Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Samuel 30:1-31

30  Da David og hans mænd kom til Zik′lag+ på tredjedagen, havde amalekitterne+ imidlertid gjort indfald i Ne′geb og Zik′lag, og de havde slået Zik′lag og brændt den med ild  og taget kvinderne+ [og alle andre] som* var i den til fange, fra den mindste til den største. De havde ikke ladet nogen* lide døden, men de drev dem af sted da de gik deres vej.  Da David og hans mænd kom til byen, se, da var den brændt med ild, og deres hustruer og deres sønner og deres døtre var blevet taget til fange.  David og folkene som var med ham løftede derfor deres røst og græd+ indtil de ikke havde kræfter til at græde [mere].  Og Davids to hustruer var blevet taget til fange, jizre’elitten Ahi′noam+ og karmelitten Na′bals hustru Abiga′jil.+  Og det var meget strengt for David,+ for folkene talte om at stene ham;+ alle folkene var nemlig bitre i sjælen,+ hver især på grund af deres sønner og døtre. David styrkede sig imidlertid hos Jehova sin Gud.+  David sagde da til præsten Eb′jatar,+ Ahime′leks søn: „Bring nu efoden+ hen til mig.“ Eb′jatar bragte så efoden hen til David.  Derpå spurgte David Jehova,+ idet han sagde: „Skal jeg sætte efter denne røverbande? Kan jeg indhente den?“ Han sagde+ da til ham: „Sæt efter den, for du vil afgjort indhente den, og du vil afgjort skaffe udfrielse.“+  Så drog David af sted, han og de seks hundrede mand+ som var med ham, og de kom omsider til Be′sors Regnflodsdal. Og de der måtte lades tilbage standsede; 10  men David fortsatte forfølgelsen,+ han og fire hundrede mand, mens to hundrede mænd som var for trætte til at gå over Be′sors Regnflodsdal,+ standsede. 11  De fandt nu en mand, en ægypter,+ [liggende] på marken, og de tog ham med hen til David og gav ham brød at spise og vand at drikke. 12  De gav ham desuden en skive af en figenkage og to rosinkager;+ så han spiste og hans ånd+ vendte tilbage til ham, for han havde hverken spist brød eller drukket vand i tre dage og tre nætter. 13  Derpå sagde David til ham: „Hvem tilhører du, og hvor er du fra?“ hvortil han sagde: „Jeg er en ægyptisk medhjælper, træl hos en amalekit, men min herre efterlod mig fordi jeg blev syg for tre dage siden.+ 14  Det var os der gjorde indfald blandt de sydlige keretitter+ og det der tilhører Juda og den sydlige del af Ka′leb,+ og Zik′lag brændte vi med ild.“ 15  Da sagde David til ham: „Vil du føre mig ned til denne røverbande?“ hvortil han sagde: „Sværg+ først ved Gud* over for mig at du ikke lader mig dø og at du ikke overgiver mig i min herres hånd,+ så vil jeg føre dig ned til denne røverbande.“* 16  Derpå førte han ham derned,+ og se, de lå spredt over det hele på jorden, idet de spiste og drak og festede+ på hele det store bytte som de havde taget i filistrenes land og i Judas land.+ 17  David slog dem nu fra morgengry til aften og viede dem således til udslettelse;* og ikke en mand af dem undslap,+ undtagen fire hundrede unge mænd som red på kameler og flygtede. 18  David udfriede imidlertid alle som amalekitterne havde taget,+ også sine to hustruer udfriede David. 19  Og der manglede intet af hvad der tilhørte dem, hverken småt eller stort, eller af [deres] sønner og døtre, eller af byttet, ja, af alt det de havde taget til sig.+ David fik det alt sammen igen. 20  Og David tog alt småkvæget og hornkvæget, som man drev foran det [andet] kvæg, og man sagde: „Dette er Davids bytte.“+ 21  Omsider kom David til de to hundrede mænd+ som havde været for trætte til at drage af sted sammen med David,* og som man* havde ladet blive ved Be′sors Regnflodsdal. De gik nu ud for at møde David og for at møde de folk som var med ham. Da David kom hen til folkene, spurgte han dem om alt var vel. 22  Men alle de dårlige mænd og uslingene+ blandt de mænd der var draget af sted med David, tog til orde og sagde: „Eftersom de ikke drog af sted med os,* giver vi dem ikke noget af det bytte vi har udfriet, undtagen deres hustruer og sønner; så lad dem tage dem med sig og gå.“ 23  Men David sagde: „Mine brødre, sådan må I ikke gøre med det Jehova har givet os,+ idet han bevarede os+ og overgav den røverbande som kom imod os, i vores hånd.+ 24  Og hvem vil høre på jer i denne sag?* For den andel som tilkommer ham der blev ved oppakningen,+ skal være som den andel der tilkommer ham der drog ned til kampen. De skal dele med hinanden.“+ 25  Og fra og med denne dag blev dette gjort til en forordning og et lovbud+ i Israel, til den dag i dag. 26  Da David kom til Zik′lag, sendte han noget af byttet til Judas ældste, hans venner,+ idet han sagde: „Her er en velsignelsesgave+ til jer af byttet fra Jehovas fjender.“ 27  Til dem i Be′tel,+ og til dem i Ra′mot+ i Ne′geb, og til dem i Jat′tir,+ 28  og til dem i A′roer, og til dem i Sif′mot, og til dem i Esjtemo′a,+ 29  og til dem i Ra′kal, og til dem i jerame’elitternes+ byer, og til dem i kenitternes+ byer, 30  og til dem i Hor′ma,+ og til dem i Bor-A′sjan,+ og til dem i A′tak, 31  og til dem i He′bron,+ og til alle de steder hvor David havde vandret omkring, han og hans mænd.

Fodnoter

„kvinderne og alt det som“, LXX.
„nogen“, el.: „en mand“, MVg; LXX: „hverken mand eller kvinde“.
„ved Gud“. Hebr.: vE’lohīm′; gr.: kata′ tou theou′; lat.: per De′um.
LXXLagarde tilføjer: „Og han svor over for ham.“
„og viede dem således til udslettelse“, ved en tekstrettelse; M: „tilhørende deres følgende dag“.
El.: „efter David“.
„de (man)“, M; LXXSyVg: „han“.
„med os“, LXXSyVg og seks hebr. mss.; M: „med mig“.
„denne sag?“ MSyVg; LXX: „denne sag? For de er ikke ringere end I er“.