Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Samuel 25:1-44

25  Imidlertid døde Samuel,+ og hele Israel samlede sig og holdt klage+ over ham og begravede ham ved hans hus* i Ra′ma.+ Derpå brød David op og drog ned til Pa′rans* Ørken.+  Nu var der en mand i Ma′on+ — men hans arbejde var i Kar′mel*+ — og denne mand var meget velstående, og han havde tre tusind får og tusind geder, og han var ved at klippe+ sine får i Kar′mel.  Mandens navn var i øvrigt Na′bal,+ og hans hustrus navn var Abiga′jil;+ og hustruen havde god indsigt+ og en smuk skikkelse, men manden var hård og slet i sine handlinger;+ han var for resten kalebit.+  Ude i ørkenen hørte David nu at Na′bal var ved at klippe+ sine får,  så David sendte ti unge mænd af sted, og David sagde til de unge mænd: „Gå op til Kar′mel og gå til Na′bal og spørg ham i mit navn om alt er vel,+  og sig således til min broder:* ’Måtte du have fred+ og måtte dit hus have fred og måtte alt hvad du har have fred.  Og nu har jeg hørt at du har klippere. Nu har de hyrder som tilhører dig, været hos os.+ Vi generede dem ikke,+ og der gik slet intet tabt hos dem, alle de dage de var ved Kar′mel.  Spørg dine unge mænd, så vil de fortælle dig det; lad derfor mine* unge mænd finde yndest i dine øjne, for det er en god dag vi er kommet på. Giv dog dine tjenere og din søn David noget af det du har ved hånden.’“+  Da kom Davids unge mænd og fremførte alle disse ord for Na′bal i Davids navn, og ventede så. 10  Men Na′bal svarede Davids tjenere og sagde: „Hvem er David,+ og hvem er I′sajs søn? Nu til dags er der så mange tjenere som stikker af fra deres herrer.*+ 11  Og skulle jeg tage mit brød+ og mit vand* og mit slagtekvæg som jeg har slagtet til mine klippere og give det til mænd som jeg ikke ved hvor er fra?“+ 12  Så vendte Davids unge mænd om og gik deres vej og tog tilbage, og de kom og fortalte ham alle disse ord. 13  Da sagde David til sine mænd: „Spænd hver især jeres sværd om jer.“+ Så spændte de hver især deres sværd om sig, og også David spændte sit sværd om sig, hvorpå de fulgte med David op, omkring fire hundrede mand, mens to hundrede blev ved oppakningen.+ 14  En af de unge mænd fortalte det i mellemtiden til Na′bals hustru Abiga′jil, idet han sagde: „Hør, David sendte nogle sendebud fra ørkenen for at velsigne vores herre,* men han overfusede+ dem. 15  Mændene har imidlertid været meget gode mod os. Og vi er ikke blevet generet, og vi har slet intet mistet alle de dage vi vandrede omkring med dem mens vi var på marken.+ 16  De var en mur+ om os både nat og dag, alle de dage vi var hos dem mens vi vogtede hjorden. 17  Så find nu ud af noget og se hvad du kan gøre, for der er besluttet en ulykke+ over vores herre og over hele hans hus, og han er sådan en usling*+ at man ikke kan tale til ham.“ 18  Abiga′jil+ skyndte sig da at tage to hundrede brød og to store krukker vin+ og fem tillavede får+ og fem sea* ristet+ korn og hundrede rosinkager+ og to hundrede figenkager+ og lagde dem på æslerne, 19  hvorpå hun sagde til sine unge mænd: „Gå derover foran mig,+ se, jeg kommer bag efter jer.“ Men sin mand Na′bal fortalte hun intet. 20  Idet hun kom ridende på æselet+ og var på vej ned, skjult af bjerget, se, da kom David og hans mænd hende i møde på vej ned, således at hun mødte dem. 21  David havde imidlertid sagt: „Det var kun til skuffelse at jeg vogtede alt hvad der tilhørte den fyr i ørkenen. Og der gik slet intet tabt af alt det der tilhørte ham,+ og alligevel har han gengældt mig godt med ondt.+ 22  Måtte Gud gøre således med Davids fjender,* og måtte han føje mere til,+ hvis jeg lader nogen af alle hans der lader vandet op ad en mur,*+ blive tilbage til i morgen.“+ 23  Da Abiga′jil så David, skyndte hun sig at stige ned fra æselet og faldt på sit ansigt foran David og bøjede sig+ til jorden. 24  Så faldt hun ned for hans fødder+ og sagde: „Lad brøden hvile på mig,+ herre, men lad dog din trælkvinde tale i dit påhør,+ og hør på din trælkvindes ord. 25  Lad dog ikke min herre bebyrde sit hjerte med denne usling+ af en mand, med Na′bal, for som sit navn, sådan er han: Na′bal* er hans navn, og der er uforstand* i ham.+ Men jeg, din trælkvinde, havde ikke set de unge mænd fra min herre, dem som du sendte. 26  Så nu, herre — så sandt Jehova lever+ og så sandt din sjæl lever+ — har Jehova forhindret+ dig i at pådrage dig blodskyld,*+ og din hånd i selv at skaffe dig frelse;*+ og måtte nu dine fjender og de der søger [at bringe] ulykke over min herre, blive som Na′bal.+ 27  Og nu med hensyn til denne velsignelsesgave+ som din tjenestepige har bragt min herre, så skal den gives til de unge mænd som går i min herres følge.+ 28  Bær dog over med din trælkvindes overtrædelse,+ for Jehova vil helt sikkert rejse min herre et varigt hus,*+ for min herre fører Jehovas krige,+ og intet ondt vil findes i dig [alle] dine dage.*+ 29  Når et menneske rejser sig for at forfølge dig og for at efterstræbe din sjæl, så skal min herres sjæl være indsvøbt [og forvaret] hos Jehova din Gud+ i livets pose,+ men dine fjenders sjæl vil han slynge bort, som stenen fra slyngens greb.+ 30  Og fordi Jehova vil gøre alt det gode mod min herre som han har talt til dig om, vil han overdrage dig hvervet som fører for Israel.+ 31  Så lad ikke dette blive til vaklen* for dig og til snublen for min herres hjerte, både ved at udgyde blod uden grund+ og ved at min herre skaffer sig selv frelse.*+ Men når Jehova handler vel mod min herre, må du også huske+ din trælkvinde.“ 32  Da sagde David til Abiga′jil: „Velsignet være Jehova, Israels Gud,+ som på denne dag sendte dig ud for at møde mig! 33  Og velsignet være din fornuft,+ og velsignet være du som på denne dag har hindret mig i at pådrage mig blodskyld+ og lade min egen hånd skaffe mig frelse.+ 34  For hvis ikke — så sandt Jehova, Israels Gud, lever, han som forhindrede mig i at gøre dig ondt+ — ja, hvis du ikke havde skyndt dig at komme mig i møde,+ ville der afgjort ikke være blevet nogen der lader vandet op ad en mur,* tilbage hos Na′bal til det blev lyst i morgen.“+ 35  Derpå modtog David af hendes hånd det hun havde bragt til ham, og til hende sagde han: „Gå op til dit hus i fred.+ Se, jeg har adlydt din røst og taget hensyn+ til dig.“ 36  Senere kom Abiga′jil til Na′bal, og se, han havde fest i sit hus som festen hos en konge,+ og Na′bals hjerte var muntert, og han var overmåde beruset,+ så hun fortalte ham ikke et ord, hverken lidt eller meget, før det blev lyst om morgenen. 37  Men om morgenen, da rusen var forsvundet fra Na′bal, fortalte hans hustru ham om disse tildragelser. Da døde hans hjerte+ inden i ham, og han blev som sten. 38  Derefter gik der omkring ti dage, hvorpå Jehova slog+ Na′bal og han døde. 39  Da David hørte at Na′bal var død, sagde han: „Velsignet være Jehova som har ført min forsmædelses+ sag+ [og friet mig] fra Na′bals hånd og holdt sin tjener tilbage fra ondt,+ og Na′bals slethed har Jehova bragt over hans eget hoved!“+ Derpå sendte David bud og lod sige til Abiga′jil at han ville tage hende til hustru.+ 40  Davids tjenere kom så til Abiga′jil i Kar′mel og talte til hende, idet de sagde: „David har sendt os til dig for at hente dig som hustru til ham.“ 41  Da rejste hun sig, og hun bøjede sig med ansigtet mod jorden+ og sagde: „Her er din trælkvinde, som en tjenestepige til at vaske min herres tjeneres fødder.“+ 42  Derpå skyndte Abiga′jil+ sig at bryde op, og hun red+ af sted på et æsel og havde fem unge piger gående i sit følge.* Og hun fulgte efter Davids sendebud og blev hans hustru. 43  David havde også taget Ahi′noam+ fra Jiz′re’el,+ og de blev begge to hans hustruer.+ 44  Men Saul havde givet sin datter Mi′kal,+ Davids hustru, til La′jisj’ søn Pal′ti,+ som var fra Gal′lim.+

Fodnoter

„ved hans hus“, MLXXVg; Sy: „i hans gravsted“.
„Parans“, MSyVg; LXX: „Maons“.
En by i Judas bjergland, 12 km syd for Hebron; ikke det samme som Karmels Bjerg. Se Jos 15:20, 54, 55.
Ved en lille tekstrettelse; M(hebr.: chaj′): „til den levende“.
Ordr.: „de“.
„fra deres herrer“. Ordr.: „enhver fra sin herres ansigt“. Hebr.: ’adhonaw′, „sin herre“, majestætsflertal. Se 20:38, fdn.
„mit vand“, MSyVg; LXX: „min vin“.
El.: „for at hilse vores herre med gode ønsker“.
Ordr.: „en belialsøn“; belial betyder „uduelighed“.
En sea svarer til 7,33 l.
„med David“, LXX. Jf. 2Sa 12:14, fdn.
„der lader vandet op ad en mur“. Et hebr. idiom for mænd.
Betyder „uforstandig“. Hebr.: Naval′.
„og [der er] uforstand“. Hebr.: unevalah′.
Ordr.: „i at komme i blod (plur.)“.
„at skaffe . . . frelse“. På hebr. er verbalformen en infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
El.: „et fast (trofast, pålideligt) hus“.
Ordr.: „i dig fra dine dage“, dvs. alle de dage du har levet siden din fødsel.
„vaklen“, dvs. samvittighedskvaler.
„min herres hånd frelser ham selv“, LXX.
Se v. 22, fdn. til „der lader vandet op ad en mur“.
Ordr.: „gående ved sin fod“.