Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Samuel 26:1-25

26  Zifitterne+ kom imidlertid til Saul i Giʹbea+ og sagde: „Skjuler David sig ikke* på Hakiʹlas Høj,+ som vender mod Jeʹsjimon?“*+  Da brød Saul op+ og drog ned til Zifs Ørken, og der var tre tusind udvalgte mænd+ af Israel med ham for at søge efter David i Zifs Ørken.  Saul slog nu lejr på Hakiʹlas Høj, som vender mod Jeʹsjimon, ved vejen, mens David boede i ørkenen. Da David så at Saul var kommet efter ham ud i ørkenen,  sendte han spioner ud+ og fik at vide at Saul virkelig var kommet.  Så brød David op og kom til det sted hvor Saul havde slået lejr, og David så stedet hvor Saul og hans hærfører Abʹner,+ Ners søn, lå; og Saul lå på lejrpladsen+ med folkene lejret rundt om sig.  Da tog David til orde og sagde til hetitten+ Ahimeʹlek og til Aʹbisjaj,+ Zeruʹjas+ søn, Joʹabs broder: „Hvem går med mig ned til Saul, til lejren?“ Da sagde Aʹbisjaj: „Jeg går med dig derned.“+  David og Aʹbisjaj kom da hen til folkene om natten, og se, Saul lå og sov på lejrpladsen med sit spyd stukket ned i jorden ved sit hoved, og Abʹner og folkene lå rundt om ham.  Da sagde Aʹbisjaj til David: „Gud* har i dag overgivet din fjende i din hånd,+ så lad mig dog nu spidde ham til jorden med spyddet, blot én gang; jeg behøver ikke at gøre det to gange mod ham.“  Men David sagde til Aʹbisjaj: „Dræb ham ikke, for hvem rækker sin hånd ud mod Jehovas salvede*+ og forbliver ustraffet?“+ 10  Og David sagde videre: „Så sandt Jehova lever,+ vil Jehova selv tilføje ham et slag,+ eller hans dag vil komme+ og han må dø, eller han drager i krig+ og bliver revet bort.+ 11  Af respekt for Jehova+ kunne det aldrig falde mig ind+ at række min hånd ud+ mod Jehovas salvede;+ men tag nu blot spyddet som er ved hans hoved, og vanddunken, og lad os gå vores vej.“ 12  Så tog David spyddet og vanddunken ved Sauls hoved, hvorpå de gik deres vej. Og der var ingen som så det+ og ingen som vidste det og ingen som vågnede, for de sov alle sammen; for en dyb søvn+ fra Jehova var faldet over dem. 13  Derpå gik David over på den anden side og stillede sig på bjergtoppen langt derfra; der var et stort stykke imellem dem. 14  Så råbte David til folkene og til Abʹner, Ners søn, og sagde: „Svarer du ikke, Abʹner?“ hvorpå Abʹner+ svarede og sagde: „Hvem er du som råber til kongen?“ 15  Og David sagde videre til Abʹner: „Er du ikke en mand? Ja, hvem er som du i Israel? Så hvorfor passer du ikke på din herre* kongen? For en af folkene kom for at dræbe din herre kongen.+ 16  Det som du dér har gjort, er ikke godt. Så sandt Jehova lever,+ I fortjener at dø,*+ for I passede ikke på+ jeres herre, Jehovas salvede.+ Og se nu efter hvor kongens spyd er og vanddunken+ som var ved hans hoved.“ 17  Da genkendte Saul Davids stemme og sagde: „Er det din stemme, min søn David?“+ hvortil David sagde: „Det er min stemme, min herre konge.“ 18  Og han sagde videre: „Hvordan kan det være at min herre sætter efter sin tjener?+ For hvad har jeg gjort, og hvad ondt er der i min hånd?+ 19  Og lad dog nu min herre kongen høre sin tjeners ord: Hvis det er Jehova som har ægget dig imod mig, så lad ham nyde duften af et kornoffer.+ Men hvis det er menneskesønner,*+ så lad dem være forbandede for Jehovas ansigt,+ for de har i dag drevet mig bort, så jeg ikke føler at jeg er knyttet til Jehovas arvelod,+ idet de siger: ’Gå hen og tjen andre guder!’+ 20  Og nu, lad ikke mit blod falde på jorden foran Jehovas ansigt;+ Israels konge er jo draget ud for at søge efter en enkelt loppe,*+ ligesom man jager en agerhøne i bjergene.“+ 21  Da sagde Saul: „Jeg har syndet;+ vend tilbage, min søn David, for jeg vil ikke mere gøre dig ondt, eftersom min sjæl i dag har været dyrebar+ i dine øjne. Se, jeg har opført mig tåbeligt og begået en meget stor fejl.“ 22  Hertil svarede David og sagde: „Her er kongens spyd, så lad en af de unge mænd komme over og hente det. 23  Og Jehova vil gengælde enhver hans retfærdighed+ og hans trofasthed, eftersom Jehova i dag gav dig i min hånd, men jeg ikke ønskede at række min hånd ud mod Jehovas salvede.+ 24  Og se, ligesom din sjæl i dag har været værdifuld i mine øjne, måtte min sjæl på samme måde være værdifuld i Jehovas øjne,+ således at han vil udfri mig fra enhver trængsel.“+ 25  Da sagde Saul til David: „Måtte du blive velsignet, min søn David. Du vil ikke blot handle, men du vil også helt sikkert gennemføre det.“+ Derpå gik David sin vej, og Saul vendte tilbage til sit sted.+

Fodnoter

„Skjuler David sig ikke hos os“, LXX.
El.: „ødemarken“, „ørkenen“.
„Gud“, MVg; Sy: „din Gud“; LXX: „Jehova“.
„mod . . . salvede“. Hebr.: bimsjīʹach; gr.: epiʹ christonʹ; syr.: ‛al mesjicheh; lat.: in chriʹstum.
„din herre“. Hebr.: ’adhonǣʹkha, majestætsflertal. Se 20:38, fdn.
Ordr.: „dødens sønner er I (mask.)“.
Ordr.: „menneskets sønner“. Hebr.: benēʹ ha’adhamʹ.
„efter en enkelt loppe“, MSyVg; LXX: „efter min sjæl“.