da den unge mand som var vagtpost+ løftede sine øjne og så, se, da kom der en mængde folk ad vejen bag ham, langs bjergsiden.* 35  Jo′nadab+ sagde da til kongen: „Se, kongens sønner er kommet; det er som din tjener har sagt.“+ 36  Og netop som han var færdig med at tale, se, da kom kongens sønner ind, og de brast i højlydt gråd. Og også kongen og alle hans tjenere brød ud i heftig gråd. 37  Men Ab′salom flygtede og tog hen til Tal′maj,+ Am′mihuds søn, kongen i Ge′sjur.+ Og [David]* holdt sorg+ over sin søn alle dagene. 38  Men Ab′salom flygtede og tog til Ge′sjur,+ og dér var han i tre år. 39  Omsider længtes kong David[s sjæl]* efter at drage ud* til Ab′salom, for han havde fundet trøst over Am′non, over at han var død.

Fodnoter

Nogle steder i M (fx v. 5) skrives dette navn „Jehonadab“.
Ordr.: „kogte“. Ikke tilberedt i en ovn, men i en frituregryde eller på en pande.
„Nej, broder“, LXXLagardeIt.
„hænder“, LXXVg; M: „hånd“.
LXX tilføjer: „Og Absalom holdt en fest som en konges fest.“
„sit muldyr“. Hebr.: pirdō′; det første sted hvor dette ord forekommer.
„og alle hans tjenere som stod omkring ham, sønderrev deres yderklæder“, LXXVg.
LXX tilføjer: „Og vagtposten kom og gav besked til kongen og sagde: ’Jeg har set mænd [komme] ad vejen til Horonajim langs bjergsiden.’“
SyVg: „David“; LXX: „kong David“; M: „han“.
På hebr. passer „sjæl“ (fem.) som subjekt for „længtes“ (fem.), men „kong David“ (mask.) gør ikke; LXX: „kongens ånd“.
Ordr.: „hentæredes . . . [af længsel] efter at drage ud“.