Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

1 Samuel 14:1-52

14  En dag sagde Sauls søn Joʹnatan+ så til den unge mand som var hans våbendrager: „Kom og lad os gå over til filistrenes forpost som er derovre.“ Men han fortalte intet til sin fader.+  Og Saul befandt sig i udkanten af Giʹbea+ under det granatæbletræ som er i Migʹron, og folkene som var hos ham udgjorde omkring seks hundrede mand.+  (Og Ahiʹja, søn af Aʹhitub,+ [der var] broder til Iʹkabod,+ søn af Piʹnehas,+ søn af Eʹli,+ Jehovas præst i Siʹlo,+ bar efoden.)+ Men folkene vidste ikke at Joʹnatan var gået.  Og mellem passene som Joʹnatan søgte at gå igennem mod filistrenes forpost,+ var der et klippefremspring* på den ene side og et klippefremspring på den anden side, og navnet på det ene var Boʹzez, og navnet på det andet var Seʹne.  Det ene fremspring [stod som] en støtte* mod nord, imod Mikʹmas,+ og det andet mod syd, imod Geʹba.+  Og Joʹnatan* sagde til den unge mand som var hans våbendrager: „Kom og lad os gå over til de uomskårnes+ forpost dér. Måske vil Jehova gribe ind for os, for der er intet der hindrer Jehova i at frelse ved mange eller ved få.“+  Hans våbendrager sagde da til ham: „Gør hvad som helst dit hjerte synes. Vend dig hvorhen du vil; se, jeg er med dig, helt efter hvad dit hjerte synes.“+  Så sagde Joʹnatan: „Se, vi går over til mændene så vi kan vise os for dem.  Hvis de siger sådan til os: ’Stå stille til vi er nået ned til jer,’ så bliver vi stående hvor vi er, og vi går ikke op til dem. 10  Men hvis de siger sådan: ’Kom op til os,’ så går vi derop, for Jehova har givet dem i vores hånd, og dette er tegnet for os.“+ 11  De viste sig da begge for filistrenes forpost, og filistrene sagde: „Se de hebræere som kommer ud af hullerne hvor de har skjult sig.“+ 12  Og mændene i forposten svarede Joʹnatan og hans våbendrager og sagde: „Kom herop, så skal vi lære jer noget,“+ hvorpå Joʹnatan sagde til sin våbendrager: „Kom med mig op, for Jehova har givet dem i Israels hånd.“+ 13  Så kravlede Joʹnatan op på hænder+ og fødder, og våbendrageren efter ham, og [filistrene] faldt foran Joʹnatan,+ og hans våbendrager [gik] bag efter ham og gav dem dødsstødet.+ 14  Og det første tab som Joʹnatan og hans våbendrager tilføjede [dem], udgjorde således omkring tyve mand over en strækning på omkring en halv plovfure på en tønde land.* 15  Da opstod der skælven+ i lejren på marken og blandt alle folkene i forposten, og selv de der var gået ud for at plyndre,+ skælvede, og jorden bævede,+ og det blev til en skælven fra Gud.+ 16  Vagtposterne hos Saul i Giʹbea+ i Benjamin så det imidlertid, og se, tummelen bevægede sig hid og did.*+ 17  Saul sagde da til folkene som var hos ham: „Foretag lige en mønstring og se hvem af os der er gået.“ Så foretog de mønstringen, og se, Joʹnatan og hans våbendrager var der ikke. 18  Derpå sagde Saul til Ahiʹja:+ „Bring den [sande] Guds ark herhen.“+ (For den dag var den [sande] Guds ark hos Israels sønner.)*+ 19  Mens Saul endnu talte med præsten+ fortsatte tummelen i filistrenes lejr og blev større og større, så Saul sagde til præsten: „Træk din hånd tilbage!“ 20  Så blev Saul og alle folkene som var hos ham samlet,+ og da de kom frem til kamppladsen, se, da var den enes sværd rettet mod den andens;+ forvirringen var meget stor. 21  Og de hebræere som hidtil havde været hos filistrene+ [og] som var kommet op sammen med dem [og var] rundt om i [deres] lejr, ja, også de viste sig at være med Israel som var med Saul og Joʹnatan.* 22  Og da alle Israels mænd som havde skjult sig+ i Eʹfraims bjergland, hørte at filistrene var på flugt, fulgte også de tæt efter dem i kampen. 23  Og den dag frelste+ Jehova Israel, og kampen fortsatte til Bet-Aʹven.*+ 24  Men Israels mænd var på den dag under pres;* og dog tog Saul folkene i ed*+ idet han sagde: „Den mand er forbandet som spiser brød inden aften og inden jeg har hævnet mig+ på mine fjender.“ Så ingen af folkene smagte brød.+ 25  Og [folkene fra] hele landet kom ind i skoven, og der lå honning+ over [hele] området. 26  Da folkene kom ind i skoven, se, da dryppede det af honning,+ men ingen førte hånden til munden, for folkene var bange på grund af eden.+ 27  Joʹnatan, derimod, havde ikke hørt at hans fader havde ladet folkene sværge,+ så han rakte spidsen af den stav han havde i hånden ud og dyppede den i bikagen og løftede hånden til munden, hvorpå hans øjne fik glans.+ 28  Men en af folkene tog til orde og sagde: „Din fader har på det bestemteste ladet folkene sværge, idet han sagde: ’Den mand er forbandet som i dag spiser brød.’“+ (Skønt folkene var blevet trætte.)+ 29  Da sagde Joʹnatan: „Min fader har styrtet landet i ulykke;+ se engang hvor mine øjne har fået glans fordi jeg har smagt denne lille smule honning.+ 30  Hvis blot folkene i dag havde spist+ af byttet som de fandt efter deres fjender.+ Men nu er mandefaldet blandt filistrene ikke blevet stort.“+ 31  Og den dag slog de filistrene fra Mikʹmas+ til Ajʹjalon,+ og folkene blev meget trætte.+ 32  Folkene kastede sig derfor over byttet+ og tog småkvæg og hornkvæg og kalve og slagtede [dyrene] på jorden, hvorpå folkene spiste [kødet] med blodet i.+ 33  Da man fortalte Saul det og sagde: „Se, folkene synder mod Jehova ved at spise [kød] med blodet i,“+ sagde han: „I har handlet troløst. Rul straks en stor sten hen til mig.“ 34  Og Saul sagde videre: „Spred jer blandt folkene og sig til dem: ’Kom hver især hen til mig med jeres okse og jeres får, og slagt dem her og spis, og synd ikke mod Jehova ved at spise noget med blod i.’“+ Da førte alle folkene den nat hver især med egen hånd sin okse hen og slagtede den der. 35  Derpå byggede Saul et alter+ for Jehova; med dette begyndte han at bygge altre for Jehova.+ 36  Senere sagde Saul: „Lad os i nat gå ned bag efter filistrene og udplyndre dem indtil det bliver lyst til morgen,+ og ikke lade en eneste blive tilbage iblandt dem.“+ Hertil sagde de: „Gør hvad som helst der synes godt i dine øjne.“ Da sagde præsten: „Lad os træde frem for den [sande] Gud her.“+ 37  Saul spurgte da Gud: „Skal jeg gå ned bag efter filistrene?+ Vil du overgive dem i Israels hånd?“+ Men han svarede ham ikke den dag.+ 38  Saul sagde da: „Kom herhen,+ alle I som er førende mænd* i folket,+ og skaf jer vished for og indblik i hvorledes denne synd er opstået i dag. 39  For så sandt Jehova lever som har frelst Israel: om det så er min søn Joʹnatan [synden] hviler på, skal han visselig dø.“+ Men ingen blandt alle folkene svarede ham. 40  Derpå sagde han til hele Israel: „I er på den ene side, og jeg og min søn Joʹnatan er på den anden side.“ Hertil sagde folkene til Saul: „Gør hvad der synes godt i dine øjne.“+ 41  Saul sagde da til Jehova: „Israels Gud,* giv Tumʹmim!“+ hvorpå Joʹnatan og Saul blev udpeget, men folkene gik fri.+ 42  Derpå sagde Saul: „Kast lod+ mellem mig og min søn Joʹnatan,“ hvorpå Joʹnatan blev udpeget. 43  Saul sagde så til Joʹnatan: „Fortæl mig: Hvad har du gjort?“+ Da fortalte Joʹnatan ham det og sagde: „Jeg har ganske rigtigt smagt lidt honning på spidsen af staven som er i min hånd.+ Her er jeg! Lad mig dø!“ 44  Hertil sagde Saul: „Måtte Gud gøre således, og måtte han føje mere til,+ om ikke du visselig skal dø,+ Joʹnatan.“ 45  Men folkene sagde til Saul: „Skal Joʹnatan dø, han som udvirkede denne store frelse+ i Israel? Det er utænkeligt!+ Så sandt Jehova lever+ — ikke et af hans hovedhår+ skal falde til jorden, for det er med Guds hjælp han har handlet i dag.“+ Derpå løskøbte+ folkene Joʹnatan, og han døde ikke. 46  Saul holdt da op med at følge efter filistrene, og filistrene drog til deres sted.+ 47  Og Saul tog kongedømmet over Israel+ og førte krig rundt om mod alle sine fjender, mod Moʹab+ og mod Amʹmons sønner+ og mod Eʹdom+ og mod Zoʹbas+ konger og mod filistrene,+ og hvor han end vendte sig hen, eksekverede han sin fordømmelse.*+ 48  Han handlede desuden bravt+ og slog Aʹmalek+ og udfriede Israel fra dem som udplyndrede det. 49  Sauls sønner var i øvrigt Joʹnatan+ og Jisjʹvi og Malkisjuʹa.+ Og navnene på hans to døtre: den førstefødtes navn var Meʹrab,+ og den yngstes navn var Miʹkal.+ 50  Og navnet på Sauls hustru var Ahiʹnoam, Ahiʹma’az’ datter, og navnet på hans hærfører var Abʹner,+ Ners søn, Sauls farbroder.* 51  Og Kisj+ var Sauls fader, og Ner,+ Abʹners fader, var søn* af Aʹbiel.* 52  Men der førtes hårde kampe mod filistrene i alle Sauls dage.+ Og når som helst Saul så en vældig kriger og en brav mand, tog han ham til sig.+

Fodnoter

Ordr.: „en tand af klippebjerget“ el. „en klippebjergstand“.
„en støtte“, M; mangler i LXX.
Ordr.: „Jehonatan“.
„en tønde land“. Ordr.: „et spands mark“, et flademål der angiver hvor meget et spand okser kan pløje på en dag.
„og se, lejren var i oprør fra den ene ende til den anden“, LXX.
„til Ahija: ’Bring efoden herhen.’ (For han bar efoden den dag foran Israel.)“, LXX.
„Og de trælle som hidtil havde været sammen med filistrene, idet de var draget op til lejren, vendte om og viste sig at være med israelitterne som var med Saul og Jonatan“, LXX.
LXX tilføjer: „Og alle folkene med Saul var omkring ti tusind mand. Og kampen bredte sig til hver by i Efraims bjergegn.“
„var . . . under pres“, M; nogle hebr. mss.: „rykkede . . . nærmere“.
„og dog tog Saul folkene i ed“, ved en lille tekstrettelse; LXX (fra versets begyndelse): „og Saul begik uden at vide det en stor synd på den dag og lagde en forbandelse på folkene“.
„førende mænd“. Ordr.: „hjørnetårne“, billedligt om fremtrædende el. betydningsfulde mænd, anførere.
LXX tilføjer: „hvorfor svarede du ikke din tjener i dag? Hvis uretfærdigheden er i mig eller i min søn Jonatan, Jehova, Israels Gud, giv tydelige åbenbaringer [Urim]. Og hvis du skulle sige således: I dit folk Israel“; ItVgc har en lignende tilføjelse. Se 2Mo 28:30, fdn. til „Urim og Tummim“.
El.: „behandlede han [dem] som ugudelige (skyldige, fordømte)“. LXXVg: „sejrede han“.
If. 1Kr 8:33 var Ner Sauls farfader, og Abner, som var broder til Kisj (v. 51), var derfor Sauls farbroder.
„søn“, MSyVg; LXX: „søn af Jamin, søn (af Abiel)“.
Ved en lille tekstrettelse: „Og Kisj, Sauls fader, og Ner, Abners fader, var Abiels sønner.“ Se 9:1; Josefus, Jødernes Oldtidshistorie, 6. bog, kap. VI, 6. afsnit.