Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Mosebog 4:1-31

4  Da svarede Moses og sagde: „Men sæt de ikke tror mig og ikke hører efter min røst,+ fordi de vil sige: ’Jehova har ikke vist sig for dig.’“  Da sagde Jehova til ham: „Hvad er det du har i hånden?“ hvortil han sagde: „En stav.“+  Derpå sagde han: „Kast den på jorden.“ Så kastede han den på jorden, og den blev til en slange;+ og Moses flygtede for den.  Da sagde Jehova til Moses: „Ræk hånden ud og grib fat i den ved halen.“ Så rakte han hånden ud og greb fat i den, og den blev til en stav i hans hånd.  „For at,“ som han sagde, „de kan tro at Jehova, deres forfædres Gud,+ Abrahams Gud,+ Isaks Gud+ og Jakobs Gud,+ har vist sig for dig.“+  Da sagde Jehova yderligere til ham: „Stik nu hånden ind i din brystfold.“ Så stak han hånden ind i sin brystfold. Da han trak den ud, se, da var hans hånd angrebet af spedalskhed [og var] som sne!+  Derpå sagde han: „Før igen hånden ind i din brystfold.“ Så førte han igen hånden ind i sin brystfold. Da han trak den ud af brystfolden, se, da var den igen blevet som hans øvrige kød!+  „Og det skal ske,“ som han sagde, „at hvis de ikke vil tro dig og ikke vil høre efter det første tegns røst, så skal de tro det sidste tegns røst.+  Dog skal det ske, at hvis de end ikke vil tro disse to tegn og ikke vil høre efter din røst,+ så skal du tage noget vand fra Nilen og hælde det ud på det tørre land; og vandet som du tager fra Nilen skal blive, ja, det skal blive til blod på det tørre land.“+ 10  Da sagde Moses til Jehova: „Undskyld, Jehova,* men jeg er ikke nogen veltalende mand; [jeg var det] ikke i går eller i forgårs, og [er det] heller ikke efter at du har talt til din tjener, for jeg har en langsom mund og en langsom tunge.“+ 11  Da sagde Jehova til ham: „Hvem har givet mennesket en mund, eller hvem gør stum eller døv eller klartseende eller blind? Er det ikke mig, Jehova?+ 12  Så gå nu, og jeg vil selv være med din mund og lære dig hvad du skal sige.“+ 13  Men han sagde: „Undskyld, Jehova,* jeg beder dig, send bud ved [enhver anden] du måtte sende.“ 14  Da blussede Jehovas vrede op mod Moses og han sagde: „Er levitten Aron ikke din broder?+ Jeg ved at han virkelig kan tale. Og desuden, se, han er allerede på vej ud for at møde dig. Når han ser dig, vil han fryde sig i sit hjerte.+ 15  Og du skal tale til ham og lægge ordene i hans mund;+ og jeg vil selv være med din mund og med hans mund+ og lære jer hvad I skal gøre.+ 16  Og han skal tale for dig til folket; og det skal være sådan at han skal tjene som mund for dig,+ og du skal tjene som Gud* for ham.+ 17  Og denne stav skal du tage i hånden, så du kan gøre tegnene med den.“+ 18  Så gik Moses, og han vendte tilbage til sin svigerfader Je′tro* og sagde til ham:+ „Jeg vil gerne rejse og vende tilbage til mine brødre som er i Ægypten, så jeg kan se om de stadig er i live.“+ Så sagde Je′tro til Moses: „Rejs i fred.“+ 19  Derpå sagde Jehova til Moses i Mid′jan: „Gå, vend tilbage til Ægypten, for alle de mænd som efterstræbte din sjæl,* er døde.“+ 20  Så tog Moses sin hustru og sine sønner og lod dem ride på et æsel, og han begav sig på vej tilbage til Ægyptens land. Endvidere tog Moses den [sande] Guds stav i hånden.+ 21  Og Jehova sagde videre til Moses: „Når du er taget af sted og er vendt tilbage til Ægypten, [så] se til at I over for Farao gør alle de mirakler som jeg har lagt i din hånd.+ Og jeg på min side vil lade hans hjerte forhærdes;*+ og han vil ikke sende folket bort.+ 22  Og du skal sige til Farao: ’Sådan har Jehova sagt: „Israel er min søn, min førstefødte.+ 23  Og jeg siger til dig: Send min søn bort så han kan dyrke mig.* Men vægrer du dig ved at sende ham bort, se, [da] dræber jeg din søn, din førstefødte.“’“+ 24  Nu skete det på vejen, på overnatningsstedet,+ at Jehova* mødte ham+ og søgte at bringe død over ham.+ 25  Så tog Zippo′ra+ en flintesten og skar sin søns forhud af+ og lod den røre hans fødder og sagde: „Det er fordi du er mig en blodbrudgom.“* 26  Så slap han ham. Dengang sagde hun: „En blodbrudgom,“ på grund af omskærelsen.* 27  Og Jehova sagde til Aron: „Gå Moses i møde i ørkenen.“+ Derpå gik han, og han mødte ham ved den [sande] Guds bjerg+ og kyssede ham. 28  Og Moses fortalte så Aron om alle Jehovas ord da han sendte ham,+ og om alle de tegn som han havde påbudt ham at gøre.*+ 29  Derpå tog Moses og Aron af sted og samlede alle Israels sønners ældste.+ 30  Og Aron overbragte alle de ord som Jehova havde talt til Moses,+ og han gjorde tegnene+ for øjnene af folket. 31  Så troede folket.+ Da de hørte at Jehova havde vendt sin opmærksomhed+ mod Israels sønner og at han havde set deres nød,+ bøjede de sig og kastede sig ned.+

Fodnoter

Et af de 134 steder hvor soferim ændrede JHWH til ’Adhonaj′. Se Till. 1B.
Se fdn. til v. 10.
„som Gud“. Hebr.: le’lohīm′, plur.; gr.: pros ton theon′; lat.: ad De′um.
Hebr.: Jæ′thær.
„din sjæl (dit liv)“. Hebr.: nafsjæ′kha; gr.: sou tēn psychēn′.
Ordr.: „jeg . . . vil gøre hans hjerte hårdt (stædigt)“.
„så han kan dyrke (tjene, tilbede) mig“. Hebr.: weja‛avdhe′ni; gr.: hi′na moi latreu′sēi. Se 3:12, fdn.
„Jehova“, MSam; TLXX: „Jehovas engel“.
„en blodbrudgom“. Hebr.: chathan-damīm′. Hebr.: damim′ (plur. af dam) om det udgydte blod; LXX: „og sagde: ’Mit barns omskærelsesblod er standset’“.
Ordr.: „omskærelserne“.
„påbudt ham at gøre“, Sy; MLXXVg: „påbudt (ham)“.