Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Mosebog 14:1-31

14  Så talte Jehova* til Moses, idet han sagde:  „Tal til Israels sønner [og sig] at de skal vende om og slå lejr foran Pi-Ha′kirot mellem Mig′dol og havet, over for Ba′al-Ze′fon.+ Lige foran det skal I slå lejr ved havet.  Da vil Farao sige om Israels sønner: ’De flakker forvirrede om i landet. Ørkenen har lukket dem inde.’+  Så vil jeg lade Faraos hjerte forhærdes,+ og han vil sætte efter dem, og jeg vil vinde mig ære ved Farao og alle hans styrker;+ og ægypterne skal vide at jeg er Jehova.“+ Følgelig gjorde de sådan.  Senere blev det meddelt Ægyptens konge at folket var flygtet. Straks ændredes Faraos og hans tjeneres hjerte med hensyn til folket,+ så de sagde: „Hvad er det vi har gjort, at vi har sendt Israel bort fra trællearbejdet+ for os?“  Så lod han spænde for sine stridsvogne, og han tog sine folk med sig.+  Og han tog seks hundrede udsøgte stridsvogne+ med og alle Ægyptens andre vogne, samt vognkæmpere* på dem alle.  Således lod Jehova* ægypterkongen Faraos hjerte forhærdes,+ og han satte efter Israels sønner, mens Israels sønner var på vej ud med løftet hånd.+  Altså satte ægypterne efter dem, og alle Faraos vognheste og hans rytteri+ og hans styrker var ved at indhente dem mens de lå lejrede ved havet, ved Pi-Ha′kirot, over for Ba′al-Ze′fon.+ 10  Da Farao var kommet nærmere, løftede Israels sønner deres øjne, og se, ægypterne rykkede frem efter dem; og Israels sønner blev meget bange og gav sig til at råbe til Jehova.+ 11  Så sagde de til Moses: „Er det fordi der slet ingen gravsteder er i Ægypten at du har taget os herud for at vi kan dø i ørkenen?+ Hvad er det du har gjort imod os ved at føre os ud af Ægypten? 12  Var det ikke det vi sagde til dig i Ægypten: ’Lad os være, så vi kan tjene ægypterne’? For det er bedre for os at tjene ægypterne end at dø i ørkenen.“+ 13  Da sagde Moses til folket: „Vær ikke bange.+ Stå fast og se Jehovas frelse, som han vil udvirke for jer i dag.+ For de ægyptere som I har set i dag, ser I ikke igen, nej aldrig mere.+ 14  Jehova vil selv kæmpe for jer,+ mens I forholder jer tavse.“ 15  Så sagde Jehova til Moses: „Hvorfor bliver du ved med at råbe til mig?+ Tal til Israels sønner [og sig] at de skal bryde op. 16  Og du, løft din stav+ og ræk din hånd ud over havet og kløv det,+ så Israels sønner kan gå midt igennem havet på tør bund.+ 17  Og jeg, se, jeg lader ægypternes hjerter forhærdes,+ så de følger efter dem og jeg kan vinde mig ære ved Farao og alle hans styrker, hans stridsvogne og hans rytteri.+ 18  Og ægypterne skal vide at jeg er Jehova når jeg vinder mig ære ved Farao, hans stridsvogne og hans rytteri.“+ 19  Så brød den [sande] Guds engel,+ som gik foran Israels lejr, op og gik om bag dem, og skysøjlen brød op fra pladsen foran dem og stillede sig bag dem.+ 20  Således kom den ind mellem ægypternes lejr og Israels lejr.+ Til den ene side viste den sig at være en sky sammen med mørke. Til den anden side fortsatte den med at oplyse natten.+ Og den ene gruppe kom ikke den anden nær hele natten. 21  Så rakte Moses sin hånd ud over havet;+ og Jehova tvang da havet tilbage ved hjælp af en stærk østenvind hele natten og gjorde hav til tør grund,+ og vandene kløvedes.+ 22  Så gik Israels sønner midt igennem havet på tør bund,+ mens vandene stod som en mur til højre og venstre for dem.+ 23  Og ægypterne fortsatte forfølgelsen, og alle Faraos heste, hans stridsvogne og hans rytteri fulgte efter dem,+ ud midt i havet. 24  Men under morgenvagten* så Jehova ud mod ægypternes lejr inde fra ild- og skysøjlen+ og skabte forvirring+ i ægypternes lejr. 25  Og han fik hjulene på deres stridsvogne til at falde af, så de havde vanskeligt ved at køre dem;+ og ægypterne sagde da: „Lad os flygte for Israel, for det er Jehova der kæmper for dem mod ægypterne.“+ 26  Til sidst sagde Jehova til Moses: „Ræk din hånd ud over havet,+ så vandene vender tilbage over ægypterne, deres stridsvogne og deres rytteri.“ 27  Straks rakte Moses sin hånd ud over havet, og ved morgenens frembrud vendte havet tilbage til sit normale leje. Alt imens flygtede ægypterne for ikke at møde det, men Jehova rystede ægypterne af midt i havet.+ 28  Og vandene vendte tilbage+ og dækkede til sidst stridsvognene og rytteriet som hørte til alle Faraos styrker og som var fulgt efter dem ud i havet.+ Ikke så meget som én af dem var tilbage.+ 29  Men Israels sønner gik på tør bund midt gennem havet,+ og vandene stod som en mur til højre og venstre for dem.+ 30  Således frelste Jehova på den dag Israel af ægypternes hånd,+ og Israel så ægypterne ligge døde ved havets bred.+ 31  Endvidere så Israel den vældige magt som Jehova havde bragt i anvendelse mod ægypterne; og folket frygtede Jehova og troede på Jehova og på hans tjener Moses.+

Fodnoter

Hebr.: Jehowah′. Se Till. 1A.
„samt vognkæmpere“. Ordr.: „og tredjemænd“. Hebr.: wesjalisjim′; gr.: kai trista′tas. Skønt det i almindelighed ikke ses på de ægyptiske monumenter var der tre mænd i en stridsvogn; den ene var vognstyrer og holdt tømmerne mens de to andre kæmpede fra vognen; på assyriske basrelieffer ses en tredjemand, enten en våbendrager eller en der holder en parasol.
Hebr.: Jehowah′. Se Till. 1A.
Den tredje og sidste vagt hos hebræerne, fra kl. ca. 2 til 6.