Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Samuel 20:1-42

20  David løb så bort+ fra Naʹjot i Raʹma og kom og sagde foran Joʹnatan: „Hvad har jeg gjort?+ Hvad er min brøde, og hvordan har jeg syndet mod din fader, siden han efterstræber min sjæl?“  Han sagde da til ham: „Det er utænkeligt!+ Du skal ikke dø. Se, min fader foretager sig intet, stort eller småt, uden at han røber det for mig;*+ og hvorfor skulle min fader skjule denne sag for mig?+ Det vil ikke ske.“  Men David svor+ desuden og sagde: „Din fader ved udmærket at jeg har fundet yndest i dine øjne,+ så han siger: ’Lad ikke Joʹnatan vide noget om dette, ellers bliver han ked af det.’ Men i virkeligheden, så sandt Jehova lever+ og så sandt din sjæl lever,+ er der kun et skridt mellem mig og døden!“+  Joʹnatan sagde da til David: „Hvad din sjæl end siger,* vil jeg gøre for dig.“  Så sagde David til Joʹnatan: „Se, i morgen er det nymåne,+ og jeg burde afgjort sidde og spise sammen med kongen; men du må sende mig bort; så vil jeg skjule+ mig på marken til om aftenen på den tredje dag.*  Hvis din fader tydeligt bemærker mit fravær, så skal du sige: ’David bad mig indtrængende om lov til at løbe til sin by Betlehem,+ for der er en årlig ofring for hele familien dér.’+  Hvis han siger således: ’Det er i orden,’ betyder det fred for din tjener. Men hvis han bliver virkelig optændt af vrede, ved du at han er besluttet på ondt.+  Og du må handle loyalt* mod din tjener,+ for det er en Jehovas pagt+ du har indgået med din tjener. Men hvis der findes brøde hos mig,+ skal du selv lade mig lide døden; hvorfor skulle du dog bringe mig til din fader?“  Hertil sagde Joʹnatan: „Det er utænkeligt [at jeg skulle gøre sådan] mod dig; hvis jeg tydeligt får at vide at min fader er besluttet på at lade en ulykke komme over dig, skulle jeg da ikke fortælle dig det?“+ 10  Imidlertid sagde David til Joʹnatan: „Hvem kan fortælle mig om det din fader svarer dig er hårdt?“ 11  Joʹnatan sagde da til David: „Kom og lad os gå ud på marken.“ De gik så begge ud på marken. 12  Og Joʹnatan sagde videre til David: „Jehova, Israels Gud,+ [er vidne på]*+ at jeg i morgen eller på tredjedagen ved denne tid vil lodde stemningen hos min fader, og hvis han er David venligt stemt,* vil jeg da ikke sende bud og røbe det for dig?* 13  Måtte Jehova gøre således med Joʹnatan, og måtte han føje mere til,+ hvis min fader finder for godt [at bringe] en ulykke over dig og jeg ikke røber det for dig og sender dig bort så du kan gå i fred. Og måtte Jehova være med dig,+ sådan som han var med min fader.+ 14  Og vil du ikke, hvis jeg stadig er i live,+ ja, vil du ikke handle med mig efter Jehovas loyale hengivenhed, så jeg ikke dør?+ 15  Og du må aldrig* nogen sinde afskære din loyale hengivenhed fra mit hus.+ Heller ikke, når Jehova udrydder Davids fjender, hver og én, fra jordens flade, 16  må Joʹnatan[s navn] blive udryddet fra Davids hus.*+ Og Jehova skal kræve det af Davids fjenders hånd.“ 17  Så svor Joʹnatan igen over for David* på grund af sin kærlighed til ham, for han elskede ham som sin egen sjæl.+ 18  Og Joʹnatan sagde videre til ham: „I morgen er det nymåne+ og man vil bemærke dit fravær, for din plads vil stå tom. 19  Og på tredjedagen vil man bemærke dit fravær meget; og du skal komme hen til det sted hvor du skjulte dig+ på gerningsdagen, og du skal sætte dig i nærheden af stenen her.* 20  Jeg, derimod, vil skyde tre pile* hen ved siden af den, idet jeg skyder til måls. 21  Og se, jeg sender medhjælperen af sted [med ordene]: ’Gå! Find pilene!’ Hvis jeg tydeligt siger til medhjælperen: ’Se, pilene er på denne side af dig; tag dem,’* da kom, for det betyder fred for dig og at der intet er i vejen, så sandt Jehova lever.+ 22  Men hvis jeg skulle sige sådan til den unge mand: ’Se, pilene er længere borte fra dig,’ [så] drag bort, for Jehova har sendt dig af sted. 23  Men med hensyn til de ord vi har talt sammen,+ jeg og du, måtte Jehova da være mellem mig og dig for stedse.“+ 24  David skjulte sig da på marken.+ Og det blev nymåne, og kongen satte sig til måltidet* for at spise.+ 25  Og kongen sad på sin plads som sædvanlig, på pladsen ved væggen, og Joʹnatan sad overfor,* og Abʹner+ sad ved siden af Saul, men Davids plads stod tom. 26  Saul sagde dog intet som helst den dag, for han sagde ved sig selv: „Der er sket noget så han ikke er ren;+ ja, han er ikke blevet renset.“* 27  Men da Davids plads stod tom dagen efter nymåne, den anden dag, sagde Saul til sin søn Joʹnatan: „Hvorfor er Iʹsajs søn+ hverken kommet til måltidet i går eller i dag?“ 28  Joʹnatan svarede da Saul: „David bad mig indtrængende om lov til [at tage] til Betlehem,+ 29  idet han sagde: ’Lad mig dog tage af sted, for vi har en ofring for vores familie i byen, og det er min broder der har påbudt mig det, så lad mig dog slippe af sted nu, hvis jeg har fundet yndest i dine øjne, så jeg kan se mine brødre.’ Det er grunden til at han ikke er kommet til kongens bord.“ 30  Da blussede Sauls vrede+ op mod Joʹnatan, og han sagde til ham: „Søn af en oprørsk pige,+ vidste jeg ikke at du til skam for dig selv og til skam for din moders+ nøgenhed foretrækker* Iʹsajs søn? 31  Men så længe Iʹsajs søn er i live på jorden, vil du og dit kongedømme ikke være grundfæstet.+ Så send nu bud og hent ham til mig, for han fortjener at dø.“*+ 32  Joʹnatan svarede imidlertid sin fader Saul og sagde til ham: „Hvorfor skulle han lide døden?+ Hvad har han gjort?“+ 33  Da slyngede Saul spyddet mod ham for at ramme ham;+ Joʹnatan vidste da at hans fader var besluttet på at lade David dø.+ 34  Joʹnatan rejste sig derfor fra bordet, optændt af vrede,+ og han spiste intet måltid på andendagen efter nymåne, for han var ked af det på Davids vegne,+ fordi hans fader havde ydmyget ham.+ 35  Om morgenen gik Joʹnatan så ud på marken til det sted der var aftalt med David,+ og der var en ung medhjælper med ham. 36  Han sagde da til sin medhjælper: „Løb nu hen og find de pile som jeg skyder af.“+ Medhjælperen løb, og han selv skød pilen af således at han lod den flyve forbi ham. 37  Da medhjælperen kom hen til det sted hvor den pil var som Joʹnatan havde skudt af, råbte Joʹnatan efter medhjælperen og sagde: „Er pilen ikke længere væk fra dig?“+ 38  Og Joʹnatan råbte videre efter medhjælperen: „Hurtigt, skynd dig, stå ikke stille!“ hvorpå Joʹnatans medhjælper samlede pilene op og kom hen til sin herre.* 39  Men medhjælperen vidste intet; Joʹnatan og David, derimod, kendte sagens sammenhæng. 40  Joʹnatan gav derpå sine våben til sin medhjælper og sagde til ham: „Gå, bring dem til byen.“ 41  Medhjælperen gik, og David rejste sig [fra sit skjul] i nærheden, mod syd. Så faldt han ned med ansigtet mod jorden+ og bøjede sig tre gange. Derpå kyssede+ de hinanden og græd over hinanden, men David [græd] mest.+ 42  Joʹnatan sagde da til David: „Drag bort i fred,+ for vi har svoret,+ begge to, ved Jehovas navn og sagt: ’Måtte Jehova være mellem mig og dig og mellem mit afkom og dit afkom for stedse.’“*+ Så rejste David* sig og drog bort, men Joʹnatan gik ind til byen.

Fodnoter

Ordr.: „og han ikke afdækker (blotter) mit øre“.
„siger“, MSyVg; TLXX: „ønsker“.
Ordr.: „den tredje“, M; mangler i LXX.
El.: „med loyal hengivenhed“.
„. . . er vidne på“, el.: „Måtte . . . være vidne på“, Sy; LXX: „ved“; mangler i M.
El.: „hvis den er god mod David“.
Ordr.: „og afdække (blotte) dit øre“.
„hengivenhed? Og hvis jeg skulle dø, (15) vil du aldrig“, LXXVg.
„flade, (16) må Jonatans navn blive udryddet fra Davids hus“, LXX; M: „’flade.’ (16) Og Jonatan sluttede derpå pagt med Davids hus [med ordene]:“.
„Så svor . . . igen over for David“, LXXVg; MSy: „så fik . . . David til at sværge igen“.
„i nærheden af stenen her“, ved en tekstrettelse. Teksten i M er usikker. Ved en anden korrektion af M som ville stemme med LXX: „i nærheden af den jordhøj“; Vg: „i nærheden af stenen hvis navn er Ezel“.
Måske: „vil på tredjedagen skyde pile“.
Ordr.: „den“.
„til måltidet (brødet)“, MSy; LXX: „til bords“.
I overensstemmelse med LXX. Ordr.: „og (men) Jonatan rejste sig“.
„han er ikke blevet renset“, LXX; M: „han er ikke ren“.
„er delagtig med“, LXX.
Ordr.: „for han er søn af døden“.
„sin herre“. Hebr.: ’adhonawʹ, plur. af ’adhōnʹ, majestætsflertal. Se 1Mo 39:2, fdn.
I MLXX slutter kap. 20 her.
„David“, LXXVgc; M: „han“.