Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Krønikebog 32:1-33

32  Efter disse hændelser og vidnesbyrdene om denne trofasthed+ kom kong Sanʹkerib+ af Assyrien+ og invaderede Juda og lejrede sig mod de befæstede byer+ og påtænkte at bryde deres forsvar og bemægtige sig dem.  Da Ezekiʹas så at Sanʹkerib var kommet og havde vendt sig mod Jerusalem+ for at føre krig mod det,  besluttede han sammen med sine fyrster+ og sine vældige krigere at stoppe til for vandet fra de kilder som var uden for byen,+ og de hjalp ham;  mange folk samledes da og tilstoppede alle kilderne og regnfloden+ der løber midt igennem landet, idet de sagde: „Hvorfor skulle Assyriens konger komme og finde rigeligt med vand?“  Endvidere tog han mod til sig og genopbyggede hele den nedbrudte mur+ og rejste tårne+ på den, og udenfor [byggede han] en anden mur,+ og reparerede Davidsbyens Milʹlo*+ og lavede kastespyd+ i mængde samt skjolde.+  Så indsatte han befalingsmænd+ over folket og samlede dem hos sig på torvet+ ved byporten og talte opmuntrende til dem,+ idet han sagde:  „Vær modige og stærke.+ Vær ikke bange+ eller skrækslagne+ på grund af Assyriens konge+ og på grund af hele den folkemængde som er med ham;+ for der er flere med os end med ham.  Med ham er en arm af kød,+ men med os er Jehova vor Gud til at hjælpe os+ og føre vore krige.“+ Da støttede folket sig til kong Ezekiʹas af Judas ord.+  Efter dette sendte kong Sanʹkerib+ af Assyrien, mens han selv lå ved Laʹkisj+ og hele hans stridsmagt var sammen med ham,+ sine tjenere til Jerusalem, til kong Ezekiʹas af Juda og til alle judæerne som var i Jerusalem, og lod sige: 10  „Således har kong Sanʹkerib af Assyrien sagt:+ ’Hvad er det I sætter jeres lid til, mens I sidder roligt under belejring i Jerusalem?+ 11  Er Ezekiʹas+ ikke ved at forlede+ jer for at overgive jer til at dø af hungersnød og tørst, idet han siger: „Jehova vor Gud vil udfri os af Assyriens konges hånd“?+ 12  Er det ikke selv samme Ezekiʹas der har fjernet hans offerhøje+ og hans altre+ og derpå sagt til Juda og Jerusalem: „Foran ét alter+ skal I bøje jer+ og på dét skal I bringe røgoffer“?+ 13  Ved I ikke hvad jeg og mine forfædre har gjort ved alle landenes folkeslag?+ Var landenes nationers guder+ overhovedet i stand til at udfri deres land af min hånd? 14  Hvem blandt alle guderne hos disse nationer som mine forfædre viede til udslettelse, har været i stand til at udfri sit folk af min hånd, så jeres Gud skulle være i stand til at udfri jer af min hånd?+ 15  Og lad nu ikke Ezekiʹas bedrage jer+ eller forlede+ jer på denne måde, og tro ikke på ham, for ingen gud* for nogen nation eller noget rige har været i stand til at udfri sit folk af min hånd eller af mine forfædres hånd. Hvor langt mindre vil jeres Gud da udfri* jer af min hånd!’“+ 16  Og hans tjenere kom med endnu flere udtalelser mod Jehova, den [sande] Gud,+ og mod Ezekiʹas, hans tjener. 17  Endog breve+ skrev han for at smæde Jehova, Israels Gud,+ og sige følgende imod ham: „Ligesom landenes nationers guder,+ der ikke udfriede deres folk af min hånd,+ sådan vil Ezekiʹas’ Gud heller ikke udfri sit folk af min hånd.“ 18  Endvidere råbte de+ med høj røst+ på jødernes sprog+ til de folk i Jerusalem som var på muren, for at gøre dem bange+ og for at forfærde dem, med henblik på at indtage byen. 19  Og de blev ved med at tale mod+ Jerusalems Gud+ som mod jordens folkeslags guder, værk af menneskehænder.+ 20  Men kong Ezekiʹas+ og profeten Esajas,*+ Aʹmoz’ søn, bad [bønner] angående dette+ og råbte til himmelen om hjælp.+ 21  Da sendte Jehova en engel+ og udslettede enhver dygtig kriger+ og anfører og øverste i Assyriens konges lejr,+ så han vendte beskæmmet tilbage til sit land. Senere gik han ind i sin guds* hus, og nogle der var udgået af hans eget indre fældede ham dér med sværdet.+ 22  Således frelste Jehova Ezekiʹas og Jerusalems indbyggere af kong Sanʹkerib af Assyriens+ hånd og af alle andres hånd og gav dem hvile til alle sider.+ 23  Og mange bragte gaver+ til Jehova i Jerusalem og kostbare ting til kong Ezekiʹas af Juda,+ og han blev ophøjet+ i alle nationernes øjne efter dette. 24  I de dage blev Ezekiʹas syg til døden,+ men han bad+ til Jehova, og denne talte til ham+ og gav ham et varsel.+ 25  Men i forhold til den velgerning der var vist ham, vendte Ezekiʹas ikke om,+ for hans hjerte blev hovmodigt+ og der kom harme+ over ham og over Juda og Jerusalem. 26  Dog ydmygede+ Ezekiʹas sig trods sit hjertes hovmod, han og Jerusalems indbyggere, og Jehovas harme kom ikke over dem i Ezekiʹas’ dage.+ 27  Med tiden opnåede Ezekiʹas meget stor rigdom og herlighed;+ og han lavede sig skatkamre til sølv og guld+ og kostbare sten+ og balsamolie+ og skjolde+ og alle klenodierne,+ 28  og forrådssteder+ til udbyttet af korn og ny vin+ og olie, samt stalde+ til alle slags husdyr og stalde til kvægflokkene. 29  Og byer skaffede han sig, og hjorde af småkvæg+ og hornkvæg+ i mængde; for Gud gav ham overmåde meget gods.+ 30  Og det var Ezekiʹas der tilstoppede+ det øvre udspring til Giʹhons+ vand+ og ledte dette direkte ned til vestsiden af Davidsbyen,+ og alt hvad Ezekiʹas gjorde, lykkedes for ham.+ 31  Men således, ved Babylons*+ fyrsters talsmænd, de der blev sendt til ham+ for at forhøre sig om det varsel+ som var indtruffet i landet, forlod den [sande] Gud ham+ for at sætte ham på prøve,+ for at få alt at vide om hvad der var i hans hjerte.+ 32  Hvad angår resten af Ezekiʹas’ historie+ og vidnesbyrdene om hans loyale hengivenhed,*+ se, derom står der skrevet i profeten Esajas’,* Aʹmoz’ søns,+ syn, i Bogen+ om Judas og Israels Konger. 33  Så lagde Ezekiʹas sig til hvile hos sine fædre,+ og man begravede ham på skråningen op til Davids sønners grave;+ og hele Juda og [alle] Jerusalems indbyggere viste ham ære ved hans død.+ Derpå blev hans søn Manasʹse+ konge i hans sted.

Fodnoter

El.: „Vold“.
Ordr.: „ikke nogen som helst gud“. Hebr.: lo’ . . . kål-’ælōʹah, sing. af ’ælohīmʹ.
„udfri“, plur. på hebr., svarende til subjektet ’Ælohēkhæmʹ, „jeres Gud“, som er majestætsflertal. LXXVg har verbet i sing.; det samme har M i v. 17b.
„og . . . Esajas“. Hebr.: wIsja‛ejaʹhu; navnet betyder „Jehovas frelse“; LXX: „og Esajas“; Vgc: „og Isajas“.
„sin guds“. Hebr.: ’ælohawʹ, plur. af ’ælōʹah, majestætsflertal brugt om Sankeribs falske gud; gr.: tou theouʹ autouʹ; lat.: deʹi suʹi.
„Babylons“, LXXVg; M: „Babels“.
El.: „og al hans loyale hengivenhed“. Ordr.: „og hans loyale hengivenheder“.
Hebr.: Jesja‛ejaʹhu.