Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

2 Krønikebog 18:1-34

18  Joʹsafat fik altså megen rigdom og herlighed,+ og han indgik svogerskab+ med Aʹkab.+  Efter nogle års forløb tog han ned til Aʹkab i Samaʹria,+ og Aʹkab slagtede småkvæg+ og hornkvæg i mængde til ham og til de folk som var med ham, hvorpå han lokkede+ ham til at drage op mod Raʹmot-Giʹlead.+  Og kong Aʹkab af Israel sagde til kong Joʹsafat af Juda: „Vil du drage med mig til Raʹmot-Giʹlead?“+ Da sagde han til ham: „Jeg er som du. Og mine folk er som dine folk, og [vi går] med dig i krigen.“+  Joʹsafat sagde imidlertid videre til Israels konge: „Rådspørg+ dog først om Jehovas ord.“  Da samlede Israels konge profeterne,+ fire hundrede mand, og sagde til dem: „Skal vi drage i krig mod Raʹmot-Giʹlead, eller skal jeg lade være?“+ De sagde da: „Drag derop, så vil den [sande] Gud give den i kongens hånd.“  Men Joʹsafat sagde: „Er der ikke endnu en af Jehovas profeter her,+ så vi kan spørge om råd gennem ham?“+  Da sagde Israels konge til Joʹsafat:+ „Der er endnu en mand+ som man kan rådspørge Jehova gennem, men jeg personlig hader ham,+ for han profeterer intet godt om mig, altid kun dårligt.+ Det er Mikaʹja,* Jimʹlas søn.“+ Men Joʹsafat sagde: „Sådan må kongen ikke sige.“+  Derpå kaldte Israels konge på en hofmand+ og sagde: „Hent hurtigt Mikaʹja, Jimʹlas søn.“+  I mellemtiden sad Israels konge og kong Joʹsafat af Juda hver på sin trone, klædt i [kongelige] klæder;+ og de sad på tærskepladsen ved indgangen til Samaʹrias port, mens alle profeterne var i profetisk henrykkelse foran dem.+ 10  Zidkiʹja, Kenaʹanas søn, lavede sig nu jernhorn+ og sagde: „Således har Jehova sagt:+ ’Med disse skal du stange aramæerne til du har gjort ende på dem.’“+ 11  Og alle de andre profeter profeterede ligesådan idet de sagde: „Drag op til Raʹmot-Giʹlead, og det vil lykkes for dig,+ og Jehova vil give den i kongens hånd.“+ 12  Og sendebudet der var gået hen for at tilkalde Mikaʹja, talte til ham og sagde: „Hør her! Profeternes ord har enstemmigt* lovet godt for kongen; så lad nu dine ord være som deres+ og giv løfte om noget godt.“+ 13  Hertil sagde Mikaʹja:* „Så sandt Jehova lever:+ Hvad min Gud siger, dét vil jeg tale.“+ 14  Da han kom hen til kongen, sagde kongen til ham: „Mikaʹja,* skal vi drage i krig mod Raʹmot-Giʹlead, eller skal jeg lade være?“ Han sagde da: „Drag derop, og det vil lykkes for jer, og de vil blive givet i jeres hånd.“+ 15  Da sagde kongen til ham: „Hvor mange gange skal jeg tage dig i ed+ på at du ikke siger mig andet end sandheden i Jehovas navn?“+ 16  Han sagde da: „Jeg så hele Israel spredt på bjergene som en hjord der ingen hyrde har.+ Og Jehova sagde: ’Disse har ingen herre.+ Lad dem vende tilbage, hver til sit hus, i fred.’“+ 17  Da sagde Israels konge til Joʹsafat: „Var det ikke det jeg sagde dig: ’Han profeterer intet godt om mig, kun dårligt’!“+ 18  Derpå fortsatte [Mikaʹja]: „Derfor skal I høre Jehovas ord:+ Jeg så Jehova sidde på sin trone+ og hele himmelens hær+ stå til højre og venstre for ham.+ 19  Og Jehova sagde: ’Hvem vil narre kong Aʹkab af Israel, så han drager op og falder ved Raʹmot-Giʹlead?’ Hertil sagde man forskelligt, idet den ene sagde ét og den anden sagde noget andet.+ 20  Til sidst kom en ånd+ frem og stillede sig foran Jehova og sagde: ’Jeg kan narre ham.’ Da sagde Jehova til ham: ’Hvordan?’+ 21  Og han sagde: ’Jeg vil gå ud og være en løgnens ånd i alle hans profeters mund.’+ Hertil sagde han: ’Du kan narre ham, og du vil også kunne gennemføre det.+ Gå ud og gør sådan.’+ 22  Og se, nu har Jehova lagt en løgnens ånd i munden på alle dine profeter her,+ men selv har Jehova lovet ulykke over dig.“+ 23  Da gik Zidkiʹja,+ Kenaʹanas søn,+ hen og slog Mikaʹja+ på kinden+ og sagde: „Ad hvilken vej er Jehovas ånd gået fra mig for at tale med dig?“+ 24  Hertil sagde Mikaʹja: „Ja, det får du at se den dag+ hvor du går ind i det allerinderste kammer for at gemme dig.“+ 25  Derpå sagde Israels konge: „Tag Mikaʹja og bring ham tilbage til byøversten Aʹmon og til kongens søn Joʹasj,+ 26  og sig: ’Således har kongen sagt: „Anbring denne i arresthuset+ og giv ham nedsat ration af brød+ at spise, og nedsat ration af vand, indtil jeg kommer velbeholdent tilbage.“’“+ 27  Da sagde Mikaʹja: „Hvis du virkelig kommer velbeholdent tilbage, har Jehova ikke talt ved* mig.“+ Og han tilføjede: „Hør, I folkeslag, alle sammen.“+ 28  Israels konge og kong Joʹsafat af Juda drog så op til Raʹmot-Giʹlead,+ 29  og da sagde Israels konge til Joʹsafat: „Jeg vil forklæde+ mig og gå* i kamp; men tag du dine egne klæder på!“+ Så forklædte Israels konge sig, hvorpå de gik i kamp.+ 30  Aʹrams konge havde i mellemtiden påbudt øversterne for sine stridsvogne og sagt: „I må ikke kæmpe med nogen, lille eller stor, undtagen med Israels konge alene!“+ 31  Så snart øversterne for stridsvognene så Joʹsafat, sagde de ved sig selv: „Det er Israels konge.“+ De drejede så omkring mod ham for at kæmpe, og Joʹsafat råbte om hjælp,+ og Jehova hjalp ham,+ og Gud lokkede dem bort fra ham.+ 32  Så snart øversterne for stridsvognene så at det ikke var Israels konge, vendte de om og fulgte ikke efter ham mere.+ 33  Men der var en mand som spændte sin bue og uforsætligt ramte+ Israels konge mellem brynjeskørtets lameller og brynjen. Han sagde da til sin vognstyrer:+ „Vend [vognen] og bring mig ud af lejren, for jeg er hårdt såret.“+ 34  Kampen voksede imidlertid i styrke den dag, og Israels konge måtte holde sig oprejst i stridsvognen over for aramæerne indtil aften; men han døde ved den tid da solen gik ned.+

Fodnoter

Se 1Kg 22:8, fdn.
Ordr.: „[med] én mund“.
Hebr.: Mīkhaʹjehu. Se Mik Titel, fdn.
Ordr.: „Mika“.
El.: „med“.
„Jeg vil forklæde mig og gå“. Ordr.: „[Der vil være] en forklæden sig og gåen“, dvs. for Akabs vedkommende. På hebr. to verber i infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.