Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Mosebog 32:1-35

32  Imidlertid så folket at Moses var længe om at komme ned fra bjerget,+ og folket samlede sig da om Aron og sagde til ham: „Kom, lav os en gud* som kan gå foran os,+ for denne Moses — manden som førte os op fra Ægyptens land+ — ham ved vi ikke hvad der er sket med.“  Så sagde Aron til dem: „Riv de guldringe+ af som jeres hustruer, jeres sønner og jeres døtre har i ørerne, og bring mig dem.“  Da rev hele folket de guldringe af som de havde i ørerne og bragte Aron dem.  Og han modtog [guldet]* af deres hånd og formede det+ med en mejsel og lavede det til et støbt billede af en kalv.+ Så sagde de:* „Dette, Israel, er din Gud* som førte dig op fra Ægyptens land.“+  Da Aron så dette, byggede han et alter foran den. Derpå råbte Aron og sagde: „Det er højtid for Jehova i morgen.“  Så stod de tidligt op den følgende dag og gav sig til at ofre brændofre og frembære fællesskabsofre. Derpå satte folket sig til at spise og drikke, hvorpå de rejste sig for at more sig.+  Da sagde Jehova til Moses: „Gå, stig ned, for dit folk, som du førte op fra Ægyptens land, har handlet ødelæggende.+  De har hastigt vendt sig bort fra den vej jeg påbød dem at vandre ad.+ De har lavet sig et støbt billede af en kalv og bøjer sig for den og bringer slagtofre til den og siger: ’Dette, Israel, er din Gud* som førte dig op fra Ægyptens land.’“+  Og Jehova sagde videre til Moses: „Jeg har iagttaget dette folk, og se, det er et stivnakket folk.+ 10  Lad mig derfor nu være, så min vrede kan blusse op imod dem og jeg kan gøre det af med dem,+ og lad mig gøre dig til en stor nation.“+ 11  Da søgte Moses at stemme Jehova sin Gud mildere,+ og han sagde: „Hvorfor, Jehova, skal din vrede+ blusse op mod dit folk som du førte ud af Ægyptens land med stor kraft og med stærk hånd? 12  Hvorfor skal ægypterne+ sige: ’I ond hensigt har han ført dem ud for at dræbe dem i bjergene og gøre det af med dem [og fjerne dem] fra jordens flade’?+ Vend om fra din brændende vrede+ og fortryd+ det onde [du ville gøre] mod dit folk. 13  Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Israel, over for hvem du svor ved dig selv,+ idet du sagde til dem: ’Jeg vil gøre jeres afkom* talrigt som himmelens stjerner,+ og hele dette land som jeg har udpeget, vil jeg give jeres afkom,+ så det kan tage det i eje for stedse.’“+ 14  Da fortrød Jehova det onde som han havde talt om at ville gøre mod sit folk.+ 15  Derpå vendte Moses sig og gik ned fra bjerget+ med Vidnesbyrdets to tavler+ i hånden, tavler der var beskrevet på begge sider. Både på den ene og på den anden side var der skrevet på dem. 16  Og tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds skrift, indgraveret i tavlerne.+ 17  Da Josua* hørte lyden af folket på grund af dets råben, sagde han til Moses: „Det lyder som om der er kamp+ i lejren.“ 18  Men han sagde: „Det er ikke lyden af sang om vældig gerning,+og det er ikke lyden af sang om nederlag;det er lyden af anden sang jeg hører.“ 19  Men så snart Moses var kommet nær til lejren og kunne se kalven+ og dansene, blussede hans vrede op, og han kastede tavlerne fra sig og knuste dem neden for bjerget.+ 20  Så tog han kalven som de havde lavet, og brændte den i ild og malede den til fint støv+ og strøede det ud over vandet+ og lod Israels sønner drikke det.+ 21  Derpå sagde Moses til Aron: „Hvad har dette folk gjort dig, siden du har bragt en stor synd over det?“ 22  Hertil sagde Aron: „Lad ikke min herres vrede blusse op. Du kender jo selv folket og véd at det har tilbøjelighed for det onde.+ 23  Derfor sagde de til mig: ’Lav os en gud* som kan gå foran os,+ for denne Moses — manden som førte os op fra Ægyptens land — ham ved vi ikke hvad der er sket med.’ 24  Så sagde jeg til dem: ’Hvem der har guld skal rive det af og give mig det.’ Så kastede jeg det i ilden, og denne kalv kom ud [af det].“ 25  Og Moses kunne se at folket havde opført sig tøjlesløst, fordi Aron havde ladet det opføre sig tøjlesløst,+ til spot og spe blandt dem der var dem fjendtligt stemt.+ 26  Så stillede Moses sig i porten til lejren og sagde: „Hvem er for Jehova?* Kom hen til mig!“+ Da samledes alle Leʹvis sønner om ham. 27  Derpå sagde han til dem: „Således har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Spænd hver især jeres sværd ved siden. Gå frem og tilbage fra port til port i lejren, og enhver skal dræbe sin broder og sin næste og den der står ham nær.’“+ 28  Og Leʹvis sønner+ gjorde da som Moses havde sagt, så der på den dag af folket faldt omkring tre* tusind mand. 29  Derpå sagde Moses: „Fyld i dag jeres hånd med myndighed* for Jehova,+ for enhver af jer har været imod sin egen søn og sin egen broder+ — at han kan give jer en velsignelse i dag.“+ 30  Og den følgende dag sagde Moses til folket: „I har begået en stor synd,+ men nu vil jeg gå op til Jehova. Måske kan jeg skaffe soning for jeres synd.“+ 31  Så vendte Moses tilbage til Jehova og sagde: „Ak, dette folk har begået en stor synd, idet de har lavet sig en gud* af guld!+ 32  Om du dog blot ville tilgive deres synd!+ Men hvis ikke, slet mig+ da af din bog+ som du har skrevet.“ 33  Men Jehova sagde da til Moses: „Den der har syndet mod mig, ham vil jeg slette af min bog.+ 34  Og nu, gå, før folket til det sted jeg har talt til dig om. Se! Min engel vil gå foran dig,+ og på den dag jeg straffer, vil jeg bringe straf over dem for deres synd.“+ 35  Og Jehova slog folket med en plage fordi de havde lavet kalven, den som Aron havde lavet.+

Fodnoter

„en gud“. Hebr.: ’ælohīmʹ, sandsynligvis majestætsflertal; LXXVg: „guder“; også flertal i Apg 7:40, der åbenbart citerer LXX. Se v. 4, fdn. til „Gud“; v. 31, fdn.
Ordet i klammer er underforstået og svarer til det efterfølgende „det“ i samme vers.
„de“, MSyVg; LXX: „han“.
Ordr.: „Disse . . . [er] dine guder.“ Hebr.: ’elʹlæh ’ælohǣʹkha. Dog udlægges dette i Ne 9:18 til at betyde: „Dette er din Gud,“ hebr.: zæh ’ælohǣʹkha; det hebr. pronomen (zæh) og det efterfølgende verbum („førte . . . op“) er sing., og ’ælohīmʹ må således betragtes som majestætsflertal. Jf. Sl 106:19-21.
Se v. 4, fdn. til „Gud“.
El.: „jeres sæd“, „jeres efterkommere“.
Se 17:9, fdn.
„en gud“. Hebr.: ’ælohīmʹ; gr.: theousʹ, „guder“; lat.: deʹos, „guder“. Se v. 1, fdn.
El.: „Hvem er på Jehovas side?“ „Hvem tilhører Jehova?“
„tre“, MLXXSy; Vgc: „treogtyve“.
Ordr.: „Fyld i dag jeres hånd“.
„en gud“. Hebr.: ’ælohēʹ, plur., dvs. majestætsflertal, anvendt om guldkalven; LXXVg: „guder“.