Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Samuel 12:1-31

12  Jehova sendte nu Natan+ til David. Han gik da ind til ham+ og sagde til ham: „Der var to mænd i samme by; den ene var rig og den anden havde det småt.  Den rige havde overordentlig meget småkvæg og hornkvæg;+  men han der havde det småt havde ikke andet end ét lille hunlam som han havde købt;+ og han holdt det i live, og det voksede op hos ham sammen med hans sønner. Det plejede at spise af hans brødstykke og drikke af hans bæger og ligge i hans favn, og det var som en datter for ham.  Så kom der en besøgende til den rige mand, men han nænnede ikke at tage noget af sit eget småkvæg eller sit eget hornkvæg og tilberede det til den rejsende som var kommet til ham; så han tog hunlammet som tilhørte manden der havde det småt, og tilberedte det til manden der var kommet til ham.“+  Da blussede Davids vrede voldsomt op mod [denne] mand,+ så han sagde til Natan: „Så sandt Jehova lever:+ den mand som gjorde dette, fortjener at dø!*+  Og hunlammet skal han erstatte+ med fire,+ eftersom han gjorde dette og fordi han ikke viste medfølelse.“+  Da sagde Natan til David: „Du er manden! Således har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Jeg salvede+ dig til konge over Israel og jeg udfriede+ dig af Sauls hånd,  og jeg gav dig gerne din herres hus+ og din herres hustruer+ i din favn, og jeg gav dig Israels og Judas hus.*+ Og hvis det havde været for lidt, ville jeg gerne have givet dig mere af den ene og den anden slags.+  Hvorfor har du ringeagtet Jehovas ord ved at gøre hvad der er ondt+ i hans øjne? Hetitten U′rias slog du ihjel med sværdet,+ og hans hustru tog du dig til hustru,+ og ham selv dræbte du med Am′mons sønners sværd. 10  Så nu skal sværdet+ aldrig nogen sinde vige fra dit hus,+ eftersom du ringeagtede mig og tog hetitten U′rias’ hustru til at være din hustru!’ 11  Således har Jehova sagt: ’Se, jeg lader ulykken rejse sig mod dig fra dit eget hus,+ og jeg vil tage dine hustruer for øjnene af dig og give dem til din næste,+ og han skal ligge hos dine hustruer for øjnene af solen dér.+ 12  Du handlede nemlig i det skjulte;+ jeg, derimod, vil gøre dette foran hele Israel+ og foran solen.’“+ 13  Da sagde David+ til Natan: „Jeg har syndet mod Jehova,“+ hvorpå Natan sagde til David: „Så har Jehova også båret over med din synd.+ Du skal ikke dø.+ 14  Da du imidlertid har handlet fuldstændig respektløst+ over for Jehova* i denne sag, så skal den søn som er født dig, visselig dø.“+ 15  Derpå gik Natan til sit hus. Men Jehova slog+ barnet som U′rias’ hustru havde født David, så det sygnede hen. 16  David gik da i forbøn for drengen hos den [sande] Gud, og David holdt en streng faste+ idet han gik ind og tilbragte natten liggende på jorden.+ 17  De ældste i hans hus stod imidlertid over ham for at få ham til at rejse sig fra jorden, men han ville ikke, og han spiste ikke noget måltid+ med dem. 18  På den syvende dag døde barnet; og Davids tjenere var bange for at fortælle ham at barnet var død; de sagde nemlig: „Se, mens barnet var levende talte vi til ham, men han hørte ikke på vores røst; så hvordan kan vi sige til ham: ’Barnet er død’? Ja, han vil gøre en ulykke [på sig selv].“ 19  Da David så at hans tjenere hviskede sammen, forstod David at barnet var død, så David sagde til sine tjenere: „Er barnet død?“ hvortil de sagde: „Han er død.“ 20  David rejste sig så fra jorden og vaskede sig og gned+ sig ind i olie; derpå skiftede han kappe og gik ind i Jehovas hus+ og kastede sig ned,+ hvorpå han gik ind i sit hus og bad [om noget at spise]; de satte da mad frem for ham og han spiste. 21  Hans tjenere sagde nu til ham: „Hvad er meningen med det du gør? Du faster og græder for barnets skyld mens det er levende, men så snart barnet er død, står du op og spiser mad.“ 22  Hertil sagde han: „Mens barnet endnu var i live, fastede+ jeg og græd,+ for jeg sagde ved mig selv: ’Hvem ved om Jehova vil vise mig sin gunst så barnet overlever?’+ 23  Hvorfor skulle jeg faste nu da han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen?+ Jeg går til ham,+ men han kommer ikke tilbage til mig.“+ 24  David trøstede så sin hustru Bat′seba+ og gik ind til hende og lå hos hende. Siden fødte hun en søn,+ og man* gav ham navnet Salomon.*+ Og Jehova elskede ham;+ 25  så han sendte bud ved profeten Natan,+ og han gav ham navnet Jedid′ja,* for Jehovas skyld. 26  Jo′ab+ førte imidlertid krig mod Rab′ba+ som tilhørte Am′mons sønner, og indtog den kongelige by.* 27  Jo′ab sendte da sendebud til David og sagde: „Jeg har ført krig mod Rab′ba;+ jeg har også indtaget vandbyen; 28  saml derfor nu resten af folket og slå lejr mod byen og indtag den, så jeg ikke indtager byen og mit navn nævnes over den.“ 29  David samlede da hele folket og drog til Rab′ba og førte krig mod den og indtog den. 30  Han tog desuden kronen af Mal′kams* hoved+ — og dens vægt var en guldtalent,* og der var kostbare sten på den — og den blev sat på Davids hoved. Og byttet+ fra byen bragte han ud i store mængder. 31  Og folkene som var i den, førte han ud, og han satte dem ved stensave og jernhakker+ og jernøkser, og han lod dem arbejde* med teglværksarbejde, og sådan gjorde han ved alle Am′mons sønners byer. Derpå vendte David og hele folket tilbage til Jerusalem.

Fodnoter

Ordr.: „er en dødens søn!“
„hus“, MLXXVg; Sy: „døtre“.
„handlet . . . respektløst over for Jehova“ er den oprindelige læsemåde. Teksten er blevet rettet til: „handlet . . . respektløst over for Jehovas fjender“. Se Till. 2B.
El.: „han“, M; MmargenTSy og nogle få hebr. mss.: „hun“.
Betyder „fredelig“. Jf. 1Kr 22:9.
Betyder „Jahs elskede“.
Sandsynligvis „vandbyen“, som i v. 27.
Måske: „Milkoms“, en af ammonitternes afguder. LXX: „deres konge Melchols“; Vg: „deres konges“.
Ca. 34,2 kg.
„han lod dem arbejde“, ved rettelse af ét bogstav; M: „han lod dem passere (gå igennem)“.