Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Mosebog 33:1-23

33  Og Jehova sagde videre til Moses: „Gå, drag op herfra, du og det folk som du har ført op fra Ægyptens land,+ til det land som jeg tilsvor* Abraham, Isak og Jakob idet jeg sagde: ’Dit afkom vil jeg give det.’+  Og jeg vil sende en engel foran dig+ og drive kana’anæerne, amoritterne og hetitterne og perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bort;+ —   til et land* der flyder med mælk og honning,+ for selv vil jeg ikke drage med op midt iblandt dig, for at jeg ikke skal gøre det af med dig på vejen,+ for du er et stivnakket folk.“+  Da folket hørte dette dårlige budskab, sørgede de;+ og ingen af dem tog sine smykker på.  Og Jehova sagde videre til Moses: „Sig til Israels sønner: ’I er et stivnakket folk.+ På et øjeblik+ kunne jeg drage op midt iblandt dig og gøre det af med dig. Læg derfor nu dine smykker bort, så jeg kan vide hvad jeg skal gøre ved dig.’“+  Så aflagde Israels sønner deres smykker fra Ho′rebs Bjerg+ og videre frem.  Moses på sin side tog sit telt* og slog det op uden for lejren, langt borte fra lejren; og han kaldte det et mødetelt. Og det var sådan at enhver der ville rådspørge+ Jehova, gik ud til mødeteltet, som var uden for lejren.  Og når Moses gik ud til teltet, rejste hele folket sig,+ og hver stillede sig ved indgangen til sit telt og så efter Moses indtil han var gået ind i teltet.  Og når Moses var gået ind i teltet, dalede skysøjlen+ ned og stod ved indgangen til teltet, og Han talte+ med Moses. 10  Og hele folket så skysøjlen+ stå ved indgangen til teltet, og hele folket rejste sig, og de bøjede sig, hver ved indgangen til sit telt.+ 11  Og Jehova talte til Moses, ansigt til ansigt,+ ligesom den ene mand taler til den anden. Når han vendte tilbage til lejren, veg hans tjener+ Josua, Nuns søn,+ som medhjælper* ikke fra teltets indre. 12  Og Moses sagde til Jehova: „Se, du siger til mig: ’Før dette folk op,’ men du har ikke ladet mig vide hvem du vil sende med mig. Du har også sagt: ’Jeg kender dig ved navn,+ og desuden: du har fundet yndest i mine øjne.’ 13  Og nu, hvis jeg dog har fundet yndest i dine øjne,+ lad mig da få kendskab til dine veje,+ så jeg kan kende dig, for at jeg kan finde yndest i dine øjne. Og betænk* at denne nation er dit folk.“+ 14  Da sagde han: „I egen person* vil jeg drage med,*+ og jeg vil give dig hvile.“*+ 15  Derpå sagde han til ham: „Hvis ikke du selv i egen person* drager med, [så] før os ikke op herfra. 16  Og hvorpå kan det nu kendes at jeg har fundet yndest i dine øjne, jeg og dit folk? Er det ikke på at du drager med os,+ eftersom jeg og dit folk jo har fået en særstilling frem for ethvert andet folk som er på jordens flade?“+ 17  Da sagde Jehova til Moses: „Også dette, som du har talt om, vil jeg gøre,+ fordi du har fundet yndest i mine øjne og jeg kender dig ved navn.“ 18  Hertil sagde han: „Lad mig dog se din herlighed.“+ 19  Men han sagde: „Jeg vil lade al min godhed drage forbi dit ansigt,+ og jeg vil udråbe* Jehovas navn foran dig;+ og jeg vil vise min gunst mod den som jeg viser min gunst, og vise barmhjertighed mod den* som jeg viser barmhjertighed.“+ 20  Og han tilføjede: „Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske* kan se mig og leve.“+ 21  Og Jehova sagde videre: „Her er et sted hos mig, og du skal stille dig på klippen. 22  Og når min herlighed går forbi, anbringer jeg dig i en klippespalte og lægger min hånd skærmende over dig indtil jeg er gået forbi. 23  Derpå vil jeg tage min hånd bort, og du skal se mig bagfra.* Men mit ansigt må ikke ses.“+

Fodnoter

El.: „det land som jeg med ed lovede“.
„til et land“, M; LXX: „og jeg vil føre dig ind i et land“.
„sit telt“, LXXSy; MVg: „teltet“.
„som medhjælper“. El.: „en ung mand“.
„Og betænk“, MSy; LXX: „og for at jeg kan vide“.
„I egen person“. Ordr.: „Mit ansigt [vil drage med]“, M(hebr.: panaj′)Vg.
„Jeg vil selv gå foran dig“, LXX; Sy: „Gå foran mig“.
Nogle læser de to sætninger som et spørgsmål: „Skal jeg drage med i egen person, og skal jeg give dig hvile?“
Ordr.: „Hvis ikke dit ansigt“, M; LXXVg: „Hvis ikke du selv“.
El.: „forkynde“. Ordr.: „påkalde“.
„den . . . den“, LXXVg. El.: „dem . . . dem“.
El.: „jordisk menneske“. Hebr.: ha’adham′.
El.: „se min ryg“.