Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Mosebog 12:1-51

12  Så sagde Jehova til Moses og Aron i Ægyptens land:  „Denne måned vil være begyndelsesmåneden for jer. Den vil være den første af årets måneder for jer.+  Tal til hele Israels forsamling og sig: ’På den tiende dag i denne måned skal de hver især tage sig et stykke småkvæg*+ til fædrenehuset, et stykke småkvæg til en husstand.  Men hvis husstanden viser sig at være for lille til et stykke småkvæg, så skal han tage det ind i sit hus i fællesskab med sin nærmeste nabo, efter antallet af sjæle;* til hvert dyr skal I beregne antallet efter hvad hver enkelt kan spise.  Det skal være et sundt+ handyr I tager, ét år gammelt.+ I kan tage det af vædderlammene eller af gederne.  Og det skal forblive i forvaring hos jer indtil den fjortende dag i denne måned,+ og hele menigheden af Israels forsamling skal slagte det mellem de to aftener.*+  Og de skal tage noget af blodet og komme* det på de to dørstolper* og overliggeren i de huse hvor de spiser det.+  Og de skal spise kødet denne nat.+ De skal spise det stegt over ild og med usyrede brød*+ og bitre urter til.+  Spis ikke noget af det råt* eller kogt, kogt i vand, men stegt over ild, dets hoved sammen med dets skinneben og dets indre dele. 10  Og I må ikke levne noget af det til om morgenen; men det der levnes af det til om morgenen skal I brænde i ild.+ 11  Og således skal I spise det: med bælte spændt om hofterne,+ sandaler+ på fødderne og stav i hånden; og I skal spise det i hast. Det er Jehovas påske.*+ 12  Og i denne nat vil jeg gå igennem Ægyptens land+ og slå hver førstefødt ihjel i Ægyptens land, både mennesker og husdyr;+ og over alle Ægyptens guder* vil jeg eksekvere straffedomme.+ Jeg er Jehova.+ 13  Og blodet skal tjene som tegn for jer på husene hvor I er; og jeg vil se blodet og gå forbi jer,+ og plagen vil ikke komme over jer til [jeres] ødelæggelse når jeg retter mit slag mod Ægyptens land. 14  Og denne dag skal tjene som minde[dag] for jer, og I skal fejre den som en højtid for Jehova* i denne og kommende generationer. Som en varig ordning skal I fejre den. 15  I syv dage skal I spise usyrede brød. Ja, på den første dag skal I skaffe surdejen* bort fra jeres huse, for enhver der spiser noget der er syret, fra den første dag til den syvende,+ den sjæl skal udryddes af Israel.+ 16  Og på den første dag skal der være et helligt stævne* hos jer, og på den syvende dag et helligt stævne.+ Der må ikke udføres noget arbejde på dem.+ Kun hvad hver sjæl behøver at spise, det alene må tilberedes hos jer.+ 17  Og I skal holde de usyrede brøds højtid,+ for på netop denne dag vil jeg føre jeres hære ud af Ægyptens land. Og I skal højtideligholde denne dag i denne og kommende generationer som en varig ordning. 18  I den første måned, på den fjortende dag i måneden, om aftenen, skal I spise usyrede brød, indtil den enogtyvende dag i måneden, om aftenen.+ 19  I syv dage må der ikke findes surdej i jeres huse, for enhver der spiser noget syret, hvad enten han er en fastboende udlænding eller indfødt i landet,+ den sjæl skal udryddes af Israels forsamling.+ 20  Intet syret må I spise. I alle jeres boliger skal I spise usyrede brød.’“ 21  Straks tilkaldte Moses alle Israels ældste+ og sagde til dem: „Udvælg og tag jer småkvæg* svarende til jeres familier, og slagt påske[offeret].+ 22  Og I skal tage en isopkost+ og dyppe* den i blodet som er i skålen og stryge noget af blodet som er i skålen, på overliggeren og på de to dørstolper; og ingen af jer må gå ud ad indgangen til sit hus før morgen. 23  Når Jehova så går igennem [landet] for at slå ægypterne med plagen og ser blodet på overliggeren og på de to dørstolper, vil Jehova gå forbi indgangen, og han vil ikke tillade ødelæggeren at komme ind i jeres huse for at slå jer med plagen.+ 24  Og I skal overholde dette som en varig+ forordning+ for dig og dine sønner. 25  Og når I kommer ind i det land som Jehova vil give jer, sådan som han har lovet, da skal I holde denne hellige handling* i hævd.+ 26  Og når jeres sønner siger til jer: ’Hvad betyder denne hellige handling for jer?’+ 27  da skal I sige: ’Det er påskeofferet til Jehova,+ som gik forbi Israels sønners huse i Ægypten da han slog ægypterne med plagen, men udfriede vore huse.’“ Da bøjede folket sig og kastede sig ned.+ 28  Derpå gik Israels sønner hen og gjorde sådan som Jehova havde givet Moses og Aron påbud om.+ Sådan gjorde de. 29  Og ved midnat slog Jehova hver førstefødt i Ægyptens land ihjel,+ fra den førstefødte hos Farao som sad på sin trone, til den førstefødte hos fangen som var i fangehullet,* og hver førstefødt af husdyrene.+ 30  Så stod Farao op om natten, han og alle hans tjenere og alle [andre] ægyptere; og der lød et højt skrig blandt ægypterne,+ for der var ikke et hus hvor der ikke var en død. 31  Og han tilkaldte+ straks Moses og Aron om natten og sagde: „Bryd op, drag bort fra mit folk, både I selv og Israels [andre] sønner, og gå, dyrk Jehova, som I har sagt.+ 32  Tag både jeres småkvæg og jeres hornkvæg med, sådan som I har sagt,+ og gå. Og velsign også mig.“ 33  Så lagde ægypterne et stærkt pres på folket for hurtigt+ at sende det bort fra landet, „for,“ sagde de, „vi er alle dødsens!“+ 34  Følgelig bar folket deres dej af sted før den endnu var syret, med deres dejtrug indsvøbt i deres kapper på skuldrene. 35  Og Israels sønner handlede efter Moses’ ord og gav sig til at bede ægypterne om sølvting og guldting og kapper.+ 36  Og Jehova lod folket finde yndest i ægypternes øjne,+ så de gav dem hvad man bad om;+ og således udplyndrede de ægypterne.+ 37  Så drog Israels sønner af sted fra Ra′meses+ til Suk′kot,+ i et antal af seks hundrede tusind voksne mænd til fods, foruden småbørn.+ 38  Og en talrig blandet flok*+ drog også op sammen med dem, samt småkvæg og hornkvæg, en meget stor hjord. 39  Så bagte de dejen som de havde bragt med ud af Ægypten, til runde kager, usyrede brød, for den var ikke syret; de var jo blevet drevet ud af Ægypten og havde ikke kunnet tøve, og de havde heller ikke tilberedt sig proviant.+ 40  Og bosættelsestiden for Israels sønner,* som havde boet*+ i Ægypten,+ var fire hundrede og tredive år.+ 41  Og ved udløbet af de fire hundrede og tredive år, ja på netop den dag, gik alle Jehovas hære ud af Ægyptens land.+ 42  Det er en nat der skal højtideligholdes for Jehova, fordi han førte dem ud af Ægyptens land. For Jehova er dette en nat der skal højtideligholdes af alle Israels sønner, i denne og kommende generationer.+ 43  Og Jehova sagde videre til Moses og Aron: „Dette er ordningen for påske[offeret]:+ Ingen fremmed* må spise af det.+ 44  Men hvor der er en mandlig træl, købt for penge, skal du omskære ham.+ Først da kan han spise af det. 45  En indvandrer* og daglejer må ikke spise af det. 46  I ét og samme hus skal det spises. Du må ikke bringe noget af kødet ud af huset til et sted udenfor. Og du må ikke bryde en knogle på det.+ 47  Hele Israels forsamling skal fejre [påsken].+ 48  Og i tilfælde af at en fastboende udlænding* opholder sig hos dig og han vil fejre påske for Jehova, skal enhver af mandkøn hos ham omskæres.*+ Først da kan han nærme sig for at fejre den; og han skal blive som en indfødt i landet. Men ingen uomskåren må spise af det. 49  Én og samme lov skal gælde for den indfødte og for den fastboende udlænding der opholder sig iblandt jer.“+ 50  Så gjorde alle Israels sønner sådan som Jehova havde påbudt Moses og Aron. Sådan gjorde de.+ 51  Og det skete på netop den dag at Jehova førte Israels sønner ud af Ægyptens land sammen med deres hære.+

Fodnoter

„et stykke småkvæg“. Hebr.: sæh; betegner enten et får eller en ged; gr.: pro′baton; lat.: ag′num, „lam“.
El.: „personer“. Hebr.: nefasjoth′, plur.; gr.: psychōn′, plur.
„mellem de to aftener“. If. nogle bibelforskere samt karæerne og samaritanerne var dette tidsrummet mellem solnedgang og det tidspunkt da det blev helt mørkt. Farisæerne og rabbanitterne havde en anden opfattelse: den første aften forstod de som det tidspunkt da solen begyndte at gå ned; den anden aften som tidspunktet for den egentlige solnedgang.
Ordr.: „give“.
„de . . . dørstolper“. Hebr.: hammezuzoth′. Heraf er det senere jødiske ord „mesusa“ dannet, en pergamentstrimmel beskrevet med den hebr. ordlyd til 5Mo 6:4-9 og 5Mo 11:13-21 og sammenrullet anbragt i en lille aflang kapsel som fæstes på skrå til den højre dørstolpe ved indgangen til ortodokse jøders hjem. Se 5Mo 6:9, fdn.
El.: „brød uden surdej“. Hebr.: matstsōth′, plur.
El.: „halvfærdigt“, „halvkogt“.
Ordr.: „forbigang“, „springen over“. Hebr.: pæ′sach.
„og over alle . . . guder“. Hebr.: uvekhål-’ælohē′, plur. til betegnelse af flere ægyptiske guder.
El.: „fejre den som Jehovas højtid“.
El.: „gærdejen“.
El.: „en . . . indkaldelse (til møde)“, „en . . . forsamling“.
El.: „får og geder“.
El.: „nedsænke“, „døbe“. Gr.: ba′psantes.
„hellige handling“. El.: „tilbedelseshandling“. Hebr.: ha‛avodhah′; gr.: latrei′an, „hellige tjeneste“. Jf. 3:12, fdn.
El.: „fængselet“. Ordr.: „cisternehuset“. Se 1Mo 40:15, fdn.
El.: „Og mange udlændinge (fremmede)“.
Sam tilføjer: „og deres fædre“.
„som havde boet“. På hebr. er verbalformen plur., og den henførende partikel ’asjær′, „som“, viser snarere tilbage til „Israels sønner“ end til „bosættelsestiden“. LXX: „Men Israels sønners bosættelse, den tid de [LXXA tilføjer „og deres fædre“] var bosat i Ægyptens land og i Kana’ans land, [var] fire hundrede og tredive år“; Sam: „i Kana’ans land og i Ægyptens land“. Svarende hertil siger Josefus i sin oldtidshistorie (2. bog, kap. XV, 2. afsnit): „De forlod Ægypten i måneden xanthicus [den makedoniske måned Josefus anfører som svarende til nisan måned], . . . 430 år efter at vor forfader Abraham var kommet til Kana’an.“ (Loeb Classical Library, ved H. Thackeray, 1967, s. 305) Det fremgår således af SamLXX og Josefus at de 430 år skal regnes fra det tidspunkt da Abraham gik over Eufratfloden på vej til Kana’an, og indtil israelitterne gik ud af Ægypten. Se Ga 3:17.
Ordr.: „søn af et fremmed land“.
El.: „en fremmed“, „en indflytter“. Hebr.: tōsjav′.
„en fastboende udlænding“. Hebr.: ger.
Er på hebr. en infinitivus absolutus, en verbalform som ikke har relation til nogen tid el. person.