Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Krønikebog 6:1-42

6  Da sagde Salomon:+ „Jehova har sagt at han vil bo i det tykke mulm;+  men jeg har bygget dig et hus, en ophøjet bolig,+ ja et fast sted hvor du kan bo til fjerne tider.“*+  Derpå vendte kongen sig om og velsignede+ hele Israels menighed,* mens hele Israels menighed stod op.+  Og han sagde: „Velsignet være Jehova, Israels Gud,+ som med egen mund har talt til min fader David,+ og med egen hånd har opfyldt det,+ idet han sagde:  ’Siden den dag jeg førte mit folk ud af Ægyptens land, har jeg ikke udvalgt nogen by blandt alle Israels stammer hvor der skulle bygges et hus for at mit navn+ kunne være dér, og jeg har ikke udvalgt nogen mand til at være fører for mit folk Israel.+  Men jeg vil udvælge Jerusalem+ for at mit navn kan være dér, og jeg vil udvælge David til at være over mit folk Israel.’+  Det lå derfor min fader David på hjerte at bygge et hus for Israels Gud Jehovas navn.+  Men Jehova sagde til min fader David: ’Fordi det har ligget dig på hjerte at bygge et hus for mit navn, har du gjort vel, for det lå dig på hjerte.+  Blot kommer du ikke selv til at bygge huset;+ men din søn som udgår af dine lænder, han skal bygge huset for mit navn!’+ 10  Og Jehova har nu opfyldt det løfte+ som han gav, idet jeg er fremstået i min fader Davids sted+ og har sat mig på Israels trone,+ sådan som Jehova havde lovet;+ og jeg har bygget huset for Israels Gud Jehovas navn,+ 11  og dér har jeg sat arken+ hvori Jehovas pagt er, den som han sluttede med Israels sønner.“+ 12  Derpå stillede han sig foran Jehovas alter, over for hele Israels menighed,+ og bredte hænderne ud.+ 13  (For Salomon havde lavet en forhøjning+ af kobber og anbragt den midt på pladsen.+ Den var fem alen* lang og fem alen bred og tre alen høj; og han stod på den.) Så faldt han på knæ+ foran hele Israels menighed og bredte hænderne ud mod himmelen+ 14  og sagde: „Jehova, Israels Gud,+ der er ingen Gud* som du+ i himmelen eller på jorden, du som holder fast ved din pagt+ og din loyale hengivenhed mod dine tjenere der vandrer for dit ansigt af hele deres hjerte,+ 15  du som over for din tjener David, min fader, har holdt hvad du har lovet ham,+ idet du med egen mund har lovet* det, og med egen hånd har opfyldt det, som det er sket i dag.+ 16  Og nu, Jehova, Israels Gud, hold over for din tjener David, min fader, hvad du har lovet ham idet du sagde: ’Du skal aldrig for mit ansigt mangle en mand til at sidde på Israels trone,+ hvis blot dine sønner+ vogter på deres vej ved at vandre efter min lov,+ sådan som du har vandret for mit ansigt.’+ 17  Og nu, Jehova, Israels Gud,+ lad det løfte*+ som du gav din tjener David stå fast.+ 18  Men bor Gud da virkelig hos menneskene* på jorden?+ Se, himmelen, ja, himlenes himle kan ikke rumme dig;+ hvor langt mindre da dette hus som jeg har bygget!+ 19  Men vend din opmærksomhed mod din tjeners bøn+ og mod hans indtrængende anmodning,+ Jehova min Gud, så du hører hans bedende råb+ og den bøn som din tjener beder foran dig,+ 20  idet dine øjne er åbne+ og rettet mod dette hus dag og nat, mod det sted som du sagde du ville knytte dit navn til,+ så du hører den bøn som din tjener beder, vendt mod dette sted.+ 21  Og hør din tjeners og dit folk Israels indtrængende anmodning+ når de beder, vendt mod dette sted;+ ja, måtte du selv høre det på det sted du bor, i himmelen,+ så du hører og tilgiver.+ 22  Hvis en mand synder mod sin næste+ og man lægger en forbandelse på ham ved at tage ham i ed,+ og han kommer [og aflægger] ed foran dit alter i dette hus,+ 23  måtte du da høre det i himmelen+ og gribe ind+ og dømme dine tjenere ved at gengælde den ugudelige, idet du bringer hans færd* over hans eget hoved,+ og ved at erklære den retfærdige retfærdig,+ idet du giver ham [løn] efter hans retfærdighed.+ 24  Og hvis dit folk Israel lider nederlag foran fjenden+ fordi de synder imod dig,+ men de så vender om+ og priser dit navn+ og beder+ og anmoder om nåde foran dig i dette hus,+ 25  måtte du da høre det i himmelen+ og tilgive+ dit folk Israels synd og bringe dem tilbage+ til den jord som du gav dem og deres forfædre.+ 26  Når himmelen lukkes og der ikke kommer regn+ fordi de synder+ imod dig, men de så beder, vendt mod dette sted,+ og priser dit navn [og] vender sig fra deres synd fordi du ydmyger dem,+ 27  måtte du da høre det i himmelen og tilgive dine tjeneres og dit folk Israels synd, for du lærer+ dem den gode vej+ som de bør vandre ad, og måtte du give regn+ over dit land, det som du har givet dit folk som arvelod.+ 28  Hvis der kommer hungersnød+ i landet, hvis der kommer pest,+ hvis der kommer afsvidning+ [af kornet] og meldug,+ græshopper+ og kakerlakker;+ hvis deres fjender+ belejrer dem i deres portes* land+ — en hvilken som helst plage og en hvilken som helst sygdom+ —  29  uanset hvilken bøn,+ hvilken indtrængende anmodning+ der kommer fra et hvilket som helst menneske eller fra hele dit folk Israel,+ idet enhver kender sin egen plage+ og sin egen smerte, og man breder hænderne ud mod dette hus,+ 30  måtte du da høre det i himmelen, det sted hvor du bor,+ og tilgive+ og give hver enkelt efter alle hans veje,+ for du kender hans hjerte+ (du alene kender jo menneskesønnernes hjerte),+ 31  for at de kan frygte+ dig ved at vandre på dine veje alle de dage de lever på den jord som du gav vore forfædre.+ 32  Og også udlændingen, som ikke tilhører dit folk Israel+ men kommer fra et fjernt land på grund af dit store navn+ og din stærke hånd+ og din udrakte arm+ — når de kommer og beder, vendt mod dette hus,+ 33  måtte du da høre det i himmelen, det sted hvor du bor,+ og gøre efter alt hvad udlændingen råber til dig om,+ for at alle jordens folk kan lære dit navn at kende,+ så de frygter+ dig ligesom dit folk Israel, og kan vide at dit navn er nævnt over dette hus som jeg har bygget.+ 34  Hvis dit folk drager ud til kamp+ mod deres fjender ad den vej du sender+ dem ad, og de så beder+ til dig i retning af denne by som du har udvalgt, og det hus som jeg har bygget for dit navn,+ 35  så må du i himmelen høre deres bøn og deres indtrængende anmodning+ og tage dig af deres ret.+ 36  Hvis de synder imod dig+ (for der er intet menneske som ikke synder),+ og du vredes på dem og overgiver dem til en fjende, og de som tager dem til fange bortfører dem til et fjernt eller nært land,+ 37  og de så kommer til fornuft* i det land som de blev bortført til, og vender om og anmoder dig om nåde i det land hvor de holdes i fangenskab,+ idet de siger: ’Vi har syndet;+ vi har forbrudt os,+ og vi har handlet ugudeligt,’+ 38  og de vender om til dig af hele deres hjerte+ og af hele deres sjæl i det land hvor de holdes i fangenskab+ af dem som bortførte dem, og beder i retning af deres land, det du gav deres forfædre, og den by som du har udvalgt,+ og det hus som jeg har bygget for dit navn,+ 39  da må du i himmelen, det sted hvor du bor,+ høre deres bøn og deres indtrængende anmodning+ og tage dig af deres ret+ og tilgive+ dit folk som har syndet imod dig. 40  Nu, min Gud, lad dog dine øjne+ være åbne og dine ører+ lydhøre for bønnen om dette sted. 41  Og bryd nu op,+ Jehova Gud, til dit hvilested,+ du og din styrkes ark.+ Lad dine præster, Jehova Gud, klæde sig i frelse, og lad dine loyale fryde sig over godhed.+ 42  Jehova Gud, afvis ikke din salvede.*+ Husk al [din] loyale hengivenhed* mod din tjener David.“+

Fodnoter

Hebr.: ‛ōlamīm′, plur.
„menighed“. Hebr.: qehal′ (konstruktform); gr.: ekklēsi′an.
En alen svarer til 44,5 cm.
„Gud“. Hebr.: ’Ælohīm′; gr.: theos′; lat.: De′us.
Ordr.: „har talt (udtalt)“.
Ordr.: „ord“.
Ordr.: „det jordiske menneske“. Hebr.: ha’adham′.
Ordr.: „hans vej“. Hebr.: darkō′.
El.: „byers“, idet „port“ står for „by“.
Se 1Kg 8:47, fdn.
„din salvede“. Ordr.: „dine salvede“. Hebr.: mesjīchǣ′kha, plur.; gr.: tou christou′ sou; syr.: damsjichakh; lat.: chri′sti tu′i.
Ordr.: „Husk de loyale hengivenheder (beviserne på loyal hengivenhed)“.