Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Mosebog 22:1-31

22  I det tilfælde at en mand stjæler en okse eller et får og slagter [dyret] eller sælger det, skal han erstatte oksen med fem stykker hornkvæg og fåret med fire stykker småkvæg.*+  (Hvis en tyv+ bliver fundet mens han er i færd med at bryde ind,+ og han bliver ramt af et slag og dør, er der ingen blodskyld* på grund af ham.+  Hvis solen er stået op over ham, er der blodskyld på grund af ham.) Han skal ubetinget yde erstatning. Hvis han intet har, så skal han sælges som betaling for det han har stjålet.+  Hvis det stjålne — det være sig en okse eller et æsel eller et får — stadig findes hos ham og er i live, skal han yde dobbelt erstatning.  I det tilfælde at en mand lader en mark eller en vingård afgræsse* og slipper sine lastdyr løs og de afgræsser en andens mark, skal han yde erstatning+ med det bedste fra sin egen mark eller med det bedste fra sin egen vingård.  I det tilfælde at en ild breder sig og får fat i et tornekrat, og neg eller uhøstet korn eller en mark derved bliver fortæret,+ skal den der antændte branden ubetinget erstatte [det der er brændt].  I det tilfælde at en mand giver sin næste penge eller ting at opbevare,+ og de så bliver stjålet fra mandens hus, skal tyven, hvis han bliver fundet, yde dobbelt erstatning.+  Hvis tyven ikke bliver fundet, så skal ejeren af huset føres hen til den [sande] Gud+ for at man kan se om han har rakt sin hånd ud efter sin næstes ejendom eller ej.  Med hensyn til enhver sag om et [påstået] overgreb,+ vedrørende en okse, et æsel, et får, et klædningsstykke, en hvilken som helst ting man har mistet [og] hvorom man siger: ’Det er den!’, skal begge parters sag indbringes for den [sande] Gud.*+ Den som Gud* erklærer skyldig,* skal yde den anden dobbelt erstatning.+ 10  I det tilfælde at en mand giver sin næste et æsel eller en okse eller et får eller et hvilket som helst andet husdyr at have i forvaring, og det så dør eller bliver kvæstet eller ført bort uden at nogen ser det, 11  skal der mellem de to aflægges ed+ ved Jehova på at den ene ikke har rakt sin hånd ud efter den andens ejendom;+ og [dyrets] ejer* skal godtage den, og den anden skal ikke yde erstatning. 12  Men hvis det er tydeligt at det er stjålet fra ham, skal han yde dets ejer* erstatning.+ 13  Hvis det er tydeligt at det er sønderrevet af et vildt dyr,+ skal han bringe det med som bevis.+ Noget der er sønderrevet af et vildt dyr skal han ikke erstatte. 14  Men i det tilfælde at en mand beder sin næste om [et dyr til låns],+ og det så bliver kvæstet eller dør mens dets ejer ikke er til stede, skal han ubetinget yde erstatning.+ 15  Hvis dets ejer er til stede, skal han ikke yde erstatning. Hvis det er lejet, er den indgået i lejen for det. 16  Og i det tilfælde at en mand forfører en jomfru som ikke er forlovet og ligger hos hende,+ skal han ubetinget erhverve sig hende til hustru for brudekøbesummen.+ 17  Hvis hendes fader blankt afslår at give hende til ham, skal han betale det beløb der svarer til brudekøbesummen for jomfruer.+ 18  En troldkvinde må du ikke bevare i live.+ 19  Enhver der ligger hos et dyr skal ubetinget lide døden.+ 20  Den der bringer slagtofre til andre guder end Jehova alene, skal vies til udslettelse.*+ 21  Og du må ikke behandle en fastboende udlænding* dårligt eller undertrykke ham,+ for I har selv været fastboende udlændinge i Ægyptens land.+ 22  Ingen enke eller faderløs må I underkue.+ 23  Hvis du på nogen måde underkuer dem, da vil jeg visselig høre deres råb, hvis de blot råber til mig;+ 24  og min vrede vil blusse op,+ og jeg vil dræbe jer med sværdet, og jeres hustruer skal blive enker og jeres sønner faderløse.+ 25  Hvis du låner penge til mit folk, til den nødstedte hos dig,+ må du ikke være som en ågerkarl over for ham. I må ikke pålægge ham renter.+ 26  Hvis du overhovedet tager din næstes klædning som pant,+ skal du give ham den tilbage inden solnedgang. 27  Det er nemlig det eneste han har at dække sig med.+ Det er hans kappe til hans hud. Hvad skal han ellers lægge sig i? Og det skal ske når han råber til mig, at jeg vil høre, for jeg er nådig.+ 28  Du må ikke nedkalde ondt over Gud*+ eller forbande en høvding blandt dit folk.+ 29  Hvad der fylder din lade og flyder fra din perse må du ikke give tøvende.+ Den førstefødte af dine sønner skal du give mig.+ 30  Du skal gøre sådan med din okse og dit får:+ Syv dage skal [dyret] blive hos dets moder.+ På den ottende dag skal du give det til mig. 31  Og I skal være hellige mænd for mig;+ så kød af et dyr der er sønderrevet på marken af et vildt dyr, må I ikke spise.+ I skal kaste det hen til hundene.+

Fodnoter

Her slutter 21:37 i MLXX.
Hebr.: damīm′, plur. af dam, „blod“.
„Men hvis nogen lader sit kvæg afgræsse en mark eller en vingård“, LXX; Vg: „Hvis nogen beskadiger en mark eller en vingård“.
„den [sande] Gud“. Hebr.: ha’Ælohīm′; Sam: „Jehova“.
„Gud“. Hebr.: ’Ælohīm′; Sam(hebr.): ha’Ælohīm′; gr.: tou theou′. Jf. Till. 1F.
„erklærer skyldig“. Verbet, hvis subjekt er ’Ælohīm′, er plur. i M, men sing. i Sam.
Ordr.: „dets ejere“. Hebr.: be‛alaw′, plur. som tegn på ærbødighed; verbet står i sing.; gr.: ho ky′rios autou′.
Ordr.: „til dets ejere“. Hebr.: liv‛alaw′, plur. som tegn på ærbødighed; gr.: tōi kyri′ōi; lat.: do′mino.
El.: „skal der lægges band på“, dvs. skal vies til Jehova ved at blive udryddet.
El.: „en gæst“, „en indvandrer“. Hebr.: ger.
„Gud“. MSam(hebr.): ’Ælohīm′; gr.: theous′, „guder“; lat.: di′is, „guder“.