Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Mosebog 3:1-22

3  Og Moses blev hyrde for sin svigerfader+ Je′tros,+ præsten i Mid′jans, småkvæg. Mens han drev småkvæget mod ørkenens vestside, kom han til den [sande] Guds bjerg,+ til Ho′reb.+  Da viste Jehovas* engel sig for ham i en ildflamme midt i en tornebusk.+ Mens han så til, se, da brændte tornebusken nok med ilden, men tornebusken blev ikke fortæret.  Da sagde Moses: „Lad mig dog bøje af og se dette storslåede fænomen, hvorfor tornebusken ikke brænder op.“+  Da Jehova* så at han bøjede af for at se, råbte Gud til ham ud fra tornebusken og sagde: „Moses! Moses!“ hvortil han sagde: „Her er jeg.“+  Da sagde han: „Kom ikke nærmere hertil. Tag dine sandaler af fødderne, for det sted du står på, er hellig grund.“+  Og han sagde videre: „Jeg er din faders* Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.“+ Da skjulte Moses sit ansigt, for han var bange for at se på den [sande] Gud.*  Og Jehova tilføjede: „Jeg har virkelig set nøden hos mit folk i Ægypten, og jeg har hørt deres skrig over deres arbejdsfogeder, for jeg kender jo deres lidelser.+  Og jeg vil stige ned for at udfri dem af ægypternes hånd+ og føre dem op fra det land til et godt og vidtstrakt land, til et land der flyder med mælk og honning,+ til kana’anæernes og hetitternes og amoritternes og perizzitternes og hivvitternes og jebusitternes sted.+  Og nu, se! Israels sønners skrig er nået frem til mig, og jeg har også set den undertrykkelse som ægypterne udsætter dem for.+ 10  Og nu, kom; lad mig sende dig til Farao, og før mit folk, Israels sønner, ud af Ægypten.“+ 11  Men Moses sagde til den [sande] Gud: „Hvem er jeg at jeg skulle gå til Farao og at jeg skulle føre Israels sønner ud af Ægypten?“+ 12  Hertil sagde han: „Jo, jeg vil vise at jeg er med dig,+ og dette er tegnet for dig på at det er mig der har sendt dig:+ Når du har ført folket ud af Ægypten, vil I komme til at dyrke* den [sande] Gud på dette bjerg.“+ 13  Alligevel sagde Moses til den [sande] Gud: „Sæt jeg nu kommer til Israels sønner og siger til dem: ’Jeres forfædres Gud har sendt mig til jer,’ og de så siger til mig: ’Hvad er hans navn?’+ hvad skal jeg da sige til dem?“ 14  Så sagde Gud til Moses: „JEG VIL VÆRE DET SOM JEG VIL VÆRE.“*+ Og han tilføjede: „Sådan skal du sige til Israels sønner: ’JEG VIL VÆRE har sendt mig til jer.’“+ 15  Derpå sagde Gud yderligere til Moses: „Sådan skal du sige til Israels sønner: ’Jehova, jeres forfædres Gud, Abrahams Gud,+ Isaks Gud+ og Jakobs Gud,+ har sendt mig til jer.’ Dette er mit navn for altid,*+ og det vil jeg huskes ved* fra generation til generation.+ 16  Gå hen og saml Israels ældste* og sig til dem: ’Jehova, jeres forfædres Gud, har vist sig for mig,+ Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, idet han sagde: „Jeg vil visselig vende min opmærksomhed+ mod jer og mod det der gøres mod jer i Ægypten. 17  Og derfor siger jeg: Jeg vil føre jer op fra den nød+ som påføres jer af ægypterne, til kana’anæernes og hetitternes og amoritternes+ og perizzitternes og hivvitternes og jebusitternes land,+ til et land der flyder med mælk og honning.“’+ 18  Og de skal høre efter din røst,+ og du skal gå til Ægyptens konge, du og Israels ældste, og I skal sige til ham: ’Jehova, hebræernes+ Gud, har sat sig i forbindelse med os,+ og nu vil vi gerne rejse tre dagsrejser ud i ørkenen, og vi vil bringe slagtofre til Jehova vor Gud.’+ 19  Jeg ved imidlertid at Ægyptens konge ikke vil give jer lov til at rejse uden ved en stærk hånd.+ 20  Og jeg vil udrække min hånd+ og slå Ægypten med alle mine undergerninger som jeg vil gøre i dets midte; og efter dette vil han sende jer bort.+ 21  Og jeg vil lade dette folk finde yndest i ægypternes øjne; og når I tager af sted, kommer I ikke til at tage tomhændede af sted.+ 22  Men hver kvinde skal bede sin naboerske og den kvinde der bor som gæst i hendes hus, om sølvting og guldting og kapper, og I skal lægge dem på jeres sønner og jeres døtre; og I skal tage bytte fra ægypterne.“+

Fodnoter

Hebr.: Jehowah′. Se Till. 1A.
„Gud“, Sam; dvs. Jehovas engel der talte på hans vegne. Se 3 v. 2.
„din faders“, MLXXSyVg; Sam: „dine fædres“.
Se Till. 1F.
„vil I komme til at dyrke (den [sande] Gud)“. Hebr.: ta‛avdhun′; gr.: latreu′sete, „vil I yde . . . hellig tjeneste“. Se KB1,2, s. 671, der for ‛avadh′ angiver betydningen „at tjene (tilbede, dyrke) en gud“. Se også Mt 4:10, fdn. til „du skal yde hellig tjeneste“.
„JEG VIL VÆRE DET SOM JEG VIL VÆRE“. Hebr.: אֶהְיֶה אֲשֶׁר אֶהְיֶה (’Æhjæh′ ’Asjær′ ’Æhjæh′), det navn hvormed Gud kaldte sig selv; Leeser: „JEG VIL VÆRE DET JEG VIL VÆRE“; Rotherham: „Jeg vil blive hvad som helst det behager mig“; gr.: Egō′ eimi ho ōn, „Jeg er Den Værende“ el. „Jeg er Den Eksisterende“; lat.: e′go sum qui sum, „Jeg er den jeg er“. ’Æhjæh′ er en form af det hebr. verbum hajah′, „blive, være“, nemlig imperfektum, 1. person, sing., og betyder „jeg vil blive“ el. „jeg vil være“. Betydningen sigter ikke til at Gud eksisterer i kraft af sig selv, men til hvad han har i sinde at blive el. være over for andre. Jf. 1Mo 2:4, fdn. til „Jehova“; det er en form af det beslægtede verbum hawah′ der ligger bag dette guddommelige navn.
„mit navn for altid“. Hebr.: sjemī′ le‛olam′.
„og det vil jeg huskes ved“. Ordr.: „og dette [er] mit minde“. Hebr.: wezæh′ zikhrī′; lat.: et hoc memoria′le me′um.
Ordr.: „gamle (ældre) mænd“. Hebr.: ziqnē′.